Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 131: Gør det ondt?

Alexandras synsvinkel:

Martinus strålede som en lille sol på hele turen hjem. For hvert andet sekund stoppede han op for at kysse mig. Han kunne slet ikke lade være. Jeg var fuldstændigt betaget af hans humør, og jeg kunne selv ikke tørre smilet af mit ansigt. Hver gang, jeg prøvede, bøjede mine mundvige sig bare op igen, og jeg følte mig fuldstændigt åndssvag, mens jeg bare smilede og smilede.

Da vi kom ind af døren og havde fået overtøjet af, tog han fat om mig og kyssede mig ivrigt, selvom vi stod midt i entréen. Til frit skue for alle i huset. Han havde hænderne placeret på mine hofter, og han trak mig længere ind til sig, så jeg smilede endnu mere. Jeg kunne mærke gennem alt tøjet, at han var vokset.

"Kan du ikke gemme det der til senere?" hviskede jeg og kyssede ham igen. Martinus fnisede og pressede sig længere ind mod mig. Hans hænder kørte op og ned af min krop og endte på min numse, som han blidt klemte.

"Vi kunne også gå op og hygge nu," sagde han: "du er forfærdeligt dejlig. Jeg kan slet ikke modstå dig. Hvor vil jeg dog gerne have dig."

"Når alle andre sover," sagde jeg: "så kan du få mig. Når vi er helt alene."

"Mener du det?" spurgte han længselsfuldt: "vil du prøve?"

"Det kan du tro," svarede jeg og kyssede ham igen. Vi fortsatte vores offentligt tilgængelige kærtegn. Jeg uddybede kysset. Vi begyndte at snave, og Martinus tog bedre fat om mig. Han var alt for ivrig i forhold til vores nubefindende omgivelser. Normalt ville jeg have stoppet ham, fordi alle kunne se os, men jeg var ligeglad. Det var fantastisk.

"Hvad laver I?" spurgte Marcus pludseligt, og Martinus og jeg brød kysset og kiggede over på ham.

"De kysser," sagde Xander, der kom gående ud i entréen og stillede sig ved siden af Marcus.

"Det kan jeg da godt se!" forsvarede Marcus sig, som om der var nogen, der havde anklaget ham for noget: "men de kysser jo ikke bare. De æder nærmest hinanden foran os andre."

"Ja," sagde Xander: "men hvis du ikke vil se på det, så er det godt, du kan gå ind i stuen til Lisette igen. Jeg synes til gengæld, det er et fantastisk syn. Jeg tror, de er blevet kærester igen. Kan du slet ikke se, hvordan de smyger sig om hinanden?"

Jeg smilede over hele ansigtet, og da jeg fik øjenkontakt med Marcus, sendte jeg ham et endnu større smil. Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra forvirret til et glædeligt udtryk. Han gik lidt længere frem.

"Er det rigtigt?" spurgte Marcus: "er I blevet kærester igen?"

"Ja," svarede Martinus: "vi er sammen igen. Sådan helt rigtig officielt sammen."

"ENDELIGT!" råbte Marcus og krammede Xander hårdt ind til sig: "jeg har ventet på det her så længe. De er sammen! DE ER SAMMEN!"

Martinus og jeg kom begge til at grine over hans reaktion. Xander fulgte snart trop.

"KOM HER OG GIV MIG ET KRAM!" råbte Marcus og stormede frem mod os, da han havde sluppet Xander. Han klamrede os sammen i en lille klump. Xander kom også over krammede os. Da vi slap hinanden alle sammen, kastede Marcus sig over Martinus, og de havde et tvillingeøjeblik. Xander kom over til mig, mens han bare smilede.

"Sådan, Alex," sagde Xander: "godt gået! Jeg er så glad for, at I endeligt har fundet hinanden helt igen. Nu lader du ham ikke gå igen, vel?"

"Aldrig, brormand," svarede jeg: "aldrig. Og hvis jeg nogensinde overvejer det, så stikker du mig en lussing og taler mig til fornuft igen."

*****

Da vi kom op på værelset om aftenen, var Martinus helt saglig. Alle i huset vidste nu, at vi var sammen igen. Det var, som om en boble var blevet udstukket. Det havde været lettende endeligt at kunne bringe den nyhed. Det havde trykket så meget hen over hovedet på mig, at jeg så gerne ville have Martinus, men havde været så meget i tvivl. Men nu... nu havde jeg taget en beslutning. Mit hjerte ville altid tilhøre ham. Jeg kunne aldrig se mig selv sammen med nogen andre. Han var den eneste, jeg ville have, og nu var jeg sammen med ham. For alvor.