Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 49: Undskyld, jeg ikke svarede...

Martinus' synsvinkel:

Mens jeg sad i flyet, kunne jeg næsten ikke styre mig selv. Jeg var så overlykkelig over, hvor tæt jeg var blevet med Alex. Hvor meget hun faktisk havde givet af sig selv til mig, og hvor meget jeg også havde givet til hende.

Jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle Marcus det hele, når jeg kom hjem! Vent... Marcus! Shit, jeg havde glemt at skrive tilbage til ham! Han gik sikkert og troede, jeg stadig var uvenner med Alex. Jeg havde slet ikke fået svaret ham efter den morgen, hvor jeg havde grædt mine øjne helt ud, og han havde rådgivet mig i, hvad jeg skulle gøre.

Jeg vidste egentligt ikke rigtigt, hvorfor jeg ikke havde svaret ham. Jeg havde bare koncentreret mig så meget om min dejlige pige, at det var røget helt ud af min hjerne. Den måde, hun endeligt havde åbnet sig for mig på. Jeg havde ikke spildt et eneste sekund på andre ting. Jeg havde bare villet være tæt på hende hele tiden. Jeg skyldte dog nok Marcus en undskyldning for ikke at svare.

Turen hjem var lang, men da jeg endeligt åbnede hoveddøren efter, at far havde hentet mig i lufthavnen, hørte jeg en ordentlig gang larm, og Marcus kom spurtende ned af trappen.

"TINUS!!!!" hvinede han og flagrede med armene: "tillykke med det!"

Jeg kiggede mærkeligt på ham. Hvad foregik der?

"Øh, med hvad?" spurgte jeg forvirret.

Marcus ventede til far var gået, før han tog fat i mig og rev mig med op ovenpå. Jeg nåede knap nok at sige hej til mor og Emma. Jeg nåede lige at smide min kuffert ind på mit værelse, inden Marcus igen trak i mig – ind på sit eget værelse og slamrede døren i. Han grinede sleskt og kiggede afventende på mig. Hvad var der sket, mens jeg ikke havde været hjemme?

"Vil du selv fortælle, eller skal jeg bare fyre løs?" spurgte han.

"Fortælle hvad?" svarede jeg, og idet øjeblik kom jeg i tanker om det, jeg havde lovet mig selv at gøre: "og undskyld mange gange Marcus, at jeg aldrig fik svaret dig. Jeg glemte det helt."

Jeg følte min undskyldning lød mega tam, men Marcus rystede bare grinende på hovedet af mig.

"Det er okay, Martinus," sagde han: "jeg ved, du havde travlt med at hygge dig med hende."

Han lavede gåseøjne, men han sagde "hygge" og blinkede til mig. Jeg følte næsten, han allerede vidste, hvad der var sket. Nedern, så var det jo ingen nyhed længere.

"Ej, du virker, som om du allerede ved, hvad der er sket," svarede jeg og lavede et sad face.

"Åh tro mig, det ved jeg også. Jeg snakkede med Alex, da hun havde sat dig af i lufthavnen. Jeg ved udmærket godt, hvor meget I har hygget jer. Og nu... kan du godt hoste op med resten af detaljerne, jeg ikke fik af Alex. Eller som jeg ikke havde lyst til bare at udspørge hende om. Det var et ret akavet emne. Også selvom hun er min bedste veninde."

Mit sad face gled over i verdens største smil, og jeg fik næsten helt ondt i mine ansigtsmuskler, men jeg kunne bare ikke lade være. Når jeg tænkte på alle de kys, jeg havde delt med hende. Alle de berøringer, der havde passeret mellem os. At hun endeligt havde givet mig lov til at passere hendes grænse og røre ved hende. Jeg var helt varm indeni.

"Det var fantastisk, Marcus!" udbrød jeg pludseligt: "da vi havde skændes, gik vi helt hen og blev lidenskabelige. Hun overgav sig bare. Jeg havde slet ikke regnet med det. Og nu elsker jeg hende bare mere end nogensinde. Der var ingen filtre mellem os."

"Men Martinus, hvad lavede I? Jeg ved godt, I lavede mere end bare at kysse, og at du har gjort et eller andet ved hende, der gjorde hendes kinder helt røde. Hun var helt fjumset."

"Hvad?!" udbrød jeg: "hvad har I to lige snakket om?"

"Vi har snakket om dig, tumpe!" sagde Marcus og slog en hånd mod sin pande for at vise, hvor dum jeg var. Han havde åbenbart ment, at det havde været indlysende, at jeg havde været samtaleemnet.

"Om mig? Hvad har hun sagt om mig?"

"Bare at I var ikke var uvenner mere... og at du havde forkælet hende. Hvilket jeg jo godt vidste, måtte være fysisk i måden, hun sagde det på. Jeg troede jo så, at I havde været i seng med hinanden, hvilket jo er liiiige lovligt hurtigt..."

Mere nåede han ikke at sige, før jeg afbrød ham.

"For helvede Marcus, jeg gav hende finger!" sagde jeg: "og jeg tror, hun kunne lide det. Hun sagde i hvert fald, det var fantastisk."

"Med det ansigtsudtryk hun havde, så har du helt sikkert fået hende op i den syvende himmel. Du havde uden tvivl tilfredsstillet hende."

"Hun sagde, det var fantastisk," indrømmede jeg: "begge gange vi gjorde det."

"Ja, selvfølgelig har I ikke kun gjort det en gang," sagde Marcus sleskt og puffede til mig: "Har hun gjort noget ved dig endnu?"

Jeg vidste godt, hvad han hentydede til, men jeg rystede på hovedet som svar.

"Nej, jeg vil ikke presse hende. Hun skal ikke gøre det, før hun er parat. Selvom jeg da vildt gerne ville prøve det."

"Du ligner en, der næsten ikke kan holde dig i skindet længere," sagde han grinende.

"Tro mig, Marcus, det kan jeg næsten heller ikke. Hvordan skal jeg lade en pige, min pige, der så dejlig, være? Det er svært... men for hendes skyld gør jeg det."

"Du er så hårdt ramt," sagde han.

"Jeg fortalte hende, at jeg elskede hende. Jeg håber ikke, hun er blevet skræmt af det."

"Det er hun ikke," sagde Mac forsikrende, og jeg kiggede undrende på ham. Var det også noget, de havde talt om?

"Hun synes, du er helt fantastisk. Hun er alt andet end skræmt," fortsatte han: "jeg er sikker på, hun også elsker dig."

"Har hun sagt det til dig?" spurgte jeg målløst, men han rystede på hovedet.

"Nej, men det er bare, hvad jeg tror. Hele hendes måde at være på og tale om dig på. Du gør tydeligvis noget ved hende, som andre ikke gør. I er skabt for hinanden."

Jeg smilede. Det følte jeg også selv. Jeg havde gennem de sidste mange uger tit tænkt på, hvor meget jeg gerne ville have en fremtid med hende. Ikke bare her og nu, men sådan flytte sammen med hende. Få børn med hende. Gifte mig med hende. Jeg vidste godt, jeg var alt for ung til den slags, men jeg følte, jeg hørte så meget sammen med hende, at jeg næsten var parat til at hoppe på hovedet ud i det hele og bare gøre det. Jeg elskede hende så højt. Jeg var parat til at tage tilbage til lufthavnen og tage tilbage hjem til hende, så jeg kunne lægge ved siden af hende med hovedet begravet i hendes nakke og en arm om hendes mave, når hun skulle sove. Jeg sov så meget bedre, når jeg lå sammen med hende.

"Men Martinus," sagde Marcus og afbrød min tankestrøm: "nu skal vi spille FIFA. Jeg har ikke set dig en hel uge, og jeg har brug for en at tæve i det."

Jeg grinede, slog en arm om hans skuldre, og så gik vi grinende nedenunder for at hente noget cola, så vi kunne få startet et spil FIFA. På vejen snakkede vi videre om Alex. Marcus var glad for, at jeg havde fundet hende. Han syntes, at forelskelsen klædte mig godt.