Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 69: Du skal ikke omgås ham!

Maraton 4/5

Alexandras synsvinkel:

Folk sad og snakkede omkring kaffebordet. Jeg sad mellem min far og Martinus. Min far og jeg fik snakket en hel del, og jeg fortrød faktisk, jeg aldrig havde taget kontakten til ham før. Jeg var ret irriteret på min mor over, at hun havde holdt mig væk fra ham. Han virkede slet ikke så slem, som hun havde beskrevet ham som.

Han fortalte så ivrigt om, hvad han havde lavet al denne tid. Han var glad for endeligt at have kontakt med nogen. Det var ikke, fordi han sad og blærede sig. Jeg vidste jo godt, han var advokat, og jeg vidste godt, han tjente styrtende med penge. Han var en rigtig haj til sit job. Det var noget af det eneste, jeg faktisk vidste om ham.

Jeg så, hvordan min mor holdt øje med os hele tiden. Det var ret irriterende at have hendes blik hvilende på mig.

Mens han fortalte, gik det op for mig hvor meget, ham og jeg faktisk mindede om hinanden. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over det. Pludseligt mærkede jeg Martinus puffe mig i siden.

"Dig og din far minder altså virkeligt meget om hinanden," hviskede han.

"Jeg ved det. Jeg har lige siddet og tænkt det samme."

"Jeg forstår ikke, hvordan han kan være så ydmyg omkring sig selv – og så have været din mor utro. Intet af det hænger sammen i mit hoved."

"Jeg tænker, jeg prøver at spørge ham om det hele, når jeg på et tidspunkt for chancen."

I det øjeblik kiggede jeg op og mødte min mors blik. Det øjeblik vidste jeg, at jeg ikke ville kunne undgå en konfrontation med hende senere. Det fik jeg da bestemt også ret i. Da gæsterne var gået, hjalp jeg med at rydde af bordet. Spændingen mellem os var næsten ikke til at holde ud.

"Jeg kan se, du snakker til din far?" sagde hun stikkende.

Jeg skævede over til Martinus. Det her ville ikke blive kønt at overvære, men alligevel forlod han ikke min side. Jeg tog et par skridt nærmere min mor og stirrede hende direkte ind i øjnene. Martinus' tilstedeværelse gav mig mere mod, end jeg nogensinde havde haft før.

"Ja," svarede jeg.

"DU SKAL IKKE OMGÅS HAM!" råbte hun, men jeg stirrede bare koldt på hende.

"Hvor vover du egentligt at fortælle mig, om jeg skal snakke til min far eller ej?" råbte jeg.

"Du ved, hvad han har trukket mig igennem..." Men jeg afbrød hende hurtigt. Hun fik virkeligt mit pis i kog.

"Nej, jeg ved ej! For du har nemlig aldrig villet fortælle mig om det!"

"Jeg er ikke forpligtet til at fortælle dig alt Alexandra!"

"Det kan godt være, men så kan du heller ikke sige noget til, at jeg opsøger min far."

"Så du synes altså, det er helt i orden, han var mig utro?"

Jeg svarede ikke. Jeg prøvede at kontrollere min vejrtrækning. Jeg var så gal, at jeg slet ikke kunne holde det inde længere. Jeg havde så meget lyst at tage fat i hendes trøje og klynge hende op af væggen og banke fornuften ind i hovedet på hende – men jeg vidste jo godt, det ikke ville nytte noget. Jeg tog mig til hovedet og var nærmest ved at rive håret af mig selv.

Jeg fik øjenkontakt med Martinus, og han gav tegn til, jeg skulle komme over til ham. Men jeg havde ikke brug for kram lige nu. Jeg havde bare brug for at smadre noget.

Jeg tog fat i den nærmeste tallerken og smadrede den direkte ned i bordet, så den splintredes ud over det hele. Jeg skreg og tog fat i endnu en tallerken, som fik samme tur. Et par hænder tog fat om mig, men jeg vred mig bare fri.

"Jeg er ligeglad, hvad du siger. Du har holdt mig fra min far hele livet og har aldrig givet en ordentligt grund for det. Jeg tror, der er mere til det her, end du nogensinde kommer til at indrømme! Og jeg HAR tænkt mig at se ham. Jeg HAR også tænkt mig at lære ham at kende. Jeg VIL danne mig mit eget indtryk af ham!"

"Alex, du bløder!" sagde Martinus forfærdet, og jeg kiggede ned. Ganske rigtigt fossede blodet ud af min arm. Jeg havde uheldigvis ramt ned i et af skårene fra tallerkenerne, uden jeg havde set det. Skænderiet ændrede sig hurtigt til en akut omgang på skadestuen. Martinus sad og holdt om mig derude, mens han pressede et håndklæde mod min arm.

Min mor sad og tog sig til hovedet. Den snak var langt fra færdig, bare fordi jeg havde fået en flænge i min arm. Flængen viste sig at være værre, end jeg troede. Jeg fik hele femogtyve sting, mens Martinus bare sad og holdt mig i hånden og kiggede mig dybt i øjnene imens. Jeg kunne ikke være mere taknemmelig for ham, end jeg var det øjeblik.