Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 106: Vi skal ikke være kærester

Alexandras synsvinkel:

Der var gået et par dage, og jeg var kommet hjem fra hospitalet. Det var rart at kunne ligge i sin egen seng igen. Martinus havde til gengæld været fuldstændig overpyldrende over for mig. Så meget, at det blev irriterende. Han var nærmest bange for hvert skridt, jeg tog, uden han holdt øje med mig. Jeg følte, han behandlede mig som et lille pattebarn.

Lige nu lå jeg i min seng og slappede af. Jeg var alene derinde. Martinus havde puttet mig og sad nok nede i stuen og så en fodboldkamp. Pludseligt gik døren op, og jeg vendte mig mod lyden. Der stod han jo. Den kære Martinus.

"Alex, kan vi snakke?" spurgte han langsomt.

"Er der noget, du har på hjerte?" spurgte jeg, da han lukkede døren og gik længere ind i værelset. Han stoppede midt på gulvet.

"Ja... altså... det med kæreste-ting-ting," sagde han og kiggede alle andre steder hen end på mig.

"Martinus, vi skal ikke være kærester," sagde jeg: "jeg kan ikke overskue det. Jeg sætter virkeligt pris på, at du praktisk talt bor hjemme hos mig for tiden, men det kan ikke blive mere end venskab... og det er du nødt til at acceptere."

"Elsker du mig slet ikke mere?" spurgte han. Stemmen var helt grødet, og han var på randen til at græde. Han tog det tungt... men det gjorde jeg jo egentligt også selv. For jeg havde jo lyst til at være hans kæreste, jeg vidste bare ikke, om jeg ville kunne.

"Martinus, jeg elsker dig af hele mit hjerte," svarede jeg.

"Men hvorfor vil du så ikke være sammen med mig?"

"Fordi jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil kunne de ting, vi gjorde sammen før i tiden. Måske vil jeg aldrig kunne have sex igen. Måske vil jeg aldrig være i stand til et forhold igen. Jeg har det ikke godt, Martinus. Min ex-kæreste voldtog mig, og så kommer du her og tror, vi bare kan være sammen igen. Hvad fanden er det for noget bare at antage? Har du overhovedet nogen ide om, hvad det er, jeg har været udsat for?"

Han stirrede bare på mig. Åbnede munden, men der kom ikke en lyd ud. Så jeg fortsatte. Han var simpelthen nødt til at fatte, hvad der foregik! At han ikke bare kunne vende til og tro, at det hele ville blive fjong med et enkelt trylleslag.

"Jeg har brug for, at du støtter mig. Ikke, at du render rundt og presser mine følelser lige nu. Jeg er presset nok i forvejen over, at jeg nu også har en retssag hængende på nakken. Så gider du godt tage dig sammen og være der for mig, i stedet for at sætte dine behov før mine?"

"Alex, jeg har bare brug for at vide, om der aldrig nogensinde vil være en chance for et "os" igen," sagde han fortvivlet: "jeg skal nok hjælpe dig, men det her spørgsmål har pint mig så længe nu. Kan du ikke prøve at se tingene fra mit synspunkt også? Du slog op med mig uden grund, og det eneste, jeg kunne bryde min hjerne i de uger, var, om du virkeligt ikke elskede mig mere."

Jeg rynkede brynene. Egentligt havde jeg ikke engang spurgt ham, hvordan han havde haft det. Han havde jo egentligt ikke lavet andet end at tage sig af mig, siden jeg kom hjem fra hospitalet, men ikke en gang havde jeg interesseret mig for hans følelser. Det burde jeg have gjort. Jeg havde ikke taget højde for, at han måske også brændte inde med nogle ting.

Jeg slog dynen til side, gik over og trak ham med hen til min seng. Jeg flettede min hånd ind i hans og kiggede ham i øjnene.

"Hvordan har du egentligt haft det?" spurgte jeg: "søde Martinus."

"Forfærdeligt," svarede han og en tåre løb ned over hans kind: "jeg har været meget deprimeret. Ikke haft lyst til noget. Jeg forstod ikke, hvorfor du bare slog op ud af den blå luft. Jeg sad og overvejede, hvad jeg havde gjort galt, for det måtte være min skyld, at du ikke elskede mig mere."

Med det samme slap jeg hans hånd og trak ham ind i et kram i stedet. Jeg hadede nærkontakt for tiden, men det var lige som om, at hvis det var Martinus, så gjorde det ikke så meget. Jeg knugede ham ind til mig og aede ham på ryggen, kyssede ham i håret.

"Undskyld," hviskede jeg: "jeg har ikke behandlet dig ordentligt."

"Alex, jeg elsker dig bare så meget," hulkede han: "det eneste, jeg ønsker, er at være sammen med dig, og nu ved jeg ikke, om jeg nogensinde får chancen for det igen."

"Jeg vil ikke love noget," svarede jeg: "men jeg vil heller ikke udelukke det. Jeg elsker dig virkeligt, men lige nu kan jeg slet ikke overskue tanken om at have en kæreste, og jeg ved ikke, som jeg sagde før, om jeg nogensinde vil være i stand til det igen."

"Jeg har ikke tænkt mig at give op," svarede han: "men jeg skal nok hjælpe dig. Være der for dig. Også gennem de svære dage og tidspunkter. Vise dig, at der er en fremtid. Sammen med mig."

Han kiggede op på mig med tårefyldte øjne, lænede sig ind og gav mig et blidt kys på kinden. Jeg kunne mærke panikken rejse sig ved hans læbers berøring, men jeg prøvede virkeligt ikke at vise det. Det var frygteligt, når man egentligt gerne ville være tæt på ham, men samtidigt ikke turde, fordi det var FOR TÆT på, og mit sidste billede inde i hovedet var Andreas, der var helt oppe i mit ansigt.