Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 91: Sort sind

Alexandras synsvinkel:

Det var nu to dage siden, jeg gjorde det forbi med Martinus, og jeg havde det helt forfærdeligt. Jeg havde pjækket fra skole begge dage, da jeg ærligt talt slet ikke kunne overskue mit liv mere. Andreas var ikke holdt op med at skrive til mig, selvom jeg havde gjort mit forhold forbi.

Jeg kæmpede virkeligt med mig selv hele tiden. Hvert femte sekund var jeg ved at ringe Martinus op og fortælle ham alt. Men jeg prøvede at holde mig i skindet. Hvis jeg trådte et skridt forkert, så ville Andreas slå Martinus ihjel.

Jeg vidste, han mente det. Han havde sendt mig alle detaljer om, hvordan han ville gøre det. Jeg havde mareridt om det om natten. Martinus, der var smurt ind i blod.

Jeg følte næsten, jeg var klar til at blive indlagt. Jeg var helt nede mentalt. Andreas havde smadret mig fuldstændigt. Jeg følte ikke, jeg kunne noget mere. Alt, jeg havde haft, havde jeg mistet. Jeg var alene, helt alene.

Jeg var alene hjemme. Mor var på arbejde, og Lisette var i skole. Jeg gik ud og tog et bad – jeg havde ikke badet i flere dage, og jeg følte mig klam og ulækker. Da vandet løb ned af min krop, brød jeg sammen. Mit sind var en stor formørkning, helt sort. Da badet var færdigt, smuttede jeg bare i mine sweatpants og hoodie – ligesom jeg havde gjort de sidste par dage.

Jeg ville sætte mig til at se noget Netflix, men det bankede på døren, og jeg gik ned og åbnede den. Der stod Andreas.

"Hej," sagde jeg bare tomt: "hvad vil du så?"

"Ind," svarede han.

"Har du ikke ødelagt mit liv nok?" spurgte jeg, men han maste sig bare forbi mig. Jeg rystede bare på hovedet og lukkede døren efter mig.

Han kiggede bare på mig, og jeg stirrede tomt tilbage.

"Du har virkeligt gjort det?" spurgte han: "du ligner... du ligner..."

"Jeg ligner lort, jeg ved det Andreas!" vrissede jeg: "hvordan ville du have det, hvis du lige havde slået op med din kæreste, fordi din idiot af en eks-kæreste havde truet med at slå ham ihjel?"

"Man må jo gøre, hvad man kan, for at vise, man er den rette."

"Men HAN er den rette for mig!"

"Pas på, hvad du siger!" sagde han: "jeg har altid været den rette for dig."

Jeg rystede bare på hovedet og gik forbi ham. Når jeg var alene med ham, kunne jeg på sin vis godt håndtere ham - være flabet, sige de hårde ting, fordi jeg kendte ham. Men når andre kom ind i billedet, burde jeg træde mere varsomt. Konsekvenserne var værre og ville ikke længere kun gå ud over mig.

Jeg vidste godt, at enhver forkert kommentar, ville afføde et muligt slag og et nyt blåt mærke. Det var efterhånden længe siden, jeg havde haft blå mærker – og jeg havde bestemt ikke lyst til at få dem fornyet.

Han fulgte efter mig op på mit værelse, og denne gang var det ham, der lukkede døren efter os. At være alene med ham, gjorde mig bange. Alle de gamle følelser brusede gennem min krop – og jeg var klar til at tage benene på nakken for hvert sekund. Hvor ville jeg dog have ønsket, jeg kunne have fortalt Martinus om dette. Men det havde ikke været en mulighed.

Jeg vendte mig mod Andreas. Han kiggede undersøgende på mig.

"Du burde være glad Alex," sagde han og trådte hen mod mig. Jeg gik bare baglæns, men snublede over sengekanten og faldt baglæns ned på sengen. Jeg kiggede forskrækket op på ham. Hvad nu? Havde han tænkt sig at udnytte min uheldige position?

"Jeg føler, jeg er blevet knust i tusind stykker," svarede jeg. Tårerne begyndte at forme sig i mine øjne, og jeg vendte ansigtet væk. Jeg mærkede en vægt blive lagt på mig, og jeg flyttede hurtigt hovedet mod Andreas – han lå oven på mig, og jeg stirrede direkte ind i hans øjne.

"Det er du ikke, for jeg er her," svarede han og kyssede mig. Jeg prøvede at undgå hans læber, men det var ikke til nogen nytte.

"Kys mig så!" sagde han, og jeg måtte give ind. Jeg kyssede med, mens tårerne bare løb ned af mine kinder. Jeg vidste også, at jeg var nødt til at gøre, hvad han sagde. Jeg vidste ikke, om han havde tænkt sig at presse mig yderligere – og hans næste ord bekræftede min store frygt.

"Du gør præcis, hvad jeg siger, ellers kan det være, jeg alligevel tager op og skader din elskede nordmand. Også selvom du har slået op med ham," hviskede han: "jeg tåler ikke, at min kæreste kigger på andre end mig!"

Hele min krop stivnede, og jeg var næsten på randen til at få et angstanfald. Sindet blev mørkere, og jeg følte, jeg bare faldt og faldt i intetheden.

A/N:

Så kom det næste afsnit endeligt op! 

Det skulle rigtigt have været oppe i går, men jeg blev desværre overdynget af en hel bunke lektier, der skulle nås... så jeg nåede ikke at skrive det færdigt. 

Men, nu er det her i hvert fald! <3

Glem ikke at stemme og kommentere! :)

God dag til jer alle! ;)