Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 56: Beskeden

Martinus' synsvinkel:

Jeg var helt ude af mig selv. Jeg gik frem og tilbage som en løve i et bur. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde opdaget, at Alex havde kimet mig ned, efter jeg havde smækket røret på. Femten opkald... FEMTEN! Så hun havde altså prøvet at kontakte mig. Faktisk lige med det samme.

Hvad havde jeg gjort?

Jeg havde også modtaget en besked fra hende for et par dage siden, men jeg havde stadig ikke åbnet den. Jeg var bange for indholdet. Men jeg kunne ikke trække det længere. Jeg ville vide sandheden, om vores forhold var færdigt, hvilket jeg regnede med. Eller vores næsten-forhold. Jeg var sikker på, hun i den besked gjorde det forbi.

Jeg hev mobilen op af lommen med rystende hænder og gik ind under vores beskeder. Jeg åbnede den med en tøvende mine.

Alex:

Kæreste Martinus...

Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal skrive den her besked...

I virkeligheden er jeg nok bange for, at du bare ignorerer den, ligesom du gjorde med alle mine opkald. Men jeg er nødt til at komme igennem på en eller anden måde.

Jeg udtrykte mig forkert den aften, jeg ringede til dig fra Lissabon. Jeg følte, jeg havde været dig utro, og min samvittighed var så tung, jeg ringede med det samme. Jeg følte, jeg måtte gå til bekendelse omgående. Men desværre... jeg fik ikke fortalt det rigtigt... det kom faktisk ud på præcis den modsatte måde af, hvad jeg havde ønsket, så her får du sandheden.

Jeg havde følt mig udenfor fællesskabet det meste af ugen, fordi alle andre var fulde hele tiden og rendte i byen. Så derfor tog jeg i byen den næstsidste aften for at være en del af det hele. Jeg nåede aldrig at blive fuld. Alkoholen gjorde mig dårlig.

En dreng fra min klasse lagde desværre an på mig og trak mig uden for, fordi han ville have mig. Han holdt mig fast, mens han snavede mig, og jeg kunne intet gøre. Han var for stærk. Jeg besluttede mig for at prøve en anden taktik. Jeg spillede med, og til sidst lykkedes det mig at slippe væk.

Jeg ville aldrig være dig utro, men hvad skulle jeg gøre? Jeg prøvede alt andet, men det virkede ikke.

Jeg håber virkeligt, du læser det her.

Please ikke hade mig. Det er kun dig, jeg vil have.

Og... det er okay, hvis du aldrig vil se mig igen. Jeg vil godt kunne forstå, hvis det er det, du vælger. Jeg vil bare gerne have, du kender sandheden. Jeg vil utroligt gerne snakke med dig om det...

Jeg sad bare og stirrede på skærmen. Så det her var altså sandheden? Åh gud... jeg skulle have ringet hende op, da jeg så hendes mistede opkald. Jeg skulle aldrig have hængt mig i de ting, hun sagde. Hun fik aldrig chancen for at fortælle det her færdigt den aften.

Jeg tog mig til hovedet. Nu forstod jeg, hvad hun havde ment med, at jeg ikke var gammel nok til at sætte mig ind i tingene. Hun havde faktisk holdt sig fra alle de her ting, men hun havde ikke lyst til at sidde alene tilbage. Hun havde faktisk været uden for.

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle skrive tilbage. Jeg følte ikke, jeg havde handlet forkert. Den måde, hun havde serveret det hele på, havde bare gjort mig gal og fortvivlet. Det gjorde mig dog stadig ked af det at tænke på, at en anden dreng havde kysset hende, og at hun skulle se denne person hver dag, fordi han gik i hendes klasse. Det gjorde mig ret jaloux...

Hende og jeg havde uden tvivl brug for at tale sammen... men ikke over beskeder eller en skærm. Jeg brugte flere timer på at finde ud af, hvad jeg skulle skrive, men endte til sidst bare med at skrive en ret kort besked.

Martinus:

Jeg vil gerne snakke med dig, men ikke over en skærm eller beskeder

Det skal være face to face...

Resten måtte vi tage, når vi skulle snakke. Men hvor, hvordan og hvornår var op til hende. Det havde været hendes forslag at snakke. Nu måtte hun gøre arbejdet.

A/N:

Her er et ekstra afsnit til alle jer, der gerne ville have en fortsættelse på det store drama mellem Martinus og Alexandra efter gårsdagens maraton ;) 

Specielt til ære for xxanoxxx, som jeg lovede et ekstra afsnit! <3

Håber, I kunne lide det :)