Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 88: Der er noget galt

Martinus' synsvinkel:

Siden jeg havde offentliggjort vores forhold, var det, som om hun havde trukket sig fra mig. Hun havde ikke ringet mig op hver dag, som hun plejede. Hvis jeg var heldig, ringede hun måske til mig et par gange om ugen. Jeg havde aftalt med hende, at vi skulle snakke sammen i dag – men selvom hun sagde det, overholdt hun det ikke altid. Det var sket flere gange. Jeg var begyndt at blive bekymret for hende. Jeg vidste nu, der var noget galt. Det var en fornemmelse, jeg havde haft i flere uger. Hun havde ændret sig en del. Men hun sagde bare, hun havde det skidt for tiden. At hun var småsyg.

Hun havde heller ikke besøgt mig i et par uger... eller jeg hende. Jeg havde den ene af gangene spurgt, om jeg ikke skulle komme forbi, fordi hun havde haft store rande under øjnene, men hun havde bare sagt, det ikke passede. Jeg følte mig magtesløs og lidt som en dårlig kæreste. Jeg burde nok bare have taget til Danmark med det samme – men det havde jeg ikke gjort.

Jeg ringede til hende, men hun tog ikke sin telefon. Jeg smed mobilen på min seng og sukkede dybt, derefter hev jeg i mit fodboldtøj og tog en bold under armen. Jeg bankede på døren ind til Marcus, og døren blev hurtigt åbent.

"Vil du med ud og spille?" spurgte jeg.

"Selvfølgelig," svarede han: "men skulle du ikke snakke med Alex?"

"Nej, hun tog ikke sin mobil..." svarede jeg nedslået.

"Igen?"

"Ja, jeg ved ikke, hvad der er galt," sagde jeg: "du har vel ikke tilfældigvis snakket med hende vel?"

Hvis jeg var heldig, havde hun måske fortalt Marcus noget. Jeg vidste jo godt, at de snakkede ret tit, og at hun nogle gange fortalte ham nogle ting, hun ikke snakkede med mig om. Det generede mig faktisk lidt. Måske jeg burde sige det til hende?

Marcus og jeg gik ned og spillede. Alligevel kunne jeg ikke koncentrere mig. Der var noget galt... jeg vidste det bare!

En time senere gik jeg op og ringede til hende igen. Denne gang tog hun den faktisk.

"Alex?" spurgte jeg, da hun endeligt kiggede ind i skærmen. Hun havde igen store rande under øjnene. Hun så så hængt ud, som havde hun siddet vågen alle nætterne de sidste to uger.

"Ja?" mumlede hun bare.

"Har du det godt?"

"Ja, jeg har det fint," svarede hun, men jeg kunne se, det helt sikkert var løgn.

"Det passer ikke," sagde jeg: "jeg kan se det på dig. Du ligner en, der ikke har sovet i flere dage."

"Det har jeg heller ikke..." mumlede hun, men jeg hørte det godt.

"Skat, hvorfor har du ikke sovet?"

"Det har jeg bare ikke."

"Alex, jeg mener det! Nu fortæller du mig, hvad der er galt! Ellers er jeg nødt til at tage en snak med din mor eller din far. Det går ikke det her. Jeg ved, der er noget galt. Er du ikke sød at fortælle mig, hvad der sker?"

Hun gik i stå og kiggede ned i jorden. En tåre trillede ned over hendes kind og i det øjeblik, vidste, jeg, at jeg havde ret. Der var virkeligt noget galt.

"Alexandra for helvede, jeg er din kæreste. Du kan tale med mig!" sagde jeg desperat. Jeg kunne ikke det her mere. Jeg var nødt til at have et svar!

"Martinus..." begyndte hun, men begyndte så at græde: "Mira har slået hånden af mig."

"Hvornår?"

"For tre uger siden. Dagen efter, jeg kom hjem fra Norge, og vores forhold lige var blevet offentliggjort."

Hun brød fuldstændigt sammen. Hun havde gået med det her, siden hun var kommet hjem. Jeg havde en ekstremt trang til bare at tage det næste fly til Danmark. Men det kunne jeg ikke.

"Alex, skal jeg komme til Danmark? Vil du have, at jeg kommer og tager mig lidt af dig?"

"Nej, jeg klarer mig," sagde hun: "jeg prøver bare at komme gennem skole lige nu."

"Er det hårdt?"

"Meget. 3.g er ikke for sjovt. Der er rigtigt mange lektier og opgaver. Det er også derfor, det ikke er så godt, at du kommer lige nu."

"Hvad så med efterårsferien?"

"Det er fint, det finder vi bare ud af."

"Skat... vil du snakke om det med Mira?" spurgte jeg langsomt, og hun nikkede.

"Hun havde set vores interview. Jeg havde løjet for hende... om dig. Fordi hun hadede dig og Marcus, og så turde jeg ikke fortælle hende om os. Hun har altid været meget på med, at jeg skulle score nogen – og at jeg så var kæreste med ham, som hun hadede, vidste jeg, ikke ville falde i god jord."

Mit blik vendte ned af i gulvet. Jeg græd. Hun ville ikke fortælle folk om mig. Var det virkeligt så skammeligt at være Martinus Gunnarsens kæreste?

"Martinus, jeg skammer mig ikke over dig. Jeg kunne bare ikke være alene, når du ikke var her," sagde hun: "Xander tog så fat i mig og sagde, jeg skulle stå ved mit valg, og det gjorde jeg. Jeg har holdt hovedet højt og stået ved vores forhold. Jeg elsker dig."

Der var sket det, jeg havde frygtet – hun havde fået vendt ryggen af alle andre end Xander. Jeg fortsatte med at snakke med hende. Hun virkede så trist og ked af det. Var det her min skyld? Fordi jeg gerne ville vise vores forhold frem?