Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 17: Trofors

Alexandras synsvinkel:

Dagene gik, og inden jeg så mig om, skulle jeg afsted til Trofors. Det ville blive en lang flyvetur. Endda med et skrift undervejs i Oslo. Mira havde spurgt, hvor jeg skulle hen. Jeg havde ikke anet, hvad jeg skulle svare hende. Hun skulle jo ikke vide noget om hverken Marcus eller Martinus. Hun kunne jo ikke lide dem. Jeg havde været nødt til at stikke hende en løgn, selvom jeg hadede det faktum, at jeg var nødt til at lyve for min bedste veninde for at besøge dem. Jeg havde bare overfladisk sagt, at jeg skulle besøge en gammel ven i Norge og skulle være væk hele ugen. Hun var straks begyndt at spørge ind til, om det var en dreng, og om jeg havde fundet en loverboy. Men jeg havde bare rystet på hovedet af hende. Hvis jeg havde fortalt hende sandheden, så ville hun helt sikkert ikke være min veninde mere. Hvis der skete noget mellem Martinus og mig, så kunne jeg altid få det flettet ind ved lejlighed. Men da jeg stadig ikke vidste, hvor jeg stod med ham, så ville jeg ikke gøre nogle drastiske tiltag endnu.

Mira havde dog insisteret på at følge mig ud til lufthavnen, så hun kunne sige ordentligt farvel. Vi satte os på en af caféerne derude, mens vi ventede på, at jeg skulle hen til min gate. Der sad vi så og snakkede lidt. Hun var tydeligvis stadig ked af, at hun ikke skulle se mig en hel uge.

"Flyet til Oslo boarder om 30 min. I bedes venligst gå til jeres gate," lød det over højtaleren.

"Neeeej!" sagde Mira og kastede sine arme om mig, da vi havde rejst os op: "jeg er ikke klar til at sige farvel til dig endnu!"

"Men vi ser jo hinanden om en uge igen?" sagde jeg, men jeg vidste godt, hvordan hun havde det. Jeg ville også komme til at savne hende. Vi var blevet utroligt tætte på meget kort tid.

"Det er alt for lang tid," sagde hun: "jeg savner dig allerede."

"I lige måde," sagde jeg: "kan du ikke komme og hente mig i lufthavnen, når jeg kommer hjem igen?"

"Selvfølgelig!"

Og med den aftale på plads, gik vi mod min gate. Vi sagde farvel, og jeg gik hen og fik tjekket min billet. Efter hvad der føltes som flere timer, skulle vi endeligt boarde. Da jeg gik ud mod flyet, følte jeg et lille stik i maven. Jeg havde det skidt over, jeg følte, jeg løj for hende ved ikke at fortælle hende om Martinus. Jeg ignorerede det og fortsatte bare ind i flyet og fandt mit sæde. De næste mange timer blev tilbragt i fly. Jeg skiftede fly i Oslo, og så var jeg ellers på vej op til Trofors. Da jeg nåede lufthavnen i Trondheim, blev jeg mødt af en overglad Martinus, da jeg kom ud fra min gate. Han var faret hen til mig, så jeg tabte min kuffert, og så tog han mig op og svingede mig rundt i et kram.

"Alex!" sagde han glad og gav min kind et kys: "jeg har savnet dig."

Jeg smilede over hele ansigtet.

"Det er godt at se dig igen, Martinus," sagde jeg: "denne gang i levende live og ikke over en computerskærm."

Marcus kom også og sagde hej, og så gik den lange tur ellers hjem til Trofors. Da vi ankom til deres hus, var det tid til at møde resten af familien. Da vi kom ind af døren, løb en lille pige os i møde.

"Det er vores lillesøster Emma," sagde Marcus, og hun gav mig et kram.

"Er du Martinus' kæreste?" spurgte hun.

"Nej, det er jeg ikke," svarede jeg og smilede til hende.

"Endnu," tilføjede Martinus, og jeg gloede bare på ham med store øjne. Ham og Marcus grinede bare, og jeg endte med at ryste på hovedet af dem. Bagefter mødte jeg deres mor, Gerd-Anne. Jeg kunne med det samme godt lide hende.

Martinus trak mig derefter rundt i huset for at vise mig, hvor alting var.

"Du skal sove inde hos mig," sagde han: "vi har en ekstra madras, og den ligger vi på gulvet. Du er selvfølgelig også velkommen til at sove oppe hos mig."

Han blinkede til mig, og jeg følte, at det blev lidt akavet.

"Jeg tror bare, jeg starter på gulvet i første omgang," svarede jeg.

"Du kan i hvert fald lige få lidt ro til at pakke ud. Jeg er nedenunder, hvis du har brug for noget," sagde han. Jeg nikkede bare taknemmeligt. Han skulle lige til at gå, men så var det, han nærmest ombestemte sig og gik tilbage til mig. Han gav mig et kys på kinden, mens han krammede mig bagfra. Jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder. Han smilede bare, og så gik han ud af døren og efterlod mig i et stadie, hvor jeg ikke længere kunne finde hoved eller hale på noget. Jeg prøvede at koncentrere mig om at pakke ud, men det var svært, når han behandlede mig på den måde – så kærligt og omsorgsfuldt. Jeg blev oppe på hans værelse lidt længere end nødvendigt. Jeg skulle lige sunde mig, og da jeg kiggede på klokken, var det ved at være tid til aftensmad. Jeg begyndte langsomt at bevæge mig ud og nedad mod køkkenet.