Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 23: Tvivlen

Martinus' synsvinkel:

Jeg havde kysset med Alex i går! Jeg var helt oppe at køre, næsten elektrisk over det. Da jeg vågnede denne morgen, brugte jeg en halv time på bare at ligge og kigge på hende. Jeg kunne slet ikke fatte, at denne smukke vidunderlige pige havde følelser for mig. Det virkede så urealistisk. Jeg havde næsten mistet håbet tidligere. Jeg havde også ind i mellem været sikker på, hun ville fravælge mig til fordel for en, der var ældre og havde mere erfaring. Men det betød åbenbart intet for hende.

Jeg strammede grebet om hende. Så var jeg da i hvert fald garanteret, at hun ikke slap væk. Det vidste jeg godt, hun ikke gjorde, men for en sikkerheds skyld. Endeligt vendte hun sig om og kiggede på mig.

"Godmorgen min dejlige pige," sagde jeg og lænede mig ind til et kys, men hun undveg.

"Alex?" sagde jeg spørgende, men hun rystede bare på hovedet. Hvad var der i vejen? Hun havde ikke haft noget imod det i går. Det var endda hende, der havde kysset mig, og ikke omvendt til at starte med. Jeg sagde ikke mere til hende. Jeg stod bare ud af sengen og gik i til Marcus. Han lå stadig i sengen, mens han tjekkede instagram. Han kiggede spørgende op på mig.

"Marcus," sagde jeg langsomt og satte mig på hans sengekant: "jeg har et problem. Et stort et af slagsen."

"Er det noget med Alex?" spurgte han og hævede det ene øjenbryn. Jeg nikkede.

"Hun ville ikke kysse mig her til morgen."

"HVAD?" næsten råbte han, og jeg måtte tysse på ham.

"Har I kysset eller hvad? Du lyder sådan," sagde han, da han havde fået lidt mere styr på sig selv igen. Igen nikkede jeg bare.

"I går," svarede jeg, og så forklarede jeg ham, hvad der var sket. Han sagde ikke noget, lod mig bare fortælle det hele.

"Og nu her, da vi vågnede, undveg hun mig bare, da jeg ville kysse hende godmorgen," sluttede jeg: "Marcus, har jeg gjort noget forkert?"

"Jeg ved det ikke," sagde han langsomt og sukkede: "det tror jeg ikke."

"Men hvad kan det så være? Tror du, hun har fortrudt?"

"Nej, sådan er hun ikke. Måske er det ikke dig, der er problemet," sagde Marcus og kiggede alvorligt på mig: "Måske er det inden i, hendes kamp er. Med sig selv." 

Alexandras synsvinkel:

Jeg havde kysset Martinus i går. Jeg kunne slet ikke fatte det. For bare få uger siden, havde det ikke været muligt. Jeg havde været så langt nede over Andreas, at hvis nogen havde fortalt mig, at jeg ville have fået følelser for en anden så hurtigt, så havde jeg nok grinet dem lige op i ansigtet.

Han kyssede godt, det måtte jeg give ham. Jeg havde slet ikke forestillet mig, det var hans første kys. Det var virkeligt godt. Men hele situationen gjorde mig en smule nervøs. Gik jeg mon for hurtigt frem? Ikke i forhold til ham, men i forhold til mig selv.

Det var synd for Martinus, jeg bare havde afvist ham på den måde. Det gjorde helt ondt inden i, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle have gjort. Jeg var så fortvivlet inden i. Jeg kunne ikke overskue at have de forpligtelser, et forhold ville kræve, på nuværende tidspunkt. Jeg havde selv lagt op til det kys, og jeg havde været den, der havde taget første skridt. Jeg fortrød det ikke, tværtimod, men jeg var bare ikke klar til at binde mig for alvor, selvom jeg nok allerede var det.

Jeg stod op og begyndte at tage tøj på. Mens jeg satte mit hår, faldt et par tårer ned af mine kinder. Det nagede virkeligt i mig den måde, jeg havde behandlet ham på. Da jeg kom ned i køkkenet, sad de to drenge der allerede. Jeg satte mig bare tungt ned på stolen. Jeg var slet ikke sulten.

"Skal du ikke have noget at spise?" spurgte Marcus bekymret, men jeg rystede bare på hovedet. Jeg mødte Martinus' blik. Han så meget trist og såret ud, og jeg prøvede virkeligt at holde mine tårer tilbage. Det lykkedes næsten, men en enkelt undslap og trillede langsomt ned af min kind.

"Alex, har du det godt?" spurgte Marcus, der hurtigt rejste sig og gik over på den anden side af bordet til mig. Han satte sig ned på stolen ved siden af og lagde armene om mig. Jeg rystede på hovedet.

"Nej..." svarede jeg. Jeg nærmest klamrede mig til Marcus. Jeg skævede over til Martinus igen, men fik ingen medlidenhed derfra. Han lignede nærmere en tikkende bombe, der kunne springe når som helst. Marcus begyndte at lægge hovedet ind til mig, og i det øjeblik, jeg lagde mit hoved på hans skulder, fløj Martinus op fra stolen.

"Hvad fuck har du gang i Alexandra?" råbte han: "i går kysser du mig, og nu sidder du og gramser løs på min bror. Hvad fanden har du gang i?"

Hvor kunne han dog finde på at sige sådan noget? Marcus trøstede mig jo bare. Jeg fløj også op fra min stol og direkte hen i hovedet på Martinus. Tårerne flød ned af mine kinder, og mit raseri kogte lige under overfladen samtidigt.

"Fatter du da slet ingenting Martinus?" råbte jeg: "du ser kun det, du vil se. Og nu gider jeg ikke mere!"

Jeg stak ham en lussing, så det gav et ordentligt smæld ud i hele rummet, og så løb jeg oven på for at skifte til løbetøj. Jeg var skideligeglad med, at jeg havde mens. Jeg skulle bare ud herfra. 

A/N:

OMG! Denne historie har ramt 1k reads! 

Tusind tak for det! <3 

Håber, I kunne lide dette afsnit! :)