Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 29: Alexinus

Alexandras synsvinkel:

"Martinus, hvorfor griner du af mig?" spurgte jeg forvirret, men latteren blev bare ved.

"Ej, helt seriøst," sagde jeg irriteret: "tag dig sammen!"

"Undskyld, Alex," sagde stemmen, der helt sikkert ikke tilhørte Martinus: "men jeg giver jer altså snart et samlet navn."

"Marcus, din skid!" råbte jeg: "hvad snakker du om?"

"Dig og Martinus," sagde han: "I opfører jer, som om I er kærester, så jeg må hellere give jer en fællesbetegnelse."

"Stop dig selv! Det er ikke umagen værd. Martinus og jeg er ikke kærester, så jeg kan spare dig for arbejdet med at lave en fællesbetegnelse."

"Det behøver du skam ikke, jeg har allerede lavet en," sagde han: "fra nu af hedder I "Alexinus", når man kalder på jer begge."

"Marcus!" råbte jeg, og jeg kunne høre døren gik i baggrunden.

"Hvad sker der?" Det var Martinus: "og hvorfor har du nakket min mobil?"

"Jeg snakker bare med din kæreste," sagde Marcus, og jeg rystede bare på hovedet af ham.

"Kan du så ikke i det mindste sætte video på, så jeg faktisk kan se hende," sagde Martinus. Da jeg hørte det, skyndte jeg mig at tage en tilfældig trøje ned fra et stativ og løbe ind i et omklædningsrum. Hvis Mira så, at det var de to, jeg snakkede med, så ville hun forlange den forklaring, jeg helst ikke ville give, hvis jeg kunne undgå det. Jeg så godt hendes ansigtsudtryk, da jeg var løbet med trøjen. Uanset hvad, skyldte jeg hende en forklaring på min mærkelige opførsel bagefter. Forhåbentligt kunne jeg dog smyge mig uden om det hele, som jeg plejede.

Da jeg havde trukket gardinet for og fik sat mig ned på taburetten, tonede Martinus' søde ansigt frem på mobilskærmen. Hans chokoladebrune øjne lyste som små stjerner, og hele min krop blev fyldt af en varme, som kun han kunne give mig.

"Var det ikke godt nok at høre min stemme?" jokede jeg, og han gav mig et generet smil.

"Nej, jeg havde brug for at se min smukke pige," svarede han.

Mens vi snakkede, prøvede jeg at skjule, hvad der lige var sket bare en halv time tidligere. Jeg havde ikke lyst til at belemre ham med mit møde med Andreas. Men selvfølgelig opsnusede Martinus, at der var noget galt. Det var, som om han kunne se lige igennem mig.

"Alex, du lyder ikke helt som dig selv," sagde han kærligt: "er der noget galt?"

"Jeg mødte bare Andreas i dag," svarede jeg, og der blev bomstille i den anden ende.

"Jeg ville ønske, jeg havde været der," sagde Martinus pludseligt: "så havde du ikke stået der alene."

"Det er okay, Martinus," sagde jeg: "der skete jo ikke noget."

"Nej, men det kunne der have gjort," sagde han bekymret: "kan jeg ikke komme ned og bo hos dig en uges tid, indtil vi er sikre på, han ikke gør dig noget?"

"Ej, Martinus, nu må du holde op," sagde jeg med et smil. Det var ret sødt, at han var så bekymret om mig, at han ville smide alt, han havde i hænderne for at komme til Danmark og beskytte mig, selvom der ingen fare var.

"Men jeg kan ikke lide, du render rundt så langt væk fra mig. Tænk nu, hvis der sker dig noget."

"Sødeste kæreste Martinus-skat, der sker ikke noget," svarede jeg.

"Du kaldte mig skat," sagde han overrasket, og mine kinder blev helt røde. Jeg nikkede bare.

"ALEXINUS!" råbte Marcus pludseligt i baggrunden, mens han fægtede med armene. Jeg flækkede først af grin, men realiserede, jeg stod inde i en forretning og måtte tysse på ham.

"Kan jeg ikke ringe tilbage til dig i morgen?" spurgte jeg, og han så med det samme skuffet ud: "jeg er sammen med en af mine veninder, og hun skal med hjem og overnatte hos mig."

"Jo, selvfølgelig," sagde han, men skuffelsen lyste ud af ham, og jeg blev helt ked af det inden i.

"Martinus, jeg savner dig utroligt meget, og det er altså ikke, fordi jeg ikke vil snakke med dig," sagde jeg kærligt: "men min veninde har ventet på den her dag, siden jeg tog afsted op til Trofors. Jeg skylder hende lidt tid og opmærksomhed."

"Jeg ved det godt Alex, jeg har bare så svært ved at være væk fra dig."

Vi fik sagt farvel til hinanden, og jeg gik ud af prøverummet igen. Mira havde fået betalt for sin bluse og stod nu med hånden i hoften og kiggede afventende på mig. Jeg hang blusen på et tilfældigt stativ og gik bare over til hende. Hvad skulle jeg dog sige?

"Var det Martin, der ringede?" spurgte Mira så, og jeg grinede, mens jeg nikkede bekræftende.

"Hvad sagde han?" fortsatte hun. Hun var alt for nysgerrig. Det havde jeg ikke lige brug for. Jo mere nysgerrig, hun var, jo flere løgne måtte jeg opfinde, og det pinte mig.

"Bare at han savnede mig og gerne snart ville ses igen," sagde jeg.

"Nurgh," hvinede hun: "jeg vil altså vildt gerne møde ham. Der er jo nogen, der skal godkende ham og se, om han er god nok til min bedste veninde."

Jeg grinede bare. Det stak i mit hjerte, hun lige havde kaldt mig for sin bedste veninde. Jeg følte bestemt ikke, jeg opførte mig som en lige nu med alle de løgne, jeg havde opfundet for at beskytte Martinus og mig selv.