Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 35: Jeg kan godt mærke det

Maraton 2/6

Alexandras synsvinkel:

Jeg lå med mit hoved på Martinus' bryst. Der var ikke sket mere, end vi havde kysset ret voldsomt. Vi havde stoppet det, inden det var kommet for vidt. Jeg havde godt kunne mærke på ham, at hvis jeg havde givet lov, så var han gået videre. Jeg var dog ikke klar til det endnu. Jeg var allerede gået længere med han nu, end vi havde gjort nogle af de andre gange. Han lå bare med armen om mig og nussede min overarm i små cirkler.

Ingen af os sagde rigtigt noget. Det behøvede vi ikke. Jeg drejede mit hoved og kyssede ham på brystet, lige over hvor hjertet sad. Mine øjne mødte hans, og han trak mig ind i et lang kærligt kys fyldt med så meget ømhed, at der nærmest ingen ord fandtes for det.

"Du er så smuk," sagde han og kærtegnede mig.

"Du ser da heller ikke så skidt ud selv," sagde jeg i en drillende tone, der fik han til at le. Han blev hurtigt alvorlig igen.

"Hvor ville jeg dog ønske, du var min."

"Jeg er din," svarede jeg med rynkede bryn, men jeg vidste godt, hvad han mente: "på en måde i hvert fald."

"Jeg ville ønske, du ville sige ordene til mig. Du er min, og så alligevel ikke rigtigt."

I stedet for at svare ham, kyssede jeg ham bare. Jeg fortsatte ned af hans hals, og han udstødte et lille støn.

"Hvis du ikke vil have, jeg skal bryde dine grænser, så må du hellere stoppe," sagde han og grinede: "du har allerede kørt mig op i en spids for bare fem minutter siden. Jeg tror ikke, jeg kan holde mig tilbage fra dig endnu en gang."

"Og hvorfor så ikke det? Du kan vel alt," sagde jeg legende: "Martinus Gunnarsen, den berømte stjerne."

"Fordi du er så dejlig, og bare din tilstedeværelse distraherer mig."

"Så hvis jeg nu lige løsnede den her..." sagde jeg og lod som om, jeg skulle til at tage min bh af, men han stoppede mig.

"Det gør du ikke!"

Jeg gentog det dog igen, og han rullede os rundt, så jeg lå nederst. Jeg kunne mærke, hvordan det nederste på ham var vokset gevaldigt, og det gjorde næsten ondt at få trykket mod mit inderlår... selv gennem hans bukser.

"Jeg kan godt mærke det," svarede jeg og nikkede nedad. Det gik hurtigt op for ham, hvad jeg hentydede til. Han rødmede og gemte forlegent sit ansigt i min nakke.

"Jeg kan ikke gøre for det," sagde han: "du gør mig helt vild, okay?"

Jeg tog fat om hans hoved og tvang ham op, så jeg kunne se ham i øjnene. Jeg kiggede kærligt på ham, og så kyssede jeg ham.

"Der er ingen skam i det. Det er helt fint at vide, du også kan lide mig på den måde."

"Jeg har bare svært ved at styre det. Jeg vil dig bare så gerne. På alle tænkelige måder."

Han lagde sit hoved på mit bryst, og jeg nussede ham i håret. Der lå vi i lang tid, indtil jeg kunne høre, at hoveddøren gik, og Lisettes stemme lød gennem huset. Jeg hankede op i Martinus. Han ville tydeligvis hellere være blevet liggende, men der var ikke noget at gøre. Da vi havde fået tøj på, tog jeg hans hånd og gik ned med ham i stuen.

"Øm... ved din lillesøster godt, at du og jeg...?" spurgte han stille, mens vi gik ned af trappen.

"Ja, det gør hun. Men det er kun hende og min mor, der faktisk ved det."

Han nikkede, og så steppede vi ind i stuen.

"Lisette, der er en, som gerne vil hilse på dig," sagde jeg, og hun vendte sig brat om. Hun fik øje på Martinus, og hun stivnede fuldstændigt.

"Omg omg omg omg!" sagde Lisette med hænderne for munden, mens hun næsten var ved at græde. Hun løb over til ham og kastede sine arme om ham.

"Hvor er det bare vildt det her!" fangirlede hun: "Martinus Gunnarsen står i min stue!"

Han sendte mig et akavet blik, og jeg grinede bare. Hun trak ham hurtigt med ud i haven og ville spille fodbold med ham.

"Du er vist kapret for resten af dagen," sagde jeg til ham for sjovt.

"Så langt tid jeg ved, at vi to har alenetid i aften, så går det nok."

Inden Lisette fik trukket helt afsted med ham, gik han hen og kyssede mig inderligt foran både min mor og min lillesøster. Jeg fik helt røde kinder. Lisette stod næsten og hoppede op og ned, mens hun klappede i hænderne. Da hun gik med ham ud i haven, hørte jeg lige den sidste bemærkning, hun kom med.

"Jeg er bare så glad for, at du er sammen med min søster," sagde hun: "I er altså SÅ søde sammen! Jeg shipper jer så meget! Vent... hvad er jeres shipnavn egentligt?"

"Øm, vi har ikke noget, bortset fra at Marcus kalder os Alexinus for sjov," svarede han.

"Iiiihhhh, hvor cute!" hvinede hun: "ALEXINUS!"

Åh gud... ikke også hende. Jeg tog mig til hovedet og gik bare ud i køkkenet til mor, der stod og lavede cupcakes til senere. Jeg samlede en sprøjtepose op og begyndte at hjælpe hende.