Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 109: Det er svært

Maraton 1/4

Alexandras synsvinkel:

Jeg vågnede med hovedet på Martinus' bryst. Mit øre lå der, hvor hans hjerte var. Jeg fulgte den rolige hjerterytme. Den fik mig til at smile. Jeg puttede mig længere ned til ham, og pludselig kunne jeg mærke, han rørte på sig. Hans greb om mig blev strammet, og jeg fik at kys i håret. Jeg kiggede op på ham og mødte et par varme brune smilende øjne. Jeg lænede mig op mod ham og lagde mine læber på hans, inden jeg tænkte for meget over det. Han kyssede med det samme med, og han greb bedre fat om mig og kørte sine hænder over min krop. Jeg kravlede oven på ham, og hans hænder gled ned over min ryg og videre ned til min numse. Jeg havde min ene hånd i hans hår og nussede ham, mens den anden lå på hans nøgne bryst. Han klemte blidt min numse, hvilket udløste et lille støn fra mig. Martinus begyndte stille at kysse mig ned af halsen. Det var virkeligt dejligt. Hele måden han nussede mig på og kyssede mig på, var så kærlig. Det her havde jeg haft brug så længe.

Martinus kunne mærke, at min krop reagerede på mig, som den havde plejet at gøre. Han rullede os stille rundt, så han lå oven på mig. Han kyssede mig ned over kravebenet og ned til kanten af den top, jeg havde sovet i. Han trak stille ned i den og kyssede det øverste af mine bryster, før han vendte tilbage til mine læber.

"Jeg elsker dig, skat," sagde han og kyssede mig igen: "men jeg går ikke videre end det her. Vi tager den med ro."

"Det var dejligt," sagde jeg: "jeg har savnet den her følelse, du giver mig."

"Jeg har virkeligt svært ved at holde tilbage," sagde han: "jeg ville så gerne bare rive alt tøjet af dig og bare nusse dig over det hele. Rigtigt forkæle dig. Men jeg tør ikke gøre det endnu. Jeg er stolt over, at du er kommet så langt, at du vil lade mig ligge oven på dig."

"Jeg er mindre bange, når jeg er sammen med dig. Du giver mig tryghed. Jeg ville ønske, du bare kunne gøre det, du lige sagde," svarede jeg: "men jeg ville nok ikke være klar til det endnu. Langt fra."

"Skat, jeg går ikke nogen steder," sagde han: "lige meget hvad. Du skal bare tage den tid, du har brug. Hvis der er noget, jeg skal gøre, så skal du sige det."

Jeg rakte op efter ham og trak ham ned i et kys, som han gengældte med det samme.

"Vil du tage med mig til den psykolog, jeg skal til i dag?" spurgte jeg.

"Selvfølgelig vil jeg det," svarede han.

*****

Min mor havde fået fat i en psykolog allerede dagen efter, at jeg var blevet indlagt, men jeg havde ikke været klar til at tale med nogen om det hele før nu. Min mor og jeg havde talt en del om det, og jeg vidste godt, det var dybt nødvendigt.

Min mor havde sørget for, at psykologen var en kvinde. Mænd var noget, jeg aldeles ikke havde lyst til at være i samme rum med. Min far havde jeg intet problem med – men han og jeg havde også tilbragt masser af tid sammen, siden voldtægten skete. Han skulle sætte mig ind i alle lovmæssighederne, og vi skulle stille sagen op, så den var klar. I starten kunne jeg knap nok kramme ham, men nu var der ikke problemer længere. Heldigvis for mig havde min far haft flere sager med piger, der var blevet voldtaget, og ham vidste, hvordan han skulle behandle en.

Martinus og jeg sad nu i venteværelset til den psykolog, jeg skulle ind til. Da hun kom ud, smilede hun stort, og vi fulgte med hende ind i rummet, hvor samtalen skulle foregå. Hele vejen holdt jeg hårdt fast i Martinus' hånd. Da vi kom ind, satte vi os sammen i sofaen, og psykologen, som hed Sanne, satte sig i en stol overfor. Jeg rykkede helt tæt ind til ham, og han lagde armen om mig. Han gav mig et kys på kinden.