Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 122: Fremskridt

Alexandras synsvinkel:

Jeg var kommet hjem igen fra Trofors. Jeg prøvede virkeligt at gøre, hvad jeg kunne for ikke at lade de negative tanker overtage min verden. Mine tanker havde konstant kræset om det løfte, jeg havde givet Gerd-Anne og Kjell-Erik. Jeg ville voldsomt gerne give ham en chance, og jeg havde virkeligt tænkt mig at prøve. Men det blev nødt til at være på mine egne præmisser.

Martinus og jeg var ikke gået længere siden den aften end bare at ligge og kysse og røre hinanden. Jeg havde virkeligt nydt det. Jeg var da bestemt kommet et stykke, siden voldtægten var sket. Men kunne jeg håndtere at være Martinus' kæreste igen? Det vidste jeg ikke endnu. Jeg vidste godt, at dette var en tanke, jeg havde overtænkt om og om igen, og hvis folk kunne have kigget ind i min hjerne, ville de nok have været irriteret over at se den tanke blive ved med at blive gentaget. Jeg var selv ved at blive drevet til vanvid.

Jeg var glad for, at jeg skulle hen til Sanne i dag. Så kunne jeg få snakket lidt med hende om det.

*****

"Jamen, hej Alexandra," sagde Sanne glad: "du ser langt mere frisk ud i dag, end da jeg så dig sidst. Er der sket noget? Dine kinder ser også helt lyserøde ud."

Jeg tog mig smilende til mine kinder. Det var tanken om Martinus, der fremkaldte det. Efter snakken med Martinus' forældre og vores intime øjeblikke i løbet af dagene og især om aftenen, havde jeg ladet mig selv give lidt mere slip og ladet ham komme lidt tættere på igen. Nu kunne jeg så ikke længere skjule for omverdenen, hvor vild jeg stadig var med ham. Før havde jeg kunnet holde det nede... men ikke længere.

"Jeg har været en tur i Norge," smilede jeg: "hjemme hos Martinus."

"Ja?" sagde Sanne spørgende: "og hvordan gik det?"

"Vi kom meget tæt på hinanden denne gang. Vi havde næsten sex, men... jeg panikkede midt i det hele."

"Og hvordan havde du det med det? At du ikke kunne gennemføre det?"

"Frygteligt. Jeg græd."

"Hvordan havde Martinus det med det?"

"Han trøstede mig og sagde, det ikke gjorde noget. At han havde været mere en tilfreds med, hvis vi bare havde ligget og kysset. Og, det endte vi så også med. Vi endte måske også med lidt mere end bare kysseriet," sagde jeg og kom til at smile: "ham og jeg har ret svært ved at holde fingrene fra hinanden."

Sanne sad og smilede. Jeg kunne mærke mine kinder blev varme. Tanken om Martinus' varme nøgne bryst og hans kys på halsen, gjorde mig varm inden i, og sommerfuglene fløj rundt i maven.

"Alexandra, prøv engang at se på de positive ting. Du kan faktisk være sammen med ham igen, uden tøj på. Du kan kysse ham igen. Du kan røre ham igen," sagde hun: "du kan anerkende kærligheden til ham igen, uden at du holder den nede. Det er da store fremskridt."

Det var det jo egentligt. Fremskridt. Det var måske bare mig, der følte, det ikke gik hurtigt nok.

Sanne og jeg talte en smule om, hvordan jeg skulle gribe den del an, der handlede om sex. Hendes råd var, at jeg skulle gøre det, når jeg ikke længere tænkte over konsekvenserne af det. Og at jeg skulle lade Martinus gøre ting på mig. Hun mente, det måske kunne overbevise mig om, at det ikke var noget at være bange for.

Nu var det nu. Tidspunktet var kommet. Jeg var nødt til at indrømme det. Indtil videre, havde det kun været Xander, der kendte hemmeligheden.

"Sanne, jeg er begyndt at cutte," fremstammede jeg.

"Siden hvornår?" spurgte hun chokeret: "undskyld, hvis jeg virker overrasket. Du slår mig bare ikke lige som typen."

"Jeg ved det. Jeg blev vist også lidt overrasket over mig selv," svarede jeg: "men jeg har i lang tid gået og haft det skidt; men det ved du jo godt. Alt det med, at jeg har haft tendenser til selvmordstanker, men de blev bare for meget til sidst, og dagen inden, jeg tog op til Martinus, gjorde jeg det første gang."

"Første gang?" spurgte hun: "hvor mange gange har du gjort det?"

"To gange. Jeg gjorde det også hjemme hos Martinus. Fordi jeg havde det skidt over, at jeg ikke havde gennemført at have sex med ham. Jeg følte, jeg var nødt til at straffe mig selv."

"Og han ved det godt?"

"Nej... det gør han ikke," sagde jeg: "og det værste er, at jeg har lovet hans forældre, at jeg vil give ham en ekstra chance, men jeg kan ikke engang få mig selv til at fortælle ham, at jeg har skåret i mig selv. Jeg løj for ham om forbindingen."

Jeg trak op i ærmet og viste hende det.

"Min bror fandt ud af det den første dag og hjalp mig, fordi jeg havde skåret for dybt. Han rensede og forbandt det, men jeg bildte Martinus ind, jeg bare havde forbrændt mig, fordi jeg i forvejen havde fortalt om mine selvmordstanker. Jeg er helt lost."

"Ah, nu kan jeg se det," sagde Sanne: "du tror, du beskytter ham ved ikke at fortælle det. Du tror, det er bedre, at han ikke ved det. Men Alexandra, sådan er det ikke. Det er bedre, at du faktisk fortæller ham det. Den her dreng, prøv at lægge mærke til, hvor meget han er der for dig. Hvis han en dag finder ud af det, så tror jeg faktisk, det ville gøre større skade på ham. Måske vil han give sig selv skylden for det. At han ikke passede godt nok på dig. Du er nødt til at fortælle ham det."

Jeg sad bare og stirrede ud i luften. Jeg ønskede vitterligt ikke, at Martinus skulle vide det. 

"Du er nødt til det," gentog hun: "når du er klar til det. Men det skal være snart. For hans skyld."

Jeg nikkede bare. Jeg kunne ikke... jeg kunne ikke fortælle det til Martinus. Nogensinde.