Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 39: Festen Part III

Maraton 6/6

Alexandras synsvinkel:

Da jeg havde været rundt til de forskellige mennesker og næsten blevet drukket under bordet af Christian, gik det op for mig, at jeg havde mistet Martinus af syne. Shit! Jeg skulle jo holde øje med ham. Jeg var jo den voksne af og havde ansvaret for ham.

"Undskyld, men jeg er altså nødt til lige at finde en," sagde jeg til den person, jeg sad og snakkede med.

"Nårh, du har måske en lille fræk aftale," fik jeg som svar, og jeg smilede bare fjoget. Hvad skulle jeg ellers gøre. Jeg var jo nødt til at slippe væk på en eller anden måde.

Jeg kunne vitterligt ikke finde Martinus nogen steder. Jeg løb rundt i hele huset, eller prøvede i hvert fald på det. Jeg havde fået alt for meget at drikke, og det hele sejlede for mine øjne. Dog havde jeg ikke fået mere, end at jeg stadig tænkte logisk.

Efter at have rendt det hele rundt, besluttede jeg mig for at gå ud på toilettet og stikke et par fingre i halsen. Jeg var nødt til at have alkoholen ud så godt, jeg kunne. Jeg hadede at kaste op, men hvis der var sket ham noget, var jeg nødt til at være på til at hjælpe ham. Så kunne jeg ikke rende døddrukken rundt selv. Bagefter skyndte jeg mig ned i køkkenet og drak så meget vand, jeg kunne. Hele min mave skvulpede, men der gik ikke længe, før jeg var nogenlunde klar i hovedet.

"Alex, er der noget galt?" spurgte Christian og lagde en arm om mine skuldre.

"Jeg leder bare efter min ven. Du ved, ham jeg kom med. Jeg kan ikke finde ham. Han er ikke vant til at drikke, så jeg lovede at holde øje med ham."

"Han sidder derude," svarede Christian og pegede ud af vinduet. Jeg kiggede i retning af hans finger og fik øje på Martinus, der sad på græsplænen ude i haven. Jeg skyndte mig derud, og da jeg stod foran ham, gik det op for mig, hvad der var sket. Det gik op for mig, at jeg ikke stod og kiggede på den normale Martinus, men derimod en døddrukken påvirket dreng, der sad og pillede i græsstrå.

"Martinus, hvad laver du herude?" spurgte jeg. Han kiggede hurtigt op og smilede.

"Alex, jeg har ledt efter dig," svarede han snøvlende. Åh gud nej! Han var virkeligt pisse fuld...

Da han havde fået stablet sig selv på benene, gik han bare hen til mig og lagde armene om mig. Han holdt om mig på en måde, der bare virkede forkert, og det gjorde mig en anelse nervøs. Inden jeg nåede at sige noget, havde han allerede lagt sine læber på mine og var begyndt at snave mig. Han smagte af en blanding af øl og forskellige slags shots. Jeg prøvede at skubbede ham blidt væk, men det virkede ikke. Jeg brød snavet.

"Martinus, vi tager hjem," sagde jeg stille.

"Det kan jeg lide at høre," svarede han, men i stedet for at gå, begyndte han bare at snave mig igen, og hans kys vandrede også ned af min hals.

"Kom så," sagde jeg og gik ud af hans greb. Jeg lagde hans ene arm over min skulder og slæbte ham ned til busstoppestedet. Det var ikke særligt elegant, men det lykkedes mig at få ham slæbt ind i bussen og videre ind af hoveddøren, da vi kom hjem. Jeg prøvede at tysse på ham det meste af tiden. Jeg havde ikke lyst til at vække mor og Lisette. De skulle ikke se det her.

Da jeg havde fået ham op på mit værelse, begyndte han med det samme at snave mig igen. Jeg gjorde ikke noget for at stoppe det. Så lang tid, at det ikke gik videre, så var det vel okay. Jeg kunne mærke, hvordan hans hænder vandrede rundt på min krop, og hvordan han begyndte at gribe fat i mig på en måde, der ikke ligefrem var, som den plejede. Det var rart nok, men jeg kunne mærke panikken rejse sig inde i min krop, og jeg var utroligt nervøs for, hvad hans næste step var. Pludseligt tog han fat i kanten på min kjole, og der gik det op for mig, hvad han prøvede på.

"Martinus, stop," sagde jeg, men han hørte ikke efter. Han forsøgte bare at tvinge kjolen længere op. Den var nu oppe over mine hofter.

"Alex, jeg vil gerne have dig," hviskede han, og der kammede mit bæger simpelthen over.

"Stop Martinus!" råbte jeg og puffede ham væk: "Hvad fanden har du gang i? Gider du godt styre dig!"

Jeg var ligeglad med, at jeg råbte. Jeg havde ikke lyst til, at min mor skulle se det her, men der var ikke nogen anden måde at gøre det på.

"Du gav mig et løfte!" råbte jeg videre: "nu kan jeg se, du ikke mente det!"

Det var, som om min vrede vækkede ham op fra sin drukne døs, og han stirrede bare på mig. Det gik op for ham, hvad det egentligt var, han havde gang i. Tårerne vældede op i mine øjne, og jeg skyndte mig ud fra værelset med ham lige i hælene.

"Alex!" sagde han, men jeg løb bare ned af trapperne og låste mig inde på min mors kontor, hvor der stod en sovesofa. Der brød jeg så sammen og græd mig selv i søvn, mens Martinus stod og råbte efter mig på den anden side af døren.

A/N:

Hej med jer!!

Tusind tak for 3k!! Det betyder virkeligt meget for mig! :D

Som lovet har I her et Maraton. Jeg håber, I kunne lide det <3