Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 72: For meget fravær

Alexandras synsvinkel:

Beskeden fra Andreas havde virkeligt skræmt livet af mig. Ikke fordi jeg var bange for ham selv, men tænk hvis han nu gjorde Martinus noget? Min elskede Martinus! Jeg kunne slet ikke få tanken ud af hovedet.

Da jeg mødte i skolen den følgende dag, kom uddannelseschefen og hentede mig. Jeg vidste godt, at jeg havde fået en del fravær ved at være så meget i Norge, men at det var så slemt, at jeg skulle tale med uddannelseschefen, gjorde mig en smule nervøs. Jeg måtte åbenbart have mere fravær end forventet.

Vi kom ind på hans kontor, og jeg blev bedt om at sætte mig ned. Han gik hen til printeren, tog en seddel og lagde den foran mig. Min fraværskurve... den var høj... meget høj endda, mere end den måtte.

"Du kan vel godt allerede fornemme, at vi skal snakke om den der," sagde han og pegede ned på kurven, og jeg nikkede bare.

"Hvad sker der?" spurgte han og satte sig ned på stolen over for mig.

"Jeg har bare været i Norge," svarede jeg tomt.

"Undskyld hvad?" sagde han og lignede en, der troede, jeg tog det hele for en spøg.

"Jeg har tilbragt de dage i Norge, hvor jeg ikke har været i skole."

"Det er altså ikke for sjov, du sidder her, Alexandra!" Han var gal, meget endda: "du skal ikke sidde her og spøge med noget så alvorligt som dit fravær, når du er så tæt på eksamen. Jeg har ikke lyst til at skulle sende dig op i fuldt pensum. Dine karakterer ligger i top – jeg forstår ikke det her fravær?"

"Jeg spøger ikke..." sagde jeg langsomt og kiggede ham alvorligt i øjnene: "jeg har faktisk været i Norge. Jeg kan printe mine flybilletter ud, hvis det er?"

"Okay – fint, jeg tror på dig. Men hvad lavede du så deroppe?"

Jeg sukkede.

"Jeg har en ven deroppe, som kun havde mulighed for, at jeg kunne komme på de tidspunkter. Jeg ved godt, det var dumt, at jeg ikke bad om fri, men det hele var med så kort varsel, at jeg ikke kunne nå det. Jeg havde ikke set ham i meget lang tid."

"Hm... okay, så det er ikke, fordi du ikke vil være i skole?"

"Nej, det er ikke, fordi jeg har pjækket. Jeg har også passet alle afleveringer og lektier. Du kan selv se det skriftlige fravær stadig er på nul procent."

Uddannelseschefen rejste sig og gik hen til sin computer. Han nikkede kort, da han så, det var sandt, hvad jeg sagde.

"Fint. Jeg er ikke glad for det her fravær, men hvis du ikke får en disse mere fravær den sidste måned, så kommer du ikke op i fuldt pensum, og jeg gør ikke mere ved den advarsel."

"Jeg skal nok være her resten af måneden. Min ven har også eksamen, så ingen af os har tid til at se hinanden. Du kan være ganske rolig. Jeg skal nok passe min skole."

Derefter gik jeg. Puha, ikke flere samtaler til mig. Jeg havde aldrig været hos uddannelseschefen før, og havde egentligt aldrig troet, jeg skulle ende der.

Der lød et "pling" fra min lomme. Jeg havde fået en besked. Efter den besked, Andreas havde sendt mig forleden dag, var jeg nærmest panisk, hver gang jeg modtog en besked. Jeg tog et par dybe indåndinger, inden jeg stak hånden i lommen og fiskede min mobil frem. Jeg kiggede på nummeret... men det var hemmeligt. Jeg kunne mærke angsten stige indeni – kunne det være Andreas... igen?

For meget fravær, Alexandra...

Ikke godt! Slet ikke op til eksamenerne.

Hvad tror du, Martinus ville sige, hvis han fik det af vide?

Nej nej nej! Ikke igen! Fuck... det var ham! Hvorfor kunne han ikke lade mig være? Og hvordan kunne han vide, at jeg havde for meget fravær?

Et gys gik gennem mig... sandsynligheden for, at han kunne mit login til gymnasiets intranet var utroligt stor, siden vi jo havde været kærester gennem halvdelen af mine gymnasieår. Hvor meget mere vidste han om mig, som jeg ikke vidste, at han havde viden om? Ville han blive ved med det her trussel-værk?