Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 55: Undskyld...

Maraton 5/5

Alexandras synsvinkel:

Efter jeg havde ligget i flere timer på badeværelsesgulvet, havde Mira kommet og samlet mig op. Hun havde ikke kunnet finde mig på baren og var omgående taget tilbage til hotellet. Da hun havde fundet mig, havde jeg bare grædt i hendes favn og havde efterfølgende fortalt hende alt det, der var sket. Alt undtagen, at det var Martinus. Mellem os var det stadig Martin.

Hun havde været utroligt chokeret og havde prøvet alt for at trøste mig. Men jeg endte med at græde det meste af natten, også efter alle andre var faldet i søvn. Jeg havde dummet mig. Ikke, fordi jeg havde kysset Xander. Det kunne jeg ikke have undgået, men jeg havde fortalt det helt forkert til Martinus. Nu troede han jo, at jeg havde været ham utro. Jeg skulle have ventet med at ringe til ham, men dum som jeg havde været, havde jeg haft så dårlig samvittighed over det hele, at jeg bare impulsivt havde gjort det.

Jeg sad i vinduet hele natten. Hvad skulle jeg dog stille op nu?

Da de andre vågnede næste morgen, var der ikke rigtigt nogen, der sagde noget til mig. Mira sendte mig et medlidende blik. Jeg fik lov af mine lærere til at blive tilbage på hotellet. Jeg sagde, jeg havde kastet op hele natten.

Da de andre var taget afsted efter morgenmaden på deres sidste tur rundt i byen, lagde jeg mig på min seng og kiggede op i loftet. Man skulle ikke tro, jeg kunne klemme flere tårer ud efter at have grædt i over otte timer. Pludseligt bankede det på døren, og personen, jeg mindst af alt ønskede at se lige nu, stak sit hoved ind.

"Hej," sagde Xander trist: "må jeg komme ind?"

"Hvordan kan du overhovedet få dig selv til at spørge mig om det efter i går?"

"Fordi jeg er nødt til at snakke mig dig."

"Men det er jeg ikke interesseret i!"

"Det er bare ærgerligt, for du har intet valg!" svarede han og gik ind i rummet alligevel, hvor han lukkede døren efter sig. Jeg farede op fra sengen og løb over til den anden ende af rummet. Jeg var alene inden i et aflukket rum med den dreng, der havde forsøgt nærmest at forgribe sig på mig i går. Han satte sig på min seng, mens jeg bare stod og klamrede mig til væggen.

"Alexandra, er du ikke sød at sætte dig ned? Jeg bider altså ikke," sagde han i en tone, der lød trist igen. Jeg tøvede et øjeblik, inden jeg nikkede og gik over og satte mig på min seng ved siden af ham.

"Du må altså virkeligt undskylde det i går," sagde han og kiggede mig ind i øjnene: "det var aldrig min mening at gøre det på den måde."

"Jeg troede, du ville voldtage mig," klemte jeg ud.

"Det var aldrig min hensigt, at du skulle tro det. Jeg er klar over, hvordan jeg nok har fremstået. Men Alex, problemet er, at jeg er sindssygt vild med dig, og jeg har aldrig været ret god til at snakke om følelser. Så jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fortælle dig det. Og det endte desværre ud i min idioti i går."

Jeg sagde ikke noget. Jeg kiggede bare underligt på ham. Han var vild med mig? Så Mira havde altså haft ret. Han havde altså haft en lille svaghed for mig. Måske mere end bare en lille svaghed.

"Du tror måske, at jeg er en af de der hårde typer, men i virkeligheden er jeg ikke andet end en lille dreng, der får tæv af sin far," en tåre løb ned af hans kind: "du må ikke fortælle det her til nogen. Jeg ved godt, det nok ikke er noget, du kan forholde dig til, men for min skyld."

"Du tager fejl, Xander," svarede jeg roligt: "jeg ved præcis, hvad du gennemgår. Min ex-kæreste tævede mig gennem det meste af vores forhold. Jeg tror, du og jeg forstår hinanden bedre end de fleste."

"Han tævede dig?" spurgte han med store øjne, og jeg nikkede. Han trak mig hurtigt ind i et kram, og jeg lagde mit hoved ned i hans skulder. Den dreng, der havde lagt an på mig og muligvis spoleret mit næsten-forhold, viste sig at forstå mig bedre end nogen anden.

"Jeg hørte, du er sammen med en. Det er vel stadig ikke ham?" spurgte han medlidende.

"Nej, ham her er god for mig. Men jeg ved ikke, om jeg er sammen med ham mere," svarede jeg og begyndte at græde igen. Jeg fortalte ham om den samtale, jeg havde haft med Martinus, dog uden at nævne hans navn.

"Jeg elsker ham så mega meget, og nu er det hele ødelagt."

"Nej, det er det ikke. Du skal snakke med ham og fortælle, at du elsker ham. Så er jeg sikker på, han ikke føler sig så usikker længere. Han er bange, fordi du er ældre end ham. Det skal han ikke være."

"Xander, du har fortalt mig noget meget personligt. Må jeg godt gøre det samme med dig?"

Han nikkede.

"Kender du de to norske tvillinger, Marcus og Martinus?"

"Ja, det er de to, som alle hader."

Jeg nikkede, mens jeg kiggede ned på mine hænder. Jeg tog en dyb indånding.

"Den ene af dem, Martinus, er ham, jeg har noget med. Du må love ikke at fortælle det til nogen."

"Det har mit ord, og jeg hader i øvrigt ikke de to tvillinger. Bare så du ved det. Vi ved begge ting om hinanden nu, andre ikke må. Og jeg føler, det lidt knytter os sammen. Jeg..." han gik i stå og havde tydeligvis svært ved at få det ud, han prøvede på.

"Jeg har det her ry, jeg skal leve op til, men det ville være rart at have en, man kunne være bundærlig overfor," sagde han til sidst.

"Du mener, sådan en bedste ven?"

"Ja, og jeg tænkte, om du, på trods af alt det, der skete i går, vil være den person for mig?" han kiggede håbefuldt på mig.

"Jo, Xander, det vil jeg gerne. Kan du så også være den person for mig?"

Han nikkede som svar. 

"Jeg har aldrig haft en bedste veninde før," smilede han: "og Alex, tag og skriv til ham Martinus. Han lyder som en dreng, du skal holde fast i. Få talt tingene ud, men gør det, inden det er for sent."

Jeg nikkede. Jeg begyndte at græde igen. Mine øjne var helt ømme af alt denne gråd. Jeg tog min mobil op og begyndte at skrive, mens tårerne bare piskede ned over mine kinder. Jeg mærkede en arm, der lagde sig om mine skuldre, og der var jeg klar over, at Xander slet ikke var så skidt en person, som jeg havde troet. Han ville aldrig gøre mig noget igen, han var her for at hjælpe mig, og jeg for at hjælpe ham.

A/N:

Det var så det maraton! <3

Så Xander var måske slet ikke så meget en idiot, når det kom til stykket. Han havde i virkeligheden bare brug for en god ven :)

Hvad tror I, der sker med Alex og Martinus nu? 

Skriv gerne, hvad I tror! Og glem ikke at stemme! :D