Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 32: Det er godt, hun har dig

Martinus' synsvinkel:

Det var nu flere dage siden, jeg sidst havde snakket med Alex. Hun havde utroligt travlt med sine terminsprøver. Jeg havde prøvet at ringe et par gange, men hun havde ikke taget den, og så havde jeg bare fået en besked bagefter, hvor der stod, at hun havde travlt. Jeg følte mig helt rastløs indeni over det. Jeg var ved at gå ud af mit gode skin over, at jeg ikke havde set hendes smukke ansigt og bedårende smil i så lang tid. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om noget som helst. Lige nu sad Marcus og jeg i studiet og prøvede at få lavet nogle udkast til nogle nye sange. Jeg havde ærligt ingen anelse om, hvad der foregik.

"Synes du også, det er en god ide Martinus?" spurgte produceren, og jeg røg ud af min lille drømmeverden. Jeg kiggede bare underligt på ham.

"Du hørte slet ikke, hvad vi snakkede om vel?" spurgte han så, og jeg sank den klump, der havde formet sig i halsen.

"Undskyld," sagde jeg og kiggede ned i gulvet.

"Gå ud og luft tankerne lidt på gangen," sagde produceren, og jeg nikkede bare og rejste mig. Da jeg kom ud på gangen, stillede jeg mig med ryggen op af væggen og pustede ud. Jeg lukkede øjnene og stod bare og lavede vejrtrækningsøvelser. Alex tonede frem for mit indre blik. Hendes smil skar gennem som en solstråle og blændede det hele. Mit hjerte bankede hurtigere, så det næsten gjorde helt ondt i mit bryst. Jeg følte mig kun halv lige nu, jeg manglede Alex for at føle mig komplet.

Pludselig åbnede døren sig, og far kom ud til mig.

"Martinus, du er nødt til at koncentrere dig," sagde han og kiggede alvorligt på mig. Jeg kiggede trist på ham, og mine øjne blev en anelse våde.

"Jeg ved det," svarede jeg hæst: "det er bare svært."

"Vil du fortælle mig, hvad der foregår?" spurgte han: "du ved, du altid kan komme og snakke med mig, når du har problemer."

"Det er bare Alexandra. Jeg har ikke talt med hende næsten hele ugen, fordi hun har haft travlt med sin skole," svarede jeg trist: "Jeg savner hende bare så meget."

"Det er ikke altid nemt at være forelsket," sagde far: "og du ser ud til at være hårdt ramt."

"Er det så tydeligt?" spurgte jeg.

"Du smiler og rødmer hver gang, at nogen nævner hende, eller selv bare når du går rundt med din mobil i hånden."

"Far, jeg er ikke bare forelsket i hende," sagde jeg: " jeg elsker hende."

"Hvorfor ringer du så ikke og spørger, om du må komme og besøge hende? Jeg er sikker på, vi kan finde nogle dage, hvor du kan være væk."

"Fordi jeg faktisk allerede har spurgt, og hun sagde nej. Hun vil ikke have, jeg bruger al min tid på hende, når jeg har så mange vigtige ting, jeg også skal."

"Hun er en god pige, Martinus. Hende skal du holde fast i."

"Det prøver jeg også på, men det med afstanden er bare lidt kompliceret."

"Hvor der er vilje, er der vej," sagde far og gav mig et kram: "ved du, hvad hendes mor hedder?"

"Ja, Sofie Vesterberg. Hvorfor?"

"Så find hendes telefonnummer og lav en aftale om at komme og overraske Alexandra. Hun kan ikke sige nej til dig, når du først står der."

"Det håber jeg i hvert fald ikke, hun kan," svarede jeg. Far slap mig og gik tilbage ind i rummet til Marcus og produceren. Jeg tog min mobil frem og søgte efter hendes mors navn. Jeg fandt hurtigt et telefonnummer og ringede til det. Jeg måtte ringe et par gange, før opkaldet blev besvaret.

"Det er Sofie Vesterberg," sagde stemmen, og jeg tøvede et øjeblik, inden jeg sagde noget.

"Hej, du taler med Martinus Gunnarsen," sagde jeg.

"Jamen hej," sagde hun: "du må være Alexandras Martinus?"

Jeg smilede af hendes antagelse, at jeg var hendes datters fyr. Det lød næsten, som om hun havde fortalt om mig derhjemme.

"Ja, det er mig," svarede jeg med et smil, der næsten lyste gennem min stemme: "jeg havde bare noget, jeg gerne ville spørge om."

"Du siger bare frem."

"Kunne det være muligt, at jeg måtte besøge Alexandra i nogle dage?"

"Det er jeg da sikker på, men hvorfor spørger du hende ikke selv?"

"Fordi jeg gerne vil have, det skal være en overraskelse."

"Ah, på den måde!" udbrød hun: "jo, det kan vi godt arrangere. Hvad siger du til at komme på fredag?"

"Meget gerne."

"Godt, jeg henter dig ude i lufthavnen."

"Tusind tak for det Sofie," sagde jeg: "det betyder meget for mig."

"Martinus," sagde hun: "det er godt, hun har dig."

Jeg smilede og takkede hende, og så afbrød jeg opkaldet. Nu skulle jeg bare igennem resten af dagene, og så skulle jeg se min elskede pige på fredag. 

A/N:

Hej med jer!

Håber I nød afsnittet, og bare generelt denne historie :)

Vi er kun lidt over 300 reads fra 3k!! Sindssygt <3

Det betyder jo, der snart kommer maraton, Jubiii!! ;)