Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 11: Tak, for at være der for mig

Martinus' synsvinkel:

Vi sad stadig og spillede FIFA. Jeg kunne mærke, hvordan det stak i mig hver gang, de snakkede sammen, for jeg vidste, hvor tæt han sad på hende. Jeg havde helt ondt i maven. Vi afsluttede snart spillet og satte os tilbage i sofaen. Der var blevet stillet noget kage og sodavand frem på bordet. Marcus var forsvundet ud på toilettet, så lige nu var det bare mig og Alexandra tilbage i stuen sammen med en meget tung og akavet tavshed.

"Martinus, er du okay? Du er helt hvid i hovedet," sagde hun.

"Jeg har det fint," sagde jeg afvisende. Jeg gad ikke stå model til det her juleshow, hvor Marcus legede med mine følelser, og hende her Alexandra spillede bekymret over for mig, hvis hun alligevel var vild med min bror.

"Jeg kan se, du ikke har det godt," blev hun ved og lagde en hånd på min pande: "du har ikke feber. Måske skal du bare have noget væske."

Og så fyldte hun et glas op til mig og bad mig drikke det. Hun virkede faktisk bekymret om mig. Jeg drak lidt af det.

"Hvad er der galt?" spurgte hun igen: "det er altså okay ikke at være okay. Hvis du har brug for det, så skal jeg nok lægge øre til og være der for dig."

Jeg kunne slet ikke tro, hvad jeg hørte. Hvad skulle jeg sige?

"Tak Alexandra, men..." Hun afbrød mig.

"Bare kald mig Alex."

"Okay, Alex... jeg er bare lidt trist over, at jeg føler, Marcus siger, han er på min side i en sag, jeg ikke kan fortælle dig, hvad er, men at han så viser det totalt modsatte, når man så står i situationen."

"Det er da heller ikke særligt brødre-agtigt, hvis du spørger mig."

Jeg rystede på hovedet og fik tårer i øjnene. Jeg kunne jo ikke fortælle hende, at det var hende, der var "sagen". En lille tåre undslap mit forsøg på at holde dem tilbage, og jeg mærke en hånd, der blidt fjernede den.

"Det er okay, Martinus. Du har vist brug for et kram," sagde hun blidt og trak mig ind til sig. Der sad vi så og krammede hinanden. Der gik lidt, før vi trak fra hinanden igen. Marcus kom heldigvis ikke tilbage, før vi var færdige. Vi begyndte at snakke; eller Marcus og Alex snakkede mest, og jeg holdt mig lidt i baggrunden. Jeg kunne stadig ikke lide den måde, han kiggede på hende på. Pludselig mærkede jeg en tage min hånd, og jeg kiggede ned. En hånd med lange slanke fingre og et par ringe havde viklet sig ind i min, og jeg kiggede op. Alex. Hun holdt mig i hånden. Hun vendte hovedet og kiggede mig i øjnene og smilte blidt til mig, inden hun vendte hovedet om igen for at snakke videre med Marcus. Men da hun havde gjort det, begyndte hendes tommelfinger at kærtegne min håndryg. I det øjeblik vidste jeg, at hun ikke ignorerede mig. Hun følte med mig, følte min svigt fra Marcus.

Da det blev tid til, at hun skulle afsted, fulgte jeg hende ud til døren. Hun havde sagt farvel til Marcus, og vi stod bare alene ude i entreen på hotelværelset.

"Tak," sagde jeg lavt: "for at være der for mig."

"Selvfølgelig, men du burde måske konfrontere Marcus med det, han har gjort. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, det påvirker dig meget."

Jeg nikkede. Jeg var ærgerlig over at skulle sige farvel allerede.

"Alex, tror vi kommer til at se hinanden igen?"

"Hvis du gerne vil, så gør vi," smilte hun: "ellers kan du jo bare ringe mig op på FaceTime."

"Jeg vil gerne se dig igen. Tror du, jeg kan lokke dig en tur op til Trofors?"

"Det er jeg da sikker på, du kan. Men sig det i god tid. Jeg skal jo bede om fri fra skolen," sagde hun, og så gav hun mig et kram. Da vi slap hinanden, følte jeg en næsten uimodståelig trang til at kysse hende, men det vidste jeg godt, jeg ikke bare kunne gøre. Alligevel lænede jeg mig frem og gav hende et kys på kinden, og hun rødmede fuldstændigt og kiggede i jorden.

"Må jeg ringe til dig, når jeg er kommet hjem?" spurgte jeg, og hun nikkede.

"Selvfølgelig," sagde hun: "og nu skal du gå ind og tage fat i nakken på ham din tvilling der og give ham lidt sund fornuft."

Jeg grinte lidt af hendes sidste kommentar, og så måtte jeg desværre lade hende gå. Men jeg vidste heldigvis, at jeg skulle se hende igen. Så vores farvel, var ikke et farvel for evigt; håbede jeg i hvert fald ikke.