Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 12: Jeg stolede på dig!

Martinus' synsvinkel:

Da Alexandra var gået, stormede jeg tilbage ind på hotelværelset, men Marcus var væk. Han havde tydeligvis forladt stueområdet. Hvor var den idiot henne? Jeg flåede døren op til vores værelse, og der sad han på sin mobil. Han faldt nærmest ned af sengen i chok over, at jeg bare brasede ind.

"Jeg stolede på dig!" råbte jeg op i hovedet på Marcus.

"Hvad snakker du om?" sagde han uforstående, mens han rettede sig op.

"Den måde, hvor på du klistrede til Alex!"

"Gider du lige slappe af Martinus!" råbte Marcus tilbage og rejste sig op.

"Nej, det gider jeg faktisk ikke!" råbte jeg og gik helt op i hovedet på ham: "du sagde, du ikke kunne lide hende på den måde og giver hendes nummer til mig. Når jeg så inviterer hende forbi, så sidder du og lægger an på hende."

"Vel gjorde jeg ej!" sagde han: "du er bare pisse jaloux over, at hun gav mig mest opmærksomhed."

Av, den gjorde ondt. Det var jo sandt, og derfor gjorde den endnu mere ondt i hjertet på mig. Hun var smuk, dejlig og fantastisk, og hun kiggede mere på min tvilling end mig.

"Måske skulle jeg bare opgive Marcus," sagde jeg til sidst: "hun kigger mest på dig, og du er jo tydeligvis også interesseret i hende."

En tåre trillede med ad min kind, og jeg kiggede ned i gulvet. Jeg følte, alt var tabt.

"Nej nej nej, Martinus! Du skal ikke give op!" sagde han ophidset, mens han greb fat i min skulder: "jeg er interesseret i hende, bare ikke på den måde, du tror. Jeg synes bare, hun er interessant. Jeg er ikke forelsket i hende. Du må have misfortolket det!"

"Jeg så, I sad tæt op ad hinanden og kiggede på hinanden på en måde, der lignede, I var forelskede," græd jeg. Jeg kunne slet ikke tage det mere. Det havde været hårdt at sidde og kigge på.

"Men jeg hjalp hende med kontrolleren. Hun havde jo ikke prøvet det før."

"Marcus, ikke lyv for mig. Du kan jo godt lide hende."

"Martinus!" sagde han og tog mit hoved mellem sine hænder og tvang mig til at se han i ansigtet: "nu høre du efter, hvad jeg siger. Jeg er IKKE forelsket i hende. Hun er smuk og sød, men jeg kunne ikke se hende og mig i et forhold."

Mente han det der? Var det nu, jeg skulle fortælle ham det andet, der gik mig på?

"Men... jeg kom jo til at skrive til hende, at du gerne ville se hende. Hvad nu hvis, det kun var derfor, hun kom herhen?"

Marcus tog sig til hovedet.

"Ja, jeg ved det. Du viste mig jo samtalen" sagde han: "men tror du slet ikke, hun kan lide dig? Ikke bare lidt?"

"Altså... hun holdt mig i hånden inde i stuen tidligere, fordi jeg var nede over, at jeg troede, du gerne ville have hende."

"Martinus for helvede, det er et tegn. Hun kan da godt lide dig."

"Men ikke på den måde, jeg kan lide hende."

"Så vis hende, at du er den rigtige for hende, og jeg skal nok hjælpe dig."

"Men hvordan? Det er jo ikke sikkert, at hun overhovedet kommer til at kunne lide mig på den måde, og så kan jeg gå her og være ulykkeligt forelsket resten af mine dage."

"Kun tiden viser, om du kan vinde hendes hjerte. Men jeg tror nu, at du allerede har vundet en bid af det," sagde han og blinkede til mig: "hun holdt dig trods alt i hånden."

Ja, det havde hun jo gjort. Men hvordan skule jeg dog overbevise hende om, at hun skulle være min? Og at jeg ville være den perfekte fyr for hende?