Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 130: Løftet

Husk! Læs forfatterbeskeden i bunden! <3

Alexandras synsvinkel:

"Vil du med ud og gå en tur, skat?" spurgte han, da vi havde ligget og puttet i alt for lang tid.

"Jo, hvorfor ikke," svarede jeg: "jeg kunne godt bruge lidt luft."

Martinus bukkede sig ned og kyssede mig på panden. Jeg lå på hans varme bryst, mens jeg nussede ham stille over de markerede mavemuskler. Da jeg satte mig op på sengekanten, fulgte Martinus automatisk efter, som klæbede han til mig. Han satte sig bag ved mig, med et ben på hvert side og lagde armene om livet på mig. Han kyssede mig stille på det øverste af ryggen og videre op i nakken.

"Du er så sindssygt dejlig," hviskede han.

Jeg smilede og drejede ansigtet mod ham. Jeg lænede mig op mod ham og kyssede hans læber.

"Du er fantastisk," sagde jeg: "ved du godt det?"

Han smilede bare til mig. Hans øjne var helt blide og kærlige, mens han kørte hænderne ned over mine arme så blidt, at det næsten kildede. Han kyssede mig på halsen. Jeg kunne mærke på ham, at han gerne havde villet blive i sengen. Hans hænder kørte stille over resten min krop. Fulgte dens former. Han var utroligt kærlig. Gennem alle hans berøringerne følte jeg dog også, der lå noget under. Der var noget, han gerne ville. Men han sagde ikke noget. Han fortsatte bare sine stille blide kærtegn.

*****

"Alexandra, der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om," sagde Martinus endeligt, da vi var kommet ud af døren. Det havde taget et stykke tid, før jeg havde fået ham med udenfor. Han lød utroligt alvorlig. Jeg var godt klar over, at det nok handlede om mig og ham og hvad, der skulle ske med os. Jeg var ikke længere en skrøbelig lille porcelænsdukke. Jeg kunne godt klare at tale om de ting nu.

"Ja, bare sig frem, Martinus," sagde jeg og smilede svagt.

Vi gik hånd i hånd ned af stien. Vi var gået hen til et grønt område i nærheden af mit hus. Selvom det knapt nok var forår, var det alligevel et ret romantisk område, og som vinterbarn havde jeg ikke noget imod de nøgne træer, der stod i kontrasten til det grønne græs med de små erantis og vintergækker i.

"Hvad skal der ske med os, skat?" spurgte han.

"Jeg ved det ikke," svarede jeg: "jeg synes jo stadig ikke, jeg er god nok til dig. Jeg har aldrig forstået, hvad du så i mig. En almindelig pige fra Danmark du tilfældigt mødte til et Meet and Greet."

"Hvad skal jeg sige?" spurgte han: "jeg er yngre end dig. Hvad var sandsynligheden overhovedet for, at du gad have mig? Du kunne have fået hvilken som helst dreng, du ville have, og så valgte du mig. Tror du ikke, jeg føler mig speciel, fordi du valgte mig?"

"Jeg vil aldrig blive god nok til dig, Martinus. Du kan få lige den pige, du vil have," sagde jeg.

"Jeg er ligeglad Alex. Det er dig, jeg vil have. Hvis det kræver, jeg skal fri til dig nu, så gør jeg det. Så ved du, at jeg mener det alvorligt."

"Det er noget pjat, Martinus," sagde jeg.

"Du giver mig ikke noget valg," svarede han.

Han tog min hånd og gik ned på et knæ foran mig.

"Martinus! Se så at komme op derfra!" vrissede jeg: "du er ikke rigtigt klog."

"Alexandra Vesterberg," begyndte han: "du er og bliver noget af det mest stædige, jeg nogensinde har mødt. Men denne gang giver jeg mig ikke. Jeg rejser mig ikke, før du har hørt, hvad jeg har at sige."

Jeg rystede på hovedet, men da jeg kiggede ned i hans bedede øjne, smeltede mit hjerte. Det var jo ikke, fordi jeg ikke elskede ham. Det gjorde jeg virkeligt. Men alt det, der var sket gennem de seneste par måneder, der var jeg bange for at overgive mig til ham igen.

"Fint, så fortsæt," svarede jeg: "jeg skal nok høre, hvad du siger."

"Skat," sagde han: "jeg elsker dig. Af hele mit hjerte. Siden jeg mødte dig, har jeg ikke drømt om andet end at være sammen med nogen andre. Vi har været utroligt meget igennem. Meget mere, end mange andre vil komme igennem. Men jeg ville ikke have undværet noget af det, selvom mange af tingene har været smertelige. Det har gjort os til dem, vi er i dag, og det har gjort, at vi står her nu."

Mens han sad der foran mig, knælende, faldt der en lille tåre ned af min kind. Jeg var så rørt over det, han sad nede foran mig og sagde. Pludseligt rakte han ned i sin lomme og tog en lille æske frem. Han åbnede den, og indeni var der en ring. En helt simpel sølvring. I siden var der indgraveret en lille skrift.

Mit løfte. Din for evigt.

Jeg smilede, da jeg læste ordene.

"Jeg lover, at jeg ikke frier til dig lige nu. Men jeg vil gerne give dig et løfte. Jeg lover, at jeg altid vil elske dig. Lige meget hvad. Du er den pige, jeg vil dele mit liv med," sagde han: "du er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Den her ring skal være beviset på mine ord. Hver gang du kigger på den, hver gang du bærer den, så ved du, at alt det jeg har sagt til dig, mener jeg. Hvert et ord. Du vil vide, at min kærlighed til dig er evig."

Han holdt en kort pause. Jeg kunne se, at han havde tårer i øjnene. Han var lige så bevæget af følelser, som jeg var i dette øjeblik. Det betød så utroligt meget for os begge. Det var noget, der havde svævet i luften så længe.

"Alexandra Vesterberg," sagde Martinus: "vil du være min kæreste, igen?"

Jeg smilede stort ned i hans ansigt. Mine øjne rendte over, og tårerne fossede ned af mine kinder, mens jeg smilede det største smil, jeg nogensinde havde formået.

"Ja, Martinus," sagde jeg: "af hele mit hjerte JA!"

Han lyste op i det største smil, mens hans øjne rendte over kanten. Han tog ringen ud og satte den på min finger. Derefter kastede han sig i armene på mig. Løftede mig op og svingende mig rundt. Hans læber lå hurtigt på mine.

"Jeg kan slet ikke forstå, at jeg fortjener dig," sagde jeg bevæget: "at du vil have, at jeg skal være din kæreste. Martinus, jeg elsker dig. Jeg vil aldrig kunne give dig igen for alt det, du har gjort for mig. Du er en sand ener. Du blev hos mig, selvom du ikke vidste, hvad der ville ske. Lige meget, hvor galt tingene gik, forlod du aldrig min side."

"Og jeg ville gøre det igen. Jeg ville holde din hånd gennem alt, lige meget hvad. Du fortjener meget mere, end der findes i denne verden," sagde han: "jeg elsker dig, Alex. Du er den dejligste pige, der findes. Og det bedste er, at du er min."

A/N:

Nøj, hvor har jeg ventet på at kunne poste det her afsnit længe! Ja, bare at skrive det!

De er sammen. Alexinus er en realitet igen!

Hvor er det vildt! 39 stemmer på sidste kapitel!

I er simpelthen for vilde! Hold da op, I er fantastiske!! <33

Hvor mange votes, kan vi komme op på denne gang? Kan vi runde de 30 igen? ;)

Der er nu kun 10 kapitler tilbage af denne historie, før den slutter. Jeg håber, I nyder hvert og et, der er tilbage!

Og TUSIND TAK til sødeste caroherma for de søde og flotte ord, hun skrev om min bog, da hun lavede en bog-liste i sin "Random" i går. Det gjorde mig så stolt og glad! <3