Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 140: Pas dog på barnet!

HUSK, AT LÆSE FORFATTERBESKEDEN I BUNDEN! <3

Alexandras synsvinkel:

Otte måneder senere

"Martinus, pas på flyttekassen!" råbte jeg, inden han næsten snublede over den. Jeg grinede lidt, da han vaklede som en, der havde været på druk de sidste tre dage, for ikke at falde. Martinus' store ønske havde længe været, at vi skulle flytte sammen. Det var dog ikke blevet en realitet, før han var blevet atten. Nu var vi ved at flytte ind i en lejlighed i Oslo. Vi havde måttet købe en ekstra stor en, så der også var plads, når Marcus skulle overnatte de dage, hvor han og Martinus var i studiet.

Martinus var en stor bombe af glæde hele tiden. Han gik og nussede og kyssede om mig nonstop. Han havde endeligt fået sit ønske opfyldt. Det sagde han i hvert fald. Hans største ønske var et evigt liv med mig, børn og kærlighed. Det havde han snakket uafbrudt om og havde drevet alle sindssyge med det. Der var nok mange, der var glade for, at det endeligt skete.

De sidste par uger havde jeg haft det underligt. Jeg havde kastet en del op og haft ret så meget morgenkvalme. Det havde givet mig bange anelser. Der var jo en chance for, at jeg kunne være gravid. Jeg tog en graviditetstest... jeg var så ultra nervøs. Jeg havde ikke lyst til at være gravid endnu, men Martinus og jeg havde ikke ligefrem brugt ret meget beskyttelse af nogen art. Så hvis den var positiv, så var det i hvert fald min egen skyld.

Jeg kiggede ned... og to streger var tonet frem. Jeg var gravid... fuck...

Jeg dumpede bare ned på gulvet ude i badeværelset, mens jeg stirrede på de to fremkomne streger på testen. Jeg havde siddet derude et godt stykke tid, for pludseligt var der en , der bankede på døren.

"Alex?" sagde Martinus: "du har været derude meget længe. Hvad sker der?"

"Ikke noget," svarede jeg. Jeg følte ikke, jeg var klar til at fortælle ham, at han skulle være far. Men inden jeg nåede at komme op fra gulvet og fatte sindet, så jeg var klar i hovedet, bragede Martinus bare ind af døren. Vi havde en ekstranøgle til badeværelset liggende i soveværelset til nødstilfælde, og han havde åbenbart ment, at dette var et nødstilfælde.

"Skat, er der noget galt?" spurgte han og kom hurtigt over til mig.

"Jeg er gravid," svarede jeg, mens jeg nærmest stadig var i trance over det. Et smil bredte sig på hans læber. Hvorfor var han glad?

"Hvad står du og smiler sådan over?" spurgte jeg surmulende: "jeg står og siger, du skal være far i en alder af kun atten år, og så står du fanme og ser ud, som om det er det bedste, der nogensinde er sket for dig!"

"Det er det også," svarede han: "eller, det er det næstbedste, der er sket for mig."

"Det burde ikke engang være blandt din top ti, Martinus," sagde jeg: "du burde være ked af det. Græde. Whatever du vil. Bare ikke være glad... vent, næstbedste? Hvad er det bedste så?"

Han kom hen til mig og lagde armene om mig. Gav mig et kys i håret.

"Men jeg er glad," sagde han: "og det bedste, det er dig, skat. Jeg fik dig."

Jeg kiggede ham i øjnene, og han belønnede mig med et kys. Han var virkeligt alt for glad for den her katastrofe. Eller begivenhed. Jeg vidste ikke, om jeg skulle betegne min graviditet som noget positivt eller negativt endnu. Jeg gik ind soveværelset og kiggede fortvivlet på sengen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Martinus var glad, og jeg vidste ikke, om jeg ønskede den her graviditet.

"Men jeg er altså overhovedet ikke klar til at være mor!" sagde jeg og kastede mig med hovedet først ned i vores store dobbeltseng.

"Alex, for helvede! Pas dog på barnet!" udbrød Martinus.