Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 123: Det føles fantastisk

Martinus' synsvinkel:

Tænk engang, at det var et helt år siden, jeg første gang havde mødt Alex. Jeg kunne slet ikke komme mig over tanken, at det var så længe siden, jeg var kommet ind til det Meet and Greet, hvor hun havde stået. Fra første øjeblik havde hun haft mig fastlåst, og jeg var fra det øjeblik aldrig holdt op med at holde af hende.

Lige nu stod hun på mit værelse og lagde makeup. Hun havde en flot lang kjole på. Klar til at fejre min og Marcus' fødselsdag. Jeg stod og betragtede hendes flotte formede figur, og jeg kom til at smile. Langsomt gik jeg hen til hende og lagde hænderne på hendes talje og kørte dem ned over hofterne.

"Du er så smuk, skat," hviskede jeg ind i hendes øre, mens jeg kyssede hendes øverst på halsen. Hun stoppede det, hun havde gang i, da jeg langsomt begyndte at kysse hende ned af halsen.

"Er det ikke lidt tidligt til den slags?" spurgte hun med et lille grin, og jeg rystede grinende på hovedet.

"Nej, det synes jeg da ikke," svarede jeg og begyndte at kysse hende ned af halsen igen. Jeg løftede forsigtigt op i halsen på kjolen og trak den ud over hendes skulder. Jeg kyssede hende fra bunden af halsen og hele vejen ud til den yderste kant af hendes skulder.

"Du må altså vente til senere," sagde hun: "du har fødselsdag, og det skal vi ned og fejre."

"Øv," svarede jeg, selvom jeg havde glædet mig til det. Jeg ville ellers så gerne have trukket den pæne kjole af hende og set den smukke krop, hun gemte på under den. Jeg længtes efter at røre hende. Kysse hver en centimeter af hende.

Men sådan blev det ikke. Ti minutter efter var vi nedenunder, og vi var i gang med at fejre min og Marcus syttenårs fødselsdag. Det var ellers mega hyggeligt. Ved bordet sad jeg ved siden af Alex, og jeg kunne ikke lade være med at lægge en hånd på hendes inderlår og nusse hende blidt under bordet, uden nogen lagde mærke til det.

"Martinus!" hviskede hun stille.

"Ja?" svarede jeg bare, som om jeg ikke anede, hvad hun hentydede til.

"Hånd," sagde hun og kiggede på den.

"Jeg kan altså ikke lade dig være," hviskede jeg: "du er pisse dejlig, og jeg har ikke set dig i en halvanden måned. Det var været frygteligt, Alex."

"Et kys, og så venter du, til vi er alene, okay?" sagde hun med løftede øjenbryn.

"Kun et kys?" spurgte jeg: "jeg har fødselsdag. Må jeg ikke få nogle flere?"

"Dem får du senere," sagde hun: "du kan få et nu."

"Okay så," svarede jeg slukøret.

Jeg vendte mig mod hende og trak hende stille ind i et kys. Jeg prøvede at gøre det så langt og dybt som muligt. Der ville gå en del timer, før jeg fik hende for mig selv igen.

Da vi kom op på værelset om aftenen, kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg glædede mig til at være alene med Alex igen. Jeg håbede på, vi måske kunne hygge os lidt. Men da hun trak kjolen over hovedet, fik jeg et chok.

Alexandras synsvinkel:

"Du har stadig forbinding om håndleddet?" udbrød Martinus overrasket. Da jeg hev kjolen over hovedet om aftenen.

Det havde jeg selvfølgelig glemt alt om... igen. Jeg havde fast en forbinding om håndleddet. Eller rettere håndleddene. Jeg var selvfølgelig ikke stoppet med at cutte. Jeg havde faktisk gjort det en hel del i den halvanden måned, der var gået. Martinus og jeg havde ikke set hinanden i al den tid. Fordi jeg havde sagt, at jeg havde brug for lidt alene tid. Vi havde talt en del over facetime, og han havde savnet mig ustyrligt. Men... sandheden var, at jeg havde haft brug for tid til at arbejde på mig selv. Mit mentale stadie, uden Martinus var i nærheden. Og det havde faktisk hjulpet en hel del. Jeg havde cuttet de dage, det havde været slemt. Nu havde jeg ar på begge håndled. En hel del endda. Xander var den eneste, jeg havde fortalt det til – og så selvfølgelig Sanne, men hun holdt mig under opsyn for det.