Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 30: Martin(us)

Alexandras synsvinkel:

Mira og jeg tog på vejen hjem til mig lige et smut forbi hendes lejlighed, så jeg kunne få min kuffert. Vi grinede og hyggede på hele vejen.

"Jeg er bare en ensom enhjørning, der studerer matematik klokken lort om natten," grinede jeg.

"Hvad fanden er det for en betegnelse at give sig selv?" spurgte Mira, og tårerne trillede ned af hendes kinder, så meget grinte hun. Hun havde bedt mig prøve at beskrive mig selv i en sætning.

"Aner det ikke, men det passer da meget godt," svarede jeg.

"Du er altså sygt mærkelig."

"Jeg ved det," sagde jeg: "og det er derfor, du er sammen med mig. Du elsker det."

Vi nåede snart mit hus, og jeg låste os hurtigt ind. Indkørslen var tom, hvilket betød, at mor ikke var hjemme endnu. Da vi kom ind og fik overtøjet af, kom Lisette spurtende ud i entréen.

"Hvordan var det så oppe hos Martinus?" spurgte Lisette glad, og det løb mig koldt ned af ryggen, da hun nævnte hans navn. Jeg havde ikke fået fortalt hende, hun ikke måtte nævne hans navn for andre end mig.

"Kan vi ikke lige snakke om det senere?" svarede jeg hurtigt, og hun nikkede. Hun så lidt slukøret ud, fordi jeg afviste hende. Men jeg var nødt til at holde min facade op over for Mira. Jeg skyndte mig ud af entréen og op af trappen til mit værelse. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg skulle ikke have hans navn nævnt mere. Den ene gang var allerede mere end rigeligt.

"Martinus?" spurgte Mira undrende, da vi var kommet op på mit værelse: "mente hun ikke Martin?"

"Jo," svarede jeg: "det er en joke, jeg har med ham. Jeg kalder ham Martinus for sjov."

"Hader han måske også Marcus og Martinus?"

"Det er lige det, han gør. Derfor driller jeg ham og kalder ham Martinus, fordi deres navne ligger så tæt op af hinanden," svarede jeg og grinede falskt: "han hader mig for det."

"Kan jeg sgu godt forstå. Jeg ville også hade dig, hvis du opkaldte mig efter de to tabere."

Det stak i hjertet, da hun kaldte den dreng, jeg var forelsket i for en taber. De to drenge var ALT ANDET end tabere. De var så søde og rare og nede på jorden, at jeg ærligt talt ikke forstod, hvorfor så mange folk hadede dem så meget.

Jeg fik så ondt i maven over, at hun havde kaldt min flirt og min bedste ven for tabere, at jeg måtte lyve om, at jeg lige skulle tisse. Jeg spurtede ud på toilettet og nåede kun lige at stikke hovedet ned i kummen, før jeg kastede op. Jeg fik bare for meget af alt det hate mod dem, og at jeg skulle liste rundt som en tyv for at skjule, jeg var dødeligt forelsket i en af dem og bedste venner med den anden. Jeg havde endda været hjemme hos dem og bo i en hel uge. Hvorfor kunne folk ikke bare tage sig sammen og lade være med at dømme andre, fordi de kan lide noget andet end en selv? Hvorfor kan folk ikke bare acceptere hinanden? Og hvorfor kunne folk ikke bare acceptere og anerkende dem, for de to søde drenge, som de var?

Da jeg kom tilbage til værelset, sad Mira med hovedet begravet i sin mobil.

"Hvem skriver du så med?" spurgte jeg, og hun blev så overrasket over, at jeg kom ind, at hun næsten hoppede en halv meter op fra sengen, og hendes mobil røg på gulvet.

"Øm... ikke nogen," svarede hun, mens hun skyndte sig at samle mobilen op igen.

"Det tror jeg ikke på," sagde jeg: "jeg har fortalt dig om Martin. Hvem skriver du så med?"

"Okay," sagde hun opgivende: "det er en, der hedder Oliver. Han er sådan enogtyve og går på uni."

"Uhhh en uni-fyr," sagde jeg og gav hende et flirtende blik, mens jeg bed mig i underlæben. Hun var helt rød i hovedet, men knækkede alligevel sammen af grin.

"Jeg har ikke mødtes med ham endnu, men jeg regner med, vi snart skal," sagde hun og viste mig nogen af deres beskeder. Ud fra dem, virkede han nu okay. Men jeg kunne stadig bedre lide Martinus' facon. Han var meget mere omsorgsfuld og romantisk. Jeg foretrak Martinus frem for alle, men det var jo klart. Jeg var jo helt skudt i ham.

Mira og jeg blev ved at snakke lidt frem og tilbage om Oliver.

Jeg tænkte et øjeblik, om jeg skulle prøve at fortælle hende, at Martin i virkeligheden hed Martinus og var den ene halvdel af de to tvillinger, hun hadede så inderligt. Men lige så hurtigt, som tanken havde strejfet mig, lige så hurtigt afskaffede jeg den igen. Hun ville aldrig kunne acceptere, at jeg var sammen med en af dem. Hun var en fantastisk veninde på de fleste punkter, men lige med det der var hun lige så fordomsfuld som alle andre på vores gymnasium.