Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 115: Xanders skæbne Part II

Xanders synsvinkel:

Jeg sad oppe på Alex' værelse. Hun havde armen om mig, og jeg lå på hendes skulder. Tårerne faldt ned over mine kinder. Jeg græd egentligt aldrig, men i dag gjorde jeg. Det var ekstremt forløsende, at jeg ikke skulle gå og skjule mine følelser. Jeg lagde armene om hende og trykkede mig ind til hende. Hun gav mig en følelse af tryghed, jeg aldrig havde følt andre steder. Jeg følte, jeg kunne sige alt til hende – lige meget hvad.

"Alex, jeg ville have ønsket, at jeg havde været din bror," sagde jeg.

"Det er du vel egentligt også," svarede hun: "i hjertet."

"Men jeg ville ønske, jeg kunne have boet her. Sammen med dig, hver dag. Selvom din familie er fucked up, så er det stadig en familie, og jeg ville give alt for at være en del af den."

"Hvorfor flytter du så ikke bare ind?" spurgte hun: "vi har et ekstra værelse."

"Det kan jeg da ikke bare lige gøre," sagde jeg: "det ville ikke være passende, at jeg kommer og trænger mig på, bare fordi jeg har et fucked up liv derhjemme. Det er jo ikke dit ansvar."

"Du trænger dig ikke på," svarede hun: "jeg kan gå ned og spørge min mor om det. Lige nu, og hun vil hundrede procent sige ja til, at du kan bo her."

"Nej, det er fint nok," svarede jeg: "jeg skal nok klare mig."

Hun vendte ansigtet mod mig, og jeg så op på hende. Hun tørrede mine våde kinder af med sin hånd. Hun smilede sørgmodigt til mig. Jeg kunne se hendes medlidenhed i dem. Helt tydeligt.

"Xander, en gang i mellem er det bedst at lægge stoltheden på hylden og tage imod en udstrakt hånd," sagde hun.

Jeg var stolt, det var helt rigtigt. Selvom jeg hele mit liv var blevet trampet på, havde jeg stadig min stolthed. Jeg var vant til at klare mig selv. Men det var måske, fordi der aldrig var nogen, der rent faktisk havde tilbudt mig sin hjælp før.

*****

Jeg lå søvnløs hele den nat. Jeg havde været fordybet i tankerne om, hvad jeg ville, og efter hånden havde en konklusion formet sig i mit hoved. Jeg stod op, før de andre var vågne og tog et bad. Jeg smuttede i det ekstratøj, jeg havde pakket, og så løb jeg ellers ned i køkkenet. Da jeg kom derned, fik jeg et chok. Ved bordet sad Sofie.

Jeg skævede op til klokken. Den var seks om morgenen. Hvem stod op så tidligt op en lørdag morgen? Jeg prøvede at liste mig ud i gangen, men det gik ikke.

"Xander," kaldte Alex' mor: "kom her ind."

Jeg sank en klump, vendte mig om og gik langsomt ud i køkkenet. Jeg satte mig ned over for hende, men sagde ikke noget. Jeg vidste godt, at det så mærkeligt ud, at jeg listede rundt så tidligt på morgenen i min bedste venindes hus.

"Hvor skal du hen?" spurgte hun.

"Hjem," svarede jeg: "eller... hen til det hus, hvor mine forældre bor. Jeg skal hente mine ting."

"Hvad har du tænkt dig?"

"Det ved jeg ikke endnu. Men jeg kan ikke holde ud at bo der mere. Jeg ender med at gå ned på det mentalt, hvis det fortsætter."

Sofie sukkede og kiggede mig så direkte i øjnene.

"Jeg kan godt se, at du ikke har sovet. Hvad foregår der indeni?"

Jeg kiggede ned i bordet, og en tåre fandt hurtigt vej ned over min kind. Jeg kom til at snøfte, og så kiggede jeg op på hende.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal," sagde jeg: "for første gang i mit liv, har jeg ikke en løsning. Da jeg var yngre, var jeg halvkriminel, jeg bankede folk. Trynede andre, fordi jeg skulle lade min vrede gå ud over nogen. Så mødte jeg Alex. Der var noget over hende, der bare gjorde, at jeg med det samme kunne lide hende. Hun besad noget, jeg ikke selv gjorde. I første omgang blev jeg forelsket i hende, men senere blev vi bedste venner. I dag er vi nærmest søskende. Hun fik mig til at indse, at der var en anden vej i livet end bare at påføre andre det, jeg selv havde været udsat for hele livet."