Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 126: Alex... Marcus er dejlig

Lisettes synsvinkel:

Jeg var vild med min storesøsters næsten-kærestes tvilling. Jeg var vild med Marcus Gunnarsen! Jeg fandt det faktisk ret sjovt, at det havde startet med, at Alex var vild med Marcus, og jeg var vild med Martinus. Nu, hvor vi kendte dem, så var det omvendt. Alex elskede Martinus, og jeg var nu officielt vild med Marcus.

Marcus havde sovet inde hos mig om natten, uden nogen vidste det. Martinus sov inde hos Alex, og Marcus havde gæsteværelset normalt. Han havde sneget sig ind til mig, da alle var gået i seng. Der var ikke sket så meget andet, end at vi havde kysset ret meget. Han var meget påpasselig med, hvad han gjorde, og det satte jeg virkeligt pris på. Da jeg om morgenen var vågnet op på hans nøgne bryst, havde han smilet det sødeste smil til mig, og vi havde forsat kysseriet fra aftenen før. Jeg kunne godt mærke, at hans hænder var ivrige efter at røre mig, men sådan havde jeg det også med ham. Alligevel var vi ikke gået videre. Det handlede jo ikke om det fysiske... men om følelserne.

Jeg havde besluttet mig for at snakke med Alex om det ting, jeg sagde til Marcus i går. Se, om hun overhovedet kunne forholde sig til andre end sig selv. Ikke, at hun var egoistisk. Hun havde bare haft svært ved at overskue andre ting end sine egne. Jeg vidste godt, det havde været en hård tid for hende, men det påvirkede jo også hendes omgivelser, at hun havde det sådan.

Vi havde lige spist morgenmad, og Alex stod og ryddede op alene i køkkenet. Det var det perfekte tidspunkt at spørge nu. Jeg begyndte at hjælpe hende. Jeg havde lige brug for et par dybe indåndinger inden.

"Alex, kan jeg snakke med dig?" spurgte jeg nervøst, og hun kiggede på mig med et undrende blik. Som prøvede hun at gennemskue, hvad jeg ville sige til hende.

"Selvfølgelig," sagde hun: "du ligner en, der har gjort noget galt?"

Det havde jeg vel næsten også. Jeg havde kysset med hendes næsten-kærestes bror... selvom jeg ikke kunne se det forkerte i det. Det var mere bare princippet i det, der var underligt.

Vi gik op på Alex' værelse. Er var ingen derinde. Marcus og Martinus var ude i haven med Xander, hvor de spillede fodbold. Man kunne høre dem gennem alle de lukkede vinduer. Marcus, der råbte af Martinus. Han var altid så sur, når han tabte i fodbold, eller når tingene ikke lige gik, som han ville have. Jeg kom til at grine ved tanken om det.

Vi satte os på hendes altid pænt redte seng. Hun havde altid været den mest ordentlige af os. Orden i skolesagerne. Pænt opryddet. Intet flød. Det var nok derfor, hende og jeg altid havde været så gode sammen. Vi var modsætninger. Ligesom Marcus og Martinus.

"Hvad ville du gerne snakke med mig om?" spurgte hun og smilede til mig.

"Alex..." sagde jeg med dirrende stemme: "Marcus er dejlig."

Det var egentligt slet ikke det, jeg havde villet snakke med hende om, men jeg kunne lige så godt tage det først. Hendes blik blev øjeblikket stift. Som gik alt i stå. Hun stirrede bare lige frem for sig. Hun åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke en lyd ud. Hun lignede en, der vitterligt ikke vidste, hvad hun skulle ytre.

"Alex?" spurgte jeg.

"Du skal ikke have noget med Marcus," sagde hun kort og afvisende.

"Hvorfor ikke?" spurgte jeg undrende.

"Fordi han er min måske-kærestes tvillingebror. Det ville bare være underligt, hvis min lillesøster datede hans tvilling."

"Og hvad så, hvis jeg faktisk godt kan lide ham? Eller jeg måske allerede er kærester med ham?"

"ER DU KÆRESTER MED HAM?" råbte hun.

Jeg blev virkeligt bange for hendes udbrud. Angsten steg i min krop. Jeg begyndte at hyperventilere, og hjertet bankede hårdt og smertefuldt i brystet på mig. Min egen storesøster støttede mig ikke, fordi jeg var forelsket i hendes næsten-kærestes bror.