Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 13: Hvorfor tog du mig ikke med?

Alexandras synsvinkel:

Da jeg gik derfra, havde jeg lidt ondt af Martinus. Marcus havde tydeligvis gjort noget, der havde gjort Martinus ked af det. Han havde været helt ude af sig selv. Måske jeg burde skrive en besked til ham og høre, om han var okay? Det måtte jeg hellere.

Alexandra: 

Hey, er du okay igen?

Jeg ventede lidt for at se, om han ville svare, men endte med at ligge mobilen tilbage i min lomme. Han havde nok travlt nu, eller også var han ved at få snakket med Marcus. Han måtte bare svare, når han havde tid. Da jeg kom hjem, var både mor og Lisette hjemme.

"Hvor har du været?" spurgte mor, da jeg kom ind ad døren.

"Øm... jeg har været sammen med øm... Marcus og Martinus," sagde jeg og gik ind i stuen, hvor både hun og Lisette sad. De stirrede begge på mig, da ordene havde forladt min mund. Ingen sagde noget, før jeg hørte små gisp komme ud af Lisettes mund, og hun brød ud i gråd.

"Hvorfor tog du ikke mig med?" sagde han mellem sine hulk: "jeg troede, den her fangirl-ting var noget, vi havde sammen?"

Det burde jeg måske have tænkt over, inden jeg var taget afsted. Men Martinus havde inviteret mig. Nok fordi han gerne ville tilbringe tid med mig... alene, uden andre piger. Eller det var i hvert fald, hvad min intuition sagde til mig helt nede fra min underbevidsthed. Marcus, kunne han ikke gøre noget ved, var der, men han havde fået noget tid med mig alene. Især der, hvor vi talte sammen, og han var ked af det. Det havde været en helt anden side af ham end den, man normalt så i medierne og på scenen, men i virkeligheden var han bare en helt almindelig person med følelser, ligesom mig... og alle andre omkring os.

"Selvfølgelig er det noget, vi har sammen," sagde jeg og gik hen til hende og trak hende ind i et kram. Mor rejste sig og gik ud af stuen for, at vi kunne få lidt tid alene til at snakke.

"Hvorfor tog mig så ikke med?" spurgte hun igen, mens hun bare gjorde min skjorte helt fugtig med alle sine tårer.

"Det var ikke, fordi jeg ikke ville have dig med," sagde jeg: "Martinus skrev til mig."

"Martinus?" sagde hun uforstående.

"Ja... Jeg gav Marcus mit nummer i går. Han har så givet Martinus det, og han skrev så til mig tidligere i dag og spurgte, om jeg ikke ville komme og hænge lidt ud, inden de skulle hjem."

"Jeg tror altså, at Martinus kan lide dig," sagde Lisette og kiggede alvorligt på mig gennem sit våde ansigt.

"Måske," svarede jeg bare langsomt.

"Nej, jeg mener det helt alvorligt. Han kiggede på dig hele tiden til Meet & Greet, og han inviterede dig til at være sammen med ham, inden de skulle hjem."

Min lillesøster havde en pointe i det, hun sagde. Måske var han vild med mig? Han ville jo tydeligvis gerne være sammen med mig. Jeg fortalte hende også lidt om, hvad der var foregået. At Martinus havde været ked af det, og at jeg havde prøvet at trøste ham, og vi havde holdt lidt i hånden bagefter. Jeg kom måske også til at fortælle hende lidt om, at han kyssede mig på kinden og gerne ville se mig igen.

"Han er jo helt vild med dig," sagde Lisette.

"Det ved vi jo ikke..."

"JO!" nærmest råbte Lisette. Al hendes gråd var gået i sig selv igen, efter jeg havde fortalt hende det hele: "du er den ældste, så du burde se det! Han gør jo alt for at være sammen med dig. Han har praktisk talt inviteret dig hjem til ham."

Jeg kiggede bare ned i jorden, mens jeg smilede og rødmede en smule.

"Jeg ved godt, at du har et mega crush på Marcus," sagde hun: "men er du sikker på, du ikke bare er lidt vild med Martinus?"

"Altså han er da mega sød, men... jeg er altså på ingen måde klar til noget som helst. Jeg er stadig ved at komme mig efter Andreas."

Pludselig gav min mobil lyd fra sig, og jeg tjekkede den med det samme.

Martinus: 

Ja, er okay igen. 

Har fået snakket med Marcus, og vi er også okay igen. 

Savner dig, Alex 😘

Shit... skrev han lige det der?