Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 2: For sent... igen

Alexandras synsvinkel:

Da jeg vågnede næste morgen, havde jeg en mærkelig følelse af tomhed indeni. Jeg var ikke længere i noget forhold, og jeg måtte gå rundt og bekræfte mig selv i, jeg havde taget den rigtige beslutning og slå op med Andreas. Han havde virkeligt knust mit hjerte.

Jeg gad på ingen måde i skole i dag, men når man gik gymnasiet, var der ingen kære mor. Alt blev gjort op i fravær. Fravær for manglende opgaver, fravær for at komme 2 sekunder for sent, fravær for toiletbesøg i timerne... fravær, fravær, fravær... Jeg hadede efterhånden det ord. Jeg brugte mindst halvdelen af min fritid på lektier - og alle de mange lorteopgaver, man aldrig kunne blive fri for. Men sådan var det vel at gå i 2.g. Hvordan skulle jeg nogensinde overleve et halvandet år endnu? Udsigten virkede så lang...

Jeg følte mig også i totalt slaskehumør, og da jeg kiggede mig selv i spejlet, lignede jeg da også noget, katten havde slæbt ind af døren. Store mørke rande prægede området under mine øjne, mit hår stod ud til alle sider, og jeg havde store pletter på min nattrøje. Men jeg var ligeglad. I dag havde jeg brug for ikke at bekymre mig om mit udseende. Jeg smurte bare engang concealer under øjnene, det tog det værste og trak bare i et par sweatpants og en hoodie. Mit hår røg bare op i en rodet knold, og så var det ellers ned og finde Nutellaen frem fra skabet.

En halv time senere var jeg på vej mod gym. Bussen havde selvfølgelig været forsinket. Da jeg stod ude foran døren til lokalet, var jeg hele 10 min. forsinket. Great... fravær til mig. Jeg skulle bare være blevet hjemme.

Jeg åbnede døren og listede ind, men der gik ikke mere end få sekunder, før vores lærer vendte sig om og opdagede mig. Kunne han ikke bare have fortsat med at have fronten mod tavlen?

"For sent igen? Vi to skal have en alvorlig snak Alexandra!" sagde Sure-Søren. Alle kaldte ham det øgenavn, da ingen nogensinde havde set ham smile.

Jeg satte mig ned ved siden af Mira, min veninde. Hun gav mig først et undrende blik og pegede derefter på sin computerskærm som tegn til, jeg skulle logge på Facebook.

Mira:

Hvorfor kommer du for sent igen?

Alexandra:

Bussen var forsinket...

Sikker på det er alt?

Måske ikke...

Jeg er ikke blind Alex. Du har store rande under dine øjne?

Kan man virkeligt se det gennem concealeren?

Meget tydeligt. Hvad sker der?

Kan vi tage den bagefter?

Okay, jeg burde nok heller ikke få dig ind i flere problemer, end du allerede er...

Hvad mener du?

Bare at du ikke skal blive taget på Facebook...

Jeg smilede til hende, og hun gengældte det. Jeg vidste godt, hun sagde det for min egen skyld. Vi sad på forreste række, og hvis jeg blev taget med den blå skærm fremme, så er jeg bange for, det ville hedde rektors kontor.

"Piger, I skal høre efter!" sagde Sure-Søren med tordnende stemme, og det gik op for mig, at han snakkede til Mira og jeg. Jeg himlede bare med øjnene, og pludselig mærkede jeg noget, der ramte min kind. Det gik op for mig, at Sure-Søren havde kastet kridtet efter mig.

"Du skal passe på, unge dame, du er allerede kommet for sent. Jeg vil ikke hverken se eller høre noget fra dig resten af timen!" sagde han. Hans ansigt var helt ildrødt. Han stod og pustede sig op foran mig og prøvede at virke truende, indtil han vendte sig om og fortsatte undervisningen.

"Av," hviskede Mira til mig: "du har nu for alvor røven på komedie."

"Han skal bare fucke af," svarede jeg lavt igen.

Resten af timen sagde jeg så ikke et ord, men jeg lavede heller ikke noget. Da timen var slut, håbede jeg, at Søren havde glemt vores samtale, men så heldig kunne jeg vel umuligt være. Jeg pakkede mine ting hurtigt, men han var hurtigere.

"Alexandra Vesterberg! Du bliver!" sagde han surt. Åh gud...