Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 116: ENDNU!

Alexandras synsvinkel:

Xander boede nu fast hjemme hos os, og han var blevet utroligt glad i forhold til, hvad han havde plejet at være. Han havde lavet en aftale med min mor om, at han betalte et beløb som husleje – hun skulle jo have dækket udgifter ind, han kostede i vand, mad og varme, og så kunne han ellers bare gøre, hvad han havde lyst til. Hun adopterede ham fuldstændigt ind. Lisette var også glad for ham. Hun kendte ham ikke så godt, men der gik ikke længe, før han også blev en bror for hende. For mig betød han dog noget helt specielt. Vi delte nogle ting, andre aldrig ville kunne forstå.

Lige nu sad jeg og skrev SRP. Gys... den største skriftlige eksamen i gymnasiet, som lå i hele første halvdel af december. En tyve siders lang opgave, og jeg gad bare ikke mere. Jeg havde været i gang i en uge nu. Det var så tungt at komme igennem, heldigvis for mig var jeg over halvvejs, fordi jeg var begyndt i så god tid. Jeg elskede mit emne, men jeg glædede mig nu mest til at aflevere den, så jeg kunne holde noget længe ventet ferie og have en fantastisk jul med min familie.

Det bankede på min dør, og ind kom Xander med sin computer.

"Fucking SRP," bandede han: "det er noget arvelort."

"Ja, mon ikke," svarede jeg: "er du kommet videre siden i går?"

"Nej, jeg har stadig samme problem. Måske du kunne hjælpe mig? Jeg sidder virkeligt fast."

"Gerne," sagde jeg: "Men er du så ikke lige sød at tjekke det her afsnit igennem, jeg lige har skrevet. Føler ikke, det rigtigt giver mening."

Jeg læste det, han havde lavet. Han var faktisk utroligt god til den her slags opgaver. Han besad faktisk utroligt mange talenter. De skulle bare graves frem fra dybet.

"Der er da intet galt med det, du har lavet. Det er godt. Rigtigt godt faktisk," sagde jeg: "du skal bare lave en diskussion af den her del ind over den anden, og så ville det være i skabet."

"Tak!" sagde han: "det var lige den brik, jeg manglede!"

Og på denne måde hjalp vi faktisk hinanden med alting. Mange problemer blev løst. To hjerner var bedre end en hjerne, og Xander var en utrolig god problemløser. Det var helt underligt, at jeg faktisk havde en, jeg kunne sparre med om ting. Min lillesøster forstod jo ikke altid de ting, jeg foretog mig. Men Xander gjorde. Ham og jeg brugte så utroligt meget tid sammen. Vi var næsten gået hen og blevet tvillinger, ligesom Marcus og Martinus. Vi færdiggjorde endda hinandens sætninger.

*****

Hele julemåneden havde Xander, Lisette og jeg leget nisser for hinanden. Det var en fast tradition mellem Lisette og mig, men nu var Xander en af os, og han skulle selvfølgelig også have plads i legen. Det sjove var, at han faktisk var blevet lidt en storebror over for mig, selvom jeg var den ældste – kun med to måneders forspring.

Da det endeligt blev juleaften, følte jeg roen snige sig ind over mig. Det var aftenen, alle havde ventet på. Julen ville altid være den bedste tid på året. Vi havde fået pyntet juletræ, og mor var i fuld gang ude i køkkenet. For en gangs skyld skulle vi faktisk holde jul med far og Sarah. Det ville blive en rigtig familiejul.

Far og Sarah kom tidligt, og Sarah gik med det samme i gang med at hjælpe mor i køkkenet sammen med mig, mens far gik ind til Xander. De sad længe og snakkede. Xander smilede, og min far gav ham et kram. Da jeg havde lavet Risalamanden, gik jeg ind til Xander. Min far var lige gået på toilettet, og Xander sad og så helt rørstrømsk ud.

"Din far har sagt, at han gerne vil være den far for mig, som jeg ikke har," sagde Xander: "fortjener jeg virkeligt alt det her, Alex? Jeg føler, jeg får en masse, men jeg giver intet."

"Du mere end bare fortjener det. Du får alt det, du burde have haft hele tiden."

"Men har du det fint nok med også bare at dele din far?" spurgte han: "I er næsten for gode mod mig."

"Det passer ikke. Du er en del af den her familie, og du skal have lige så meget kærlighed, som alle andre i den. Vi deler ikke min far. Han er VORES far nu," svarede jeg. Han trak mig hurtigt ind i et kram.

"Det er bare meget overvældende, at jeg har fået en chance til," sagde han: "jeg har fået alt det, jeg altid har ønsket mig så højt. Det er den bedste julegave, jeg nogensinde kunne få."

*****

Da vi havde pakket gaver op, ringede Martinus til mig. Videoopkald, selvfølgelig. Han kunne ikke undvære mit kønne ansigt – eller det var i hvert fald det, han gav som grund for det.

"Så, her har vi altså min kommende svoger?" spurgte Martinus for sjov, da jeg tog telefonen, og jeg rystede grinende på hovedet af ham.

"Det er lige det, jeg er," svarede Xander.

"Gider I lige slappe af?" sagde jeg: "vi behøver ikke tale om bryllup endnu. Martinus, vi er jo ikke engang kærester."

"ENDNU!" råbte Martinus og Xander i kor. Jeg kiggede ind i skærmen. Vent... hørte jeg ikke tre stemmer? Jeg kom til at grine, da jeg bag ved Martinus spottede en glad Marcus i skjorte og slips.

"Jamen, også glædelig jul til dig, Marcus," grinede jeg.

"Glædelig jul," sagde Marcus: "til min kommende søster og bror."

"Ej, nu må I fanme stoppe jer selv," svarede jeg: "Martinus og jeg er ikke gift. For anden gang, vi er ikke engang kærester!"

"ENDNU!" råbte de tre drenge igen i et enstemmigt kor. Jeg kiggede opgivende på dem. Alle ville gerne have, at Martinus og jeg fandt sammen igen. Men tingene var bare ikke så enkle, som folk gjorde dem til. Jeg var stadig ikke okay indeni. Jeg var ikke klar til at binde mig endnu. Jeg elskede Martinus over alt, men nu var ikke tidspunktet for kæresteri.

Jeg gik op på mit værelse med mobilen, og Martinus fik Marcus til at gå, så vi kunne snakke lidt alene også. Vi snakkede om alt muligt. Det var jo et stykke tid siden, vi havde set hinanden. Faktisk hele tre uger, fordi jeg havde skrevet eksamen. Han savnede mig utroligt meget, og jeg kunne kun sige, at det var fuldt ud gengældt.

"Vil du stadig ikke være min kæreste?" spurgte Martinus, og jeg rystede på hovedet.

"Jeg føler stadig ikke, jeg er der endnu," svarede jeg: "og er du ikke godt sød at lade være med at presse mig. Det gør mig faktisk angst indeni."

"Åh, det vidste jeg slet ikke," svarede han: "det er jeg ked af, Alex."

"Det går nok, Martinus. Jeg ved godt, at du gør det, fordi du elsker mig."

"Det gør jeg virkeligt," sagde han: "og det vil jeg altid gøre. Resten af mit liv."

"Jeg har i øvrigt en gave til dig," sagde jeg: "men den må du vente med at få, indtil vi ser hinanden igen."

"Jeg har måske også kommet til at købe en gave til dig," indrømmede ham, og så kunne vi ikke holde grinene tilbage mere. Vi opførte os på sin vis, som om vi stadig var kærester, selvom vi ikke rigtigt var det. Engang i mellem anede jeg faktisk ikke, hvad Martinus og jeg egentligt var. Vi var selvfølgelig venner, der var klart. Men det var mere end det. Vi havde et bånd gennem sjælen. Vi hørte på en måde sammen, og det var det, der gjorde det endnu sværere for mig ikke bare at give efter. Jeg ville ham gerne, men jeg kunne ikke. Jeg havde en trang efter ham, tørstede efter ham endda, men jeg kunne ikke give slip på min kontrol. Jeg var dødsensangst for at give slip, men kunne han få mig til det? Måske...