Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 73: Fars nye kæreste

Alexandras synsvinkel:

Jeg havde tiet omkring alle de beskeder, Andreas havde sendt mig gennem den sidste uges tid. Når Martinus havde ringet, jeg havde ladet, som om der ikke var sket noget. Jeg havde generelt undertrykt mine forvildede følelser omkring hele det her Andreas-show. Jeg ønskede ikke, at nogen skulle finde ud af, hvad der foregik bag mine kulisser, og at jeg af alle mennesker havde problemer med min ex... det var bestemt ikke noget, folk skulle vide om mig.

Jeg skulle hen og besøge min far i dag. Jeg havde fundet ud af i ugens løb, at han åbenbart havde fundet sig en ny kæreste. Sarah hed hun. Mere vidste jeg ikke. Han havde sagt, at han syntes, det skulle være en overraskelse. Jeg overvejede, om hun var meget ung – men så havde hende og far nok fået et nyt barn for længe siden... hvilket ikke var tilfældet.

Da jeg stod foran hoveddøren til deres store villa, bankede mit hjerte hårdt i mit bryst. Jeg var ved at overskride en grænse. Jeg var nødt til at komme over den. Jeg ringede på, og få sekunder senere blev døren flået op og afslørede en kvinde på min højde – slank og med langt lyst krøllet hår. Hun smilede.

"Ih, du må være Alexandra?" spurgte hun begejstret, og jeg nikkede bekræftende til hende.

"Hvor er du bare smuk!" sagde hun, og jeg steppede indenfor. Jeg nåede kun lige at få mine sko af, inden hun tog mig ind i sine arme. Jeg var helt chokeret. Jeg havde slet ikke regnet med sådan en velkomst.

"Jeg har glædet mig så meget til at møde dig. Jeg hedder Sarah."

Jeg kunne ikke længere holde smilet tilbage.

"Det er rart endeligt at møde dig også. Og at sætte foden i det her hus – det har været længe ventet."

"Ih ja, det må man sige. Jeg har spurgt Felix så tit, om vi ikke kunne invitere dig. Han har altid snakket så godt om dig, og nu kan jeg se hvorfor. Men han sagde altid, det aldrig var en mulighed."

"Desværre. Min mor var meget striks. Men, nu er jeg jo atten, og hun kan ikke længere koste rundt med mig, så... her er jeg."

Sarah trak mig ind i endnu et kram, og jeg fulgte med hende ind i stuen, hvor min far kom gående imod mig.

"Jamen, der har vi hende jo," sagde han og gav mig et kram og kyssede mig på panden.

"Hej far," svarede jeg.

Sarah gik tilbage til køkkenet og lavede den kage færdig, hun var i gang med, mens far og jeg satte os i sofaen og snakkede.

"Hvad skete der med dig og Andreas?" spurgte min far så, og der gik jeg til bekendelse og fortalte ham historien. Jeg undlod dog de beskeder, jeg for tiden modtog. Det var helt sikkert bedst, ingen kendte til dem. Ikke engang min egen familie.

"Hvorfor sagde du aldrig noget til nogen?" spurgte han, da jeg var færdig, og jeg rystede bare på hovedet.

"Jeg var vel bare bange for, at han ville have banket mig. Men den utroskab gav mig heldigvis en udgang fra det hele, og det er jeg på sin vis glad for."

"Ja, det er sandt. Kun guderne kan vide, hvad der ville have sket, hvis du havde fortsat det forhold."

Jeg tav. Jeg vidste jo godt, hvad der ville have sket. Jeg ville ikke være i live mere. Men jeg havde ikke lyst til at tænke på det mere. Nu havde jeg Martinus, og han passede på mig – eller lige nu var det nok mig, der passede på ham, uden at han egentligt viste det.

"Far," sagde jeg langsomt: "er du ikke sød at fortælle mig, hvad der skete mellem dig og mor? Jeg ved slet ikke, hvad ben, jeg skal stå på."

"Jeg går ud fra, hun selvfølgelig har fortalt alt muligt om mig. Sådan har hun altid været – en dramaqueen, en overdrivende dramaqueen."

"Jeg vil bare gerne vide, hvad sandheden er."

"Fint, så skal du få den," sagde han, og så startede fortællingen. Min mor havde ikke været sandfærdig, da hun havde fortalt om min fars utroskab. Sandheden var, at hun mange år tidligere, faktisk havde haft en affære med min fars bedste ven – men min far havde tilgivet hende for det, fordi det var sket til en julefrokost, hvor de havde fået for meget at drikke. De havde så fået Lisette og mig – men mor og far var gledet fra hinanden. Far havde mødt Sarah helt tilfældigt en dag, da han havde været nede og hente kaffe på den lokale café – hun var nyansat. De var faldet i snak, og far var begyndt at komme der hver dag, og de havde meget mere tilfælles end, han havde med mor, som af en eller anden grund søgte længere væk fra min far. Han fik en affære mig Sarah, og da han endeligt gik til bekendelse til min mor, fordi han gerne ville skilles, så smed hun ham praktisk talt ud – han fandt senere ud af, at min mor havde forsat affæren med hans bedste ven efter den julefrokost.

"Så du kan se, det er en triviel sag," svarede han: "der er hverken nogen helte eller nogen rigtige skurke."

Jeg sukkede.

"I har været nogle idioter begge to," sagde jeg bare.

"Jeg håber ikke, det her gør, at du ikke vil se mig igen?" sagde han bekymret, men jeg rystede bare på hovedet.

"Nej, dig og mor har været lige gode om det. Plus... det er stadig jeres konflikt, ikke vores. Men jeg er stadig sur på hende over, at hun holdt mig fra dig i alle de år. Prøv at tænke, hvor mange oplevelser du og jeg har misset på grund af det."

"Dem kan vi stadig nå. Sarah og jeg vil gerne have dig over, så tit du har lyst til at komme."

Jeg smilede.

"Åh tro mig! Jeg dumper nok ind mindst halvdelen af ugens dage," svarede jeg, og så kom Sarah tilbage fra køkkenet med noget kage. Alting gik over i hyggesnak, og jeg følte mig faktisk næsten allerede som en del af dem. Sarah virkede så naturlig som en moderfigur – gad vide, hvorfor hun og min far ikke havde nogen børn sammen?