Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 101: Kan du nogensinde tilgive mig?

Alexandras synsvinkel:

Da jeg vågnede igen, lå jeg på en hospitalsstue. Mit underliv dunkede fra gårsdagens begivenheder, og mit blik var sløret. Jeg gned mine øjne, og da jeg genvandt mit syn, fik jeg øje på Xander, der sad ved siden af mig.

"Xander?" spurgte jeg, og han kiggede på mig med det samme.

"Hun er vågen," sagde han til nogen bag sig. Straks efter dukkede min mors ansigt op.

"Åh, Alex!" sagde min mor: "jeg hørte, du var blevet voldtaget. Hvem gjorde det?"

"Andreas," svarede jeg: "jeg tror måske, jeg har en hel del, jeg skal fortælle dig, når jeg kommer ud herfra."

"Det tror jeg også," sagde hun og satte sig ned på stolen, der stod ved siden af Xander: "jeg troede ikke, du havde kontakt med ham mere?"

"Det var heller ikke min plan, men han blev ved med at opsøge mig og har gennem de sidste måneder terroriseret mit liv."

"Er det derfor, du har opført dig så underligt?" spurgte mor: "som om du var bange hele tiden og var klar til at løbe for livet?"

Jeg nikkede og begyndte at græde. Mor krammede mig med det samme, og Xander holdt mig i hånden. Jeg kom til at tænke på Martinus imens. Jeg ville ønske, han havde været her lige nu. At han havde holdt mig i hånden, ligesom han havde gjort gennem alt det andet, vi havde været igennem. Men han var her ikke, og jeg kunne ikke kontakte ham. Ikke efter det, han havde set... på tankstationen. Han skulle ikke vide, hvad der var sket med mig. Jeg kunne aldrig gå tilbage til ham. Ikke efter det her. Jeg var beskidt – besudlet af Andreas, og ikke længere god nok til så fantastisk en dreng som Martinus.

Far dukkede op en time senere, og jeg havde en alvorlig snak med begge mine forældre om, hvad der egentligt var sket i alle de måneder. De var meget kede af, jeg ikke havde sagt noget, så de kunne have hjulpet mig. Jeg havde egentligt ønsket at vente med den samtale, til vi var kommet hjem, men de havde begge insisteret på at få alt af vide med det samme.

Da de gik ned for at få noget mad, var Xander og jeg alene.

"Hvordan vidste du, at du skulle dukke op lige på det tidspunkt?" spurgte jeg undrende.

"Det ved jeg ikke, jeg havde bare en følelse af, at noget grimt var under opsejling," svarede han: "jeg vidste, at han behandlede dig som lort. Det har været ret tydeligt. Især efter jeg så alle de mærker. Jeg er jo ikke dum Alex. Jeg bliver ligesom selv slået derhjemme af min far."

"Men har Martinus sendt dig?" spurgte jeg: "jeg var ligesom godt klar over, at du holdt øje med mig for ham... så der ikke skete mig noget."

"Nej, han har ikke sendt mig. Jeg har ikke snakket med ham, siden I slog op. Han aner ikke noget om, hvad der er sket."

"Lov mig, at du ikke kontakter ham," sagde jeg med en grødet stemme: "han skal ikke vide, hvad der er sket. Det er bedst."

"Hvorfor ikke?" spurte Xander undrende: "Alex, han ville komme med det samme og være der for dig. Elsker du ham ikke stadig?"

"Jo, mere end noget andet. Men jeg er ikke god nok til ham længere. Jeg er beskidt og brugt."

"Det passer ikke, Alex," sagde han: "og Martinus ville være ligeglad. Han elsker dig."

"Måske... jeg ved det ikke."

"Har du slet ikke fulgt med i deres liv?" spurgte han: "alle deres videoer. Han sidder enten og gemmer sig i en hættetrøje hele tiden, eller også er han slet ikke med på billeder. Han har kæmpe rande under øjnene og virker altså dybt deprimeret. Til et af interviewene var han på randen til at græde, da der blev stillet et spørgsmål om dig."

Så han elskede mig nok stadig... men ham og jeg var ikke længere en mulighed. Han var for god til mig. Jeg havde behandlet ham dårligt, og jeg fortjente ham ikke længere.

"Alex," lød det pludseligt ovre fra døren: "må jeg komme ind?"

Jeg løftede hovedet så meget, jeg kunne og fik øje på Mira i døren.

"Ja, kom du bare ind," svarede jeg.

Hun kom langsomt hen til sengen og kiggede ned på mig.

"Jeg... jeg hørte... hvad... der var sket," stammede hun, og så brød hun ud i gråd: "åh Alex, jeg er så ked af, at jeg bare vendte ryggen til dig. Jeg skulle have været der for dig. Du kunne have fortalt mig alt, og så havde jeg personligt dræbt Andreas. Jeg skulle have støttet dit og Martinus' forhold, for I er virkelig fucking søde sammen."

Hun lagde armene om mig og knugede mig ind til sig.

"Jeg skal nok være der for dig. Jeg forlader aldrig din side igen," hulkede hun: "og jeg skal nok støtte dit og Martinus forhold. Lære ham at kende. Og jeg skal nok bære dit slæb til jeres bryllup og..."

Længere nåede hun ikke, før jeg afbrød hende.

"Mira, Martinus og jeg er ikke sammen mere. Det har vi ikke være i flere uger," sagde jeg, og hun kiggede chokeret på mig.

"Hvad?!" udbrød hun: "hvorfor ikke?"

Og så måtte jeg for anden gang i dag fortælle hele historien om Andreas. Denne gang til Xander og Mira... selvom Xander vidste det meste i forvejen. Mira sad bare og rystede på hovedet, mens hun stirrede ud i luften.

"Sikke et svin!" udbrød hun i en bitter tone: "jeg har lyst til at kvase Andreas' nosser med mine bare næver!"

"Det har vi vist alle sammen," sagde Xander: "til mit held, fik jeg faktisk lov til at slå på ham, og det i sig selv var en fornøjelse."

"Alex, jeg håber, du en dag kan tilgive mig for min dumhed," begyndte Mira igen: "jeg tror dog aldrig, jeg vil tilgive mig selv for det. Jeg har været dum. Så frygteligt dum, og jeg håber så inderligt, at du kan tilgive mig."

"Du er tilgivet. Jeg havde nok gjort det samme, hvis det havde været omvendt," sagde jeg og trak på skuldrene.

"Så let kan du ikke tilgive mig," sagde hun: "denne her, er jeg nødt til at mig fortjent til. Vi kan starte med, at du fortæller mig om det med Martinus. Tro mig, han elsker dig stadig over alt på jorden. Det kan man se i deres videoer og på deres billeder."

"Vent... hvad sagde ud lige?" spurgte jeg: "har du set deres videoer?"

"Ja, og jeg følger dem også på Instagram... fordi ja, du var jo kæreste med Martinus, og da det gik op for mig, hvor dum jeg havde været, så ville jeg støtte jer. Jeg havde ikke noget håb om, at du ville tilgive mig... så jeg kom ikke og sagde noget. Jeg følte mig så dybt ydmyget. Og så blev jeg ringet op og hørte, du var blevet voldtaget og... omg, Alex. Det hele føles som en stor fucking rutchebane, der ikke har en bremse."

"Det må du nok sige," svarede jeg: "sådan har mit liv været det sidste lange stykke tid."

"Men han opfører sig dybt underligt på videoerne. Og han er på randen til at græde hele tiden. Han savner dig jo fucking meget!"

"Det er lige det, jeg har siddet og sagt til hende for fem minutter siden!" udbrød Xander: "der kan du se, Alex. Det er rigtigt, hvad jeg siger."

Vi snakkede en del om Martinus. Hans og mit forhold. Mira fik det hele af vide. Det var rart at have hende tilbage. Det var rart at være omgivet af mennesker, der elskede en, når Andreas havde terroriseret mig på den måde i så lang tid. Der manglede dog en... drengen, som var mit livs kærlighed. Ville jeg mon nogensinde se ham igen?