Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 10: Ude af den

Martinus' synsvinkel:

Jeg sad i vinduet på vores hotelværelse og holdt øje med, hvornår Alexandra kom. Jeg kunne slet ikke holde op med at tænke på hende efter vores Meet & Greet i går. Jeg følte mig helt tryllebundet og varm inden i, når jeg tænkte på hende. Når hun kiggede på mig, vidste jeg næsten ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Døren til værelset gik op, og nogen kom ind.

"Sidder du her og gemmer dig?" spurgte Marcus undrende.

"Nej," svarede jeg uden at tage blikket væk fra vinduet: "jeg venter bare."

"Martinus, hun kommer jo ikke hurtigere, bare fordi du sidder her. Tværtimod. Tiden går langsommere."

Jeg trak bare på skulderen. Kunne han ikke bare gå? Jeg havde brug for bare at sidde her for mig selv og tænke i fred.

"Kom nu," sagde Marcus og gav mig et dask på skulderen: "vil du ikke spille FIFA?"

"Nej, jeg vil bare gerne sidde her."

"Martinus for helvede. Kan du ikke fortælle mig, hvad du spekulerer så meget over? Du har været helt stille siden i går. Jeg ved, det har med hende pigen at gøre."

"Jeg vil bare gerne have, hun kan lide mig."

"Men hun kommer jo herhen? Det betyder vel, at hun kan lide dig på et eller andet plan?" sagde Marcus, men jeg rystede bare på hovedet og viste ham samtalen. Marcus sad bare og stirrede, indtil han begyndte og kritisere mig for, at jeg havde skrevet, han også gerne ville se hende. Ikke at det havde været løgn, men han havde ret i, at det var en dum måde at tiltrække hende på. Hun skulle jo meget gerne komme for min skyld, og ikke fordi jeg har sagt, at Marcus gerne ville se hende. Efter samtalen gik vi ud i stuen. Der gik ikke mere end nogle få minutter, før det bankede på døren. Nu var hun her!

Da hun trådte ind, tabte jeg næsten underkæben. Hun var gudesmuk. Hele hendes fremtoning, måden hendes hofter bevægede sig på, når hun gik, hendes smil. Jeg var helt væk. Bare hele måden hendes blå øjne kiggede ind i mine, lige inden hun krammede mig, gjorde mig helt blød i knæene. Efter vi havde fået krammet og sagt hej, satte vi os ned i sofa og begyndte at snakke.

"Hvilken slags skole går du så på, når du nu er atten?" spurgte jeg forsigtigt.

"Jeg går i gymnasiet. På andet år," sagde hun: "Jeg går på det, der hedder Sankt Annæ, der ligger lige i nærheden."

"Sankt Annæ... det lyder farligt fint?" sagde Marcus og hævede det ene øjenbryn.

"Det er det vel også, det er et musikgymnasium," sagde hun. Vent, kunne hun så synge? Eller spille instrumenter?

"Synger du så?" spurgte jeg.

"Ja, jeg synger – både solo og i kor, og så spiller jeg både klaver, violin og guitar." Hun kiggede mig direkte i øjnene og gav mig et stort smil, som jeg hurtigt gengældte. Wauw! Det måtte jeg sige! Hun var jo den perfekte pige. Hun spillede, sang og elskede tydeligvis musik lige så meget, som jeg selv gjorde. Jeg ville give alt for lige nu at få lov til at høre hende synge.

"Kan du så også spille FIFA?" spurgte Marcus, og Alexandra grinede hjerteligt og rystede på hovedet.

"Nej, overhovedet ikke."

"Vil du prøve, så kan jeg lære dig det," sagde han, og så blev vores PlayStation ellers tændt, og FIFA blev startet. Marcus gav hende den ene kontroller og satte sig ved siden af hende, helt tæt. Jeg sad med den anden kontroller. Marcus instruerede hende. Mens hun snakkede med Marcus, betragtede jeg dem sammen. Han havde hele tiden holdt fast i, at han ikke var interesseret i hende, men måden han kiggede på hende på, sagde noget andet. Jeg kunne mærke, hvordan vreden steg inden i, og jeg greb så hårdt fat om kontrolleren i mine hænder, jeg næsten knækkede den midt over. Hvordan kunne han gøre det her mod mig? At lade som om han ikke kunne lide hende, når han jo nok var helt vild efter hende.