Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 120: Martinus, STOP!

Alexandras synsvinkel:

Vi hyggede bare med en film og nogle chips resten af dagen. Vi bevægede os kun ud fra værelset, da det var spisetid. Jeg sagde ikke ret meget ved bordet. Jeg lod de andre snakke. Mine tanker kørte rundt i hovedet på mig. Jeg havde lovet Martinus, at jeg ikke ville give op og bare forsvinde fra jordens overflade, og det løfte skulle jeg nok holde. Men hvad skulle jeg så gøre? Jeg havde ikke ligefrem fortalt ham om mit forsøg på cutting endnu. Han havde ikke bemærket forbindingen. Jeg måtte vel bare se tiden an.

Da vi skulle i seng, glemte jeg selvfølgelig alt om den skide forbinding og hev bare blusen over hovedet. Jeg var vant til, at Martinus og jeg bare skiftede tøj sammen. En vane fra dengang, vi var rigtige kærester.

"Hvorfor har du en forbinding om håndleddet?" spurgte han.

"Jeg kom bare til at brænde mig på en varm gryde forleden dag. Jeg har fået det forbundet, fordi det er ret ømt. Så pas på med at klemme på det. Det er stadig ømt."

"Må jeg se det?"

"Nej... det er fint. Xander har renset det. Nu skal det bare have tid til at læge."

Jeg følte ikke, at jeg kunne fortælle ham det lige nu. Men samtidigt havde jeg heller ikke lyst til at holde det hemmeligt. Jeg følte bare, jeg allerede havde chokeret ham nok på en dag. Jeg ville fortælle ham det på et eller andet tidspunkt, når jeg ikke længere kunne gemme mig bag forbindingen.

Jeg havde fået nattøjet på, som bare bestod af en af Martinus' T-shirts og mine underbukser. Han smilede, da jeg lagde mig ned til ham i sengen. Han lænede sig hen mod mig for at kysse mig godnat, men det øjeblik, han lagde sine læber mod mine, tog jeg armene om ham og begyndte at nusse ham. Jeg trak ham stille ovenpå mig, mens vi fortsatte med at kysse. Martinus gjorde kysset dybere, og jeg kunne mærke hans tunge mod min underlæbe, og jeg åbnede op for ham. Vores tunger snoede sig om hinanden, som var de skabt til ikke at gøre andet. Det var perfekt. Hans hænder kørte blidt over min krop, og der gik ikke længe, før alt vores tøj lå på gulvet.

Han kiggede mig i øjnene og smilede.

"Jeg elsker dig, Alex," sagde han, og jeg kyssede ham. Min krop tændte fuldstændigt op. Fuldstændigt, som den altid havde gjort, når han havde rørt og kysset mig.

"Jeg elsker også dig," svarede jeg.

Martinus kyssede mig ned af halsen og kærtegnede mig. Det hele var fantastisk. Jeg havde slet ikke troet, jeg kunne komme hertil, men det viste bare Martinus' påvirkning på mig. Jeg kunne også mærke på ham, hvor meget han var vokset meget hurtigt. Han gjorde det hele så blidt og roligt, han vidste jo, at vi ikke måtte gå for hårdt til den. Det var virkeligt dejligt, og jeg følte mig klar til at prøve at gå videre, men det øjeblik, hvor jeg kunne mærke ham ved min åbning, panikkede jeg fuldstændigt.

"Martinus, stop!" sagde jeg panisk: "STOP!"

Martinus' synsvinkel:

Jeg stoppede øjeblikkeligt. Jeg søgte hurtigt hendes blik. Det flakkede, og hun så helt panisk ud.

"Alex, kig på mig skat, "sagde jeg.

Hendes vejrtrækning var på randen til hyperventilering, og jeg rullede hurtigt af hende. Jeg lagde mig på maven ved siden af, så jeg kunne se hende i øjnene. Jeg lagde en hånd på hendes kind og nussede hende. Jeg fik hende til at se mig i øjnene og få hende til at trække vejret igen. Derefter kom tårerne. De væltede ud af hendes øjne. Jeg fik hende vendt om på siden, og så trak jeg inde ind i min favn. Hun gemte sit ansigt væk i mit bryst, og jeg kunne mærke, hvordan min krop blev fugtig af alle hendes tårer.

"Hvor er det dog ydmygende det her," græd hun.

"Nej, skat, det er helt i orden," sagde jeg: "du skal ikke have det skidt over det. Du er bare ikke klar endnu."

"Men jeg burde kunne gøre det, men jeg kan ikke," sagde hun: "hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg for helvede ikke bare komme over det og have et normalt liv igen."

"Sådan fungerer det desværre ikke, skat," sagde jeg: "men se hvor langt vi kom. Du burde da være stolt over, at du overhovedet havde det godt med bare at gå så langt."

"Men det er ikke godt nok," sagde hun.

"Jo, selvfølgelig er det det. Jeg er stolt af dig."

Hun kiggede op på mig, og jeg tørrede hendes tårer væk.

"Det er okay," trøstede jeg hende: "jeg elsker dig lige meget hvad."

"Men jeg føler ikke, at jeg tilfredsstiller dig godt nok. Jeg kan ikke det samme, som jeg engang kunne. I hvert fald ikke endnu."

"Alex, for mig er det altså i orden, hvis vi bare lå og kyssede, inden vi sov. Det er det at gøre det med dig, der betyder noget."

Jeg lænede mig stille frem, mens jeg undersøgte hendes ansigt, om det var okay. Hun lod mig lægge mine læber på hendes. Jeg begyndte at nusse hendes mave, mens jeg fortsatte med at kysse hendes bløde dejlige læber. Der gik ikke længe, før hun havde lagt et par arme om mig, og hun nussede også mig.

"Er det her okay?" spurgte jeg.

"Det er dejligt," sagde hun og trak mig ned til sine læber igen. Jeg smilede, mens vi kyssede. Jeg nød det virkeligt. For min skyld behøvede hun ikke føle, at hun ikke tilfredsstillede mig. Selvfølgelig ville jeg gerne have sex med hende. Virkeligt meget, men jeg ville tage det i hendes tempo.