Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 111: Retssagen Part II

Maraton 3/4

Martinus' synsvinkel:

Mens folk vidnede, blev jeg mere og mere ked af det. Alle de ting, jeg hørte, var svære at sluge. Jeg havde virkeligt ondt af Alex med alt det, hun havde været igennem. Jeg ville bare så gerne have haft en arm om hende lige nu. Hun virkede dog mere rolig, end jeg var.

Mit hjerte bankede derudaf. Jeg var efter den pige, der sad og vidnede nu – Freja. Da hun var færdig, blev jeg kaldt op. Mens jeg bevægede mig derop, følte jeg, at mine ben kunne kollapse under mig, hvornår end det skulle være. Jeg var direkte hunderæd. Men jeg ville hjælpe min skat, og jeg fik halet mig op i stolen. Da jeg kiggede ud over salen, havde jeg næsten lyst til at kaste op. Kvalmen stod mig langt op i halsen.

Desværre var det Lindgaard, der skulle starte med at udspørge mig, hvilket ikke gjorde det bedre. Jeg brød mig bestemt ikke om ham, og jeg ville ønske, at jeg havde haft Xanders attitude. Han havde ikke været bange for at vise, at han ikke brød sig om Andreas' forældres advokat.

"Hvad er din relation til Alexandra Vesterberg?" spurgte ham der Lindgaard.

"Vi var kærester, inden Andreas ødelagde vores forhold," svarede jeg. Min stemme rystede, når jeg talte. Jeg prøvede at tage en dyb indånding, men det hjalp ikke det store. Jeg søgte Alex' blik og fandt det med det samme. Hun gav mig et lille smil og lagde hånden på sit hjerte, uden nogen så det.

"Ødelagde jeres forhold? Hvad mener du med det?"

"Han sendte hende en masse trusler om at slå mig ihjel, hvis hun ikke slog op med mig. Han kørte hende psykisk ned."

"Du fortæller, hvor frygteligt han behandlede hende. Men har du nogensinde set noget af det selv, nu hvor du bor i Norge og er væk det meste af tiden?"

"Jeg så ham slå hende. Direkte foran mig. På en tankstation, hvor han truede mig efterfølgende. Hvis jeg ikke holdt mig fra hende, ville hun mærke konsekvenserne af det," sagde jeg: "og jeg bryder mig ikke om den måde, hvorpå du antyder, at jeg ikke har været der nok, bare fordi jeg bor i Norge."

Han hævede bare øjenbrynet, men undskyldte ikke for den anklage, han uretfærdig havde placeret på mig. Jeg havde aldeles ikke været fraværende. Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne.

"Jeg har ikke mere at spørge om," sagde han og gik ned til bordet. Felix byttede plads med ham og gav mig et lille smil. Jeg blev lidt mere rolig. Jeg kunne godt lide Alex' far, og det var rart med et kendt ansigt, der skulle udspørge mig.

"Martinus," sagde Felix: "du har kendt Alexandra et godt stykke tid nu. I har også været kærester. Hvordan havde hun det med at være tæt på dig, da I lærte hinanden at kende?"

"Hun var skræmt. Bange for at tale om problemer. Hun var ikke vant til at snakke om tingene," svarede jeg: "jeg blev bare ved med at vise hende, at der også fandtes folk i denne verden, der ville hende det godt. Jeg viste hende, at jeg elskede hende. At hun kunne stole på mig, og at jeg aldrig ville gøre hende noget. Men det tog tid, før hun blødte op."

"Vi har hørt, hvordan Andreas efter sigende skulle have været voldelig, også under seksuelle interaktioner. Hvordan gik det på det fysiske plan, da I fandt sammen?"

"Jeg kunne næsten ikke røre hende. Hun blev bange, hvis jeg kom i nærheden af hendes buksekant. Tingene blev meget hurtigt for meget for hende. Der gik lang tid, før vi egentligt overhovedet var rigtigt fysisk aktive. Andreas havde sat en skræk i livet på hende, og jeg måtte i månedsvis se hende lide over de ting, han gjorde ved hende. Ikke kun i starten, men også da han sendte hende alle truslerne."