Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 47: Elsker jeg ham?

Alexandras synsvinkel:

Jeg havde kørt Martinus til lufthavnen. Det havde været utroligt hårdt at skulle lade ham gå. Også selvom jeg vidste, vi så hinanden igen, så snart det var muligt. Jeg kunne stadig mærke hans læber mod mine, inden han havde forladt mig og var gået mod sin gate. Denne følelse prøvede jeg at holde fast i, mens jeg kørte hjem. Jeg kunne ikke lade være med at fælde en lille tåre eller to, mens jeg tænkte på det hele. Jeg elskede ham. Det vidste jeg nu. Det gjorde så ondt at tænke på, at han ikke var der, når jeg kom hjem. Jeg higede efter ham. Kunne ikke undvære ham. Det var, som om jeg manglede halvdelen af mig selv. Var det virkeligt sådan her det føltes at elske nogen?

Da jeg kom hjem, sad mor i sofaen. Jeg gik hen til hende og nærmest kastede mig grædende ind i hendes favn.

"Mor, må jeg godt snakke med dig?" spurgte jeg.

"Selvfølgelig," svarede hun. Hun slap mig ikke, før jeg selv trak mig fra krammet.

"Mor, hvordan ved man, at man elsker nogen?" spurgte jeg. Selvom jeg vidste, jeg elskede ham... så kunne man jo ikke blive FOR SIKKER. 

"Du vil gerne finde ud af, om du elsker Martinus, ikke sandt?"

Jeg nikkede. Jeg ville så gerne kunne sige det til ham, men jeg var nødt til at være sikker på, at jeg nu også følte det. Jeg havde ikke lyst til at sige det for tidligt. Jeg skulle kunne stå inde for det.

"Alexandra, når man ser jer to sammen, skulle man tro, I næsten var skabt for hinanden," sagde hun og smilede: "han elsker dig. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om."

"Det har han også sagt, han gør. Det er bare... jeg er bange for at sige det tilbage igen. Jeg sagde det til Andreas, men jeg fandt ud af, jeg aldrig elskede ham."

"Og det fandt du ud af, fordi du mødte Martinus?" spurgte hun så.

"Ja... jeg har aldrig følt det over nogen, som jeg gør over for ham," sagde jeg og sukkede: "mor, jeg føler ikke, jeg kan undvære ham. Jeg vil gerne være hos ham hele tiden. Jeg føler mig tom og som et halvt menneske, når han ikke er her. Jeg ville gøre alt for ham. Hvad som helst. Selv hvis det betød, at jeg mistede livet, og han overlevede, ville jeg gøre det. Mit liv for hans."

"Du elsker ham, Alex. Hvorfor spørger du overhovedet om det, når der ikke er noget at tvivle på?"

"Fordi jeg ikke vil lyve for ham."

"Men du ville aldrig sige noget til ham, du ikke mener i forvejen, vel?"

Jeg rystede på hovedet. Det ville jeg jo egentligt ikke. Jeg smilede lidt for mig selv. Jeg elskede ham. Jeg elskede Martinus Gunnarsen. Ikke bare som et overfladisk celebrity crush. Jeg elskede ham i virkeligheden, og han elskede mig.

"Tak, mor," sagde jeg.

"Gå op og ring til ham, og fortæl ham det. Han fortjener at vide det," sagde hun og løftede begge sine øjenbryn: "jeg har observeret, hvordan han hele tiden nusser om dig. Det kunne man næsten ikke undgå at lægge mærke til."

Jeg fik helt røde kinder. Tænk, at det var så tydeligt, at selv min mor havde lagt mærke til det hele.

"Han er en god fyr. Ham skal du holde fast i. Skid hul i, hvad andre tænker om, at I er sammen. I er perfekte for hinanden."

"Men mor, ham og jeg er ikke sådan sammen sammen..."

"Er I ikke kærester?" spurgte hun forbavset.

"Nej, ikke endnu. Igen... mig, der trækker det hele i langdrag."

"I opfører jer ellers, som om I var det."

"Virkeligt?"

"Ja, det kan du tro. Lisette og jeg har begge haft svært ved at holde smilene tilbage. Jeg har godt luret for længe siden, at I sidder og holder i hånden under bordet, når der bliver spist aftensmad. Eller når I så film med os... hans hånd der lå under din bluse og nussede din mave. Tro mig, det er meget tydeligt det hele."

"Mor... det er pinligt."

"Nej, Alex, det er det ikke. Han elsker dig bare. Og jeg er glad for at se det faktisk, at I elsker hinanden så meget. Han er god for dig. Bare husk, at jeg ikke vil have nogen børnebørn endnu!"

Jeg lukkede øjnene og prøvede at undertrykke det grin, der pressede på med at slippe ud.Jeg rystede på hovedet, og da jeg fik øjenkontakt med min mor, brød vi begge ud i grin.

"Du kan være ganske rolig," svarede jeg: "der kommer ingen børnebørn før om lang tid."

"Men jeg er sikker på, de vil blive nogle meget kønne børn, når man kigger på jer."

Jeg grinede videre. Det var vel sandt nok. De børn ville blive kønne. Især med Martinus som far. Ej, hvorfor sad jeg her og overvejede, hvordan hans og mine børn ville komme til at se ud? Jeg måtte virkeligt elske ham, siden jeg faktisk ønskede at tilbringe resten af mine dage med ham ved min side.  

A/N:

Hej! Så kom der lige et kapitel mere... bare fordi ;) 

Håber I kunne lide det!

Glem ikke at stemme og kommentere! <3