Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 28: Spyt så ud

Alexandras synsvinkel:

Jeg vendte mig om og stirrede direkte ind i øjnene på Freja.

"Hvad vil du?" spurgte jeg hårdt og lagde armene over kors.

"Jeg har brug for at snakke med dig," sagde hun og kiggede på mig med et blik, der næsten så helt desperat ud.

"Glem det," svarede jeg: "jeg har sagt alt det til dig, som jeg havde brug for. Vi to kender ikke hinanden mere. Du burde have nok respekt tilbage i dig til at acceptere det og ikke kontakte mig overhovedet. Ikke engang snakke til mig eller kigge på mig."

"Jeg ved godt, jeg har været en idiot, men er du ikke sød please bare at lytte til mig," sagde hun og kiggede sig hurtigt over skulderen: "du behøver ikke sige noget, bare lyt. Please Alex."

Jeg sukkede.

"Fem minutter. Det er ALT, hvad du får."

"Årh, tusind tak!" sagde hun glad, og jeg hævede det ene øjenbryn for at signalere, at hun ikke skulle blive glad alt for hurtigt. Det var ikke med min gode vilje, jeg gjorde det her. Der var noget i hendes blik, der signalerede, at det var noget, kun jeg kunne svare på. Jeg bad til, at denne fornemmelse holdt stik.

Jeg tog fat om hendes håndled og trak hende med ind i et prøverum. Jeg lukkede hurtigt gardinet for og stillede mig overfor hende. Jeg kunne se i mit eget spejlbillede, at jeg bestemt ikke så specielt inviterende ud, præcis som jeg helst ville fremtone. Hun skulle vide, hun ikke var velkommen.

"Spyt så ud," sagde jeg: "siden det er så vigtigt."

"Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal begynde," sagde hun stille og satte sig ned på den taburet, der stod i et ene hjørne af det meget lille prøverum. Jeg følte allerede, jeg var alt for tæt på hende på grund af den manglende plads.

"Jeg ved godt, at du sikkert hader mig, og det forstår jeg godt. Jeg handlede ikke, som en veninde skulle have gjort," sagde Freja, og hendes øjne blev fugtige: "men jeg bliver nødt til at vide en ting. Jeg håber, jeg kan bede om den sidste tjeneste. Hvordan behandlede Andreas dig i jeres forhold?"

Jeg kiggede ned i gulvet. Jeg havde aldrig rigtigt fortalt nogen om, hvordan jeg var blevet behandlet af ham, mens det skete. Ikke engang Freja, som jeg dengang havde stolet på. Selv i dag var det faktisk kun Marcus, Martinus, min mor og Mira, der kendte alle detaljerne.

"Øm... hvorfor spørger du?" spurgte jeg tøvende, og hun trak sukkende op i sit ene ærme. Hendes arm var dækket af store blå mærker. Jeg lukkede øjnene og sank en klump. Han bankede altså også hende. Et øjeblik kom alle minderne tilbage i mit hoved, og jeg kæmpede med ikke at lade tankerne overmande mig. Den tid var forbi, og jeg havde Martinus nu. Jeg åbnede stille øjnene igen og kiggede på hende.

"Freja," sagde jeg alvorligt: "jeg siger det her for din egen skyld. Se at komme ud af det forhold så hurtigt du kan, inden du forfalder så meget, som jeg gjorde."

"Men hvordan?" græd hun.

"Jeg ved det ikke. Du skal bare finde en grund. Han bankede også mig. Han er voldelig og fuldstændig utilregnelig."

"Det har jeg efterhånden fundet ud af. Han virkede bare slet ikke sådan i starten."

"Det ved jeg, sådan var han også ved mig. Først sød, så voldelig. Jeg vil faktisk også gerne takke dig for en ting, selvom vi aldrig kan være venner igen," sagde jeg: "det var for at give mig en grund til at slå op med Andreas. Hvis du ikke havde fortalt mig om jeres nat sammen, så havde jeg ikke stået her i dag."

Hendes øjne blev store.

"Jeg vidste ikke, at du..." sagde hun, men jeg afbrød hende.

"Jo, jeg planlagde det, så ingen vidste det. Så jeg er faktisk kun i live, fordi han var utro med dig."

"Jeg ville ønske, du havde fortalt mig det," sagde hun og kiggede trist på mig: "så havde det hele måske endt anderledes, end det gjorde."

"Måske," svarede jeg: "men Freja, se at komme ud af det forhold. Lad ham ikke tyrannisere dig. Fortæl det til dine forældre. Det gjorde jeg aldrig, og det kunne måske have sparet mig for en del af smerten."

Hun nikkede, og så rejste hun sig op og slog pludseligt armene om mig. Jeg stod helt stiv og anede ikke, hvad jeg rigtigt skulle gøre. Til sidst krammede jeg hende dog igen, også selvom jeg ikke havde lyst. Hun havde været en dårlig veninde og havde brudt alle venindereglerne, men nu sad hun i samme situation som mig, og jeg følte ikke, jeg bare kunne være kold og kynisk lige nu.

"Tak, Alex," sagde hun: "tak, fordi du lyttede. Selvom du har været alt det her lort igennem, så håber jeg, du finder kærligheden igen. En, der reelt elsker dig, som ikke slår dig."

Jeg smilede, da jeg kom i tanker om Martinus. Hvor jeg dog savnede ham.

"Det har jeg allerede gjort," svarede jeg og smilede. Freja og jeg tog afsked med hinanden. Lige inden hun gik, vendte hun sig om mod mig.

"Jeg håber, du en dag kan tilgive mig min fejltagelse. Især fordi den var med til at redde et liv," sagde hun, og så forlod hun forretningen. Jeg mærkede hurtigt en, der lagde en arm om min skulder.

"Hvad handlede det lige om?" spurgte stemmen, der tilhørte Mira.

"Lad os tage den, når vi kommer hjem til dig," sagde jeg. Pludseligt vibrerede min telefon, og Martinus navn lyste op på displayet. Skulle jeg fortælle ham noget om alt det her? Jeg burde gøre det, men jeg ville heller ikke gøre ham bekymret, når der ikke var noget at bekymre sig om. Bare fordi jeg havde snakket med Freja, betød det ikke, at Andreas kom efter mig.

"Hej skattemus," sagde jeg, da jeg tog telefonen, og jeg hørte bare en grine i den anden ende. 

A/N: 

Så kom Alex alligevel ikke udenom at snakke med Freja. Tror I, det får konsekvenser, at hun ikke afviste hende? 

Kommentér gerne, hvad I tror :) 

Håber I kunne lide afsnittet!

Husk! 

Når der er 3k, så kommer der maraton! 

Fortsat god lørdag! <3