Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 80: Ydmyget

Martinus' synsvinkel:

Det der havde hun bare ikke lige gjort! Havde hun seriøst lige stået og gnubbet sig op af en eller anden latino? Det havde hun. Hun havde virkeligt gjort det. Jeg rystede på hovedet og håbede, det bare var en drøm, mens jeg med hastige skridt småløb tilbage til hotellet.

Hvorfor havde hun gjort det her mod mig? Var det, fordi jeg ikke havde kunnet præstere tidligere? Jeg havde været så nervøs. Jeg havde været glad for, at hun ikke havde opdaget, hele min krop havde rystet som et espeløv. Det i sig selv havde været yderst pinligt. Men at jeg så ikke kunne præstere overhovedet – det havde været direkte ydmygende.

Jeg tørrede et par tårer væk fra mine øjne, mens jeg flåede døren op til hotelværelset. Jeg trampede gennem hele lejligheden og ind på det værelse, jeg delte med Alexandra. Jeg kiggede rundt i hele rummet. Mit blik fangede Alex' parfume, der stod på bordet. Jeg tog den op, sprayede lidt ud i luften og duftede til det. Normalt ville denne duft få mig til at smile, men lige nu bragte den en følelse frem af tristhed. Min pige... som jeg ikke anede, om hun stadig ville have mig. Hun var vist mere til en hot latinotype med masser af seksuel erfaring. Var latinoer ikke også kendt for at være fantastiske elskere?

Jeg flåede mit tøj af og lagde mig ned i sengen. Begravede mig under dynen i mørket, mens jeg bare lod tårerne flyde. Jeg prøvede at falde i søvn, men jeg blev ved med at se billederne inde i hovedet af Alex, der gnubbede sig op af den fyr. Han havde set meget bedre ud end mig. Ældre, moden, mørk hud. Lige den type, alle piger ville have. Jeg følte mig fuldkommen ydmyget af alt det, der var sket i dag.

Først... så var alt i fineste orden. Marcus og jeg fandt ud af det hele, og jeg hyggede mig med Alex. Det hele var perfekt... indtil jeg blev så nervøs, at jeg ikke kunne give hende det, hun så gerne ville, og som jeg ville. Hvad, der skulle have været en perfekt første gang for os, blev et mareridt... og så stak jeg af... det burde jeg ikke have gjort.

Så render jeg ind i en fan, der var så omklamrende, det tog mig uendeligheder at få hende rystet af. Hun havde hængt om mig som en kludedukke – og jeg håbede for alt i verden, ingen havde set det. Den situation kunne godt have været meget misforstået – hun havde omklamret mig, som havde hun været min kæreste.

Og så gnubber min kæreste sig op af en fyr, der var ti gange pænere end jeg. Han ville have hende, jeg kunne se det. Det lyste ud af ham, og hun opfordrede ham bare.

Var jeg virkeligt så dårlig en kæreste?

Der gik, hvad der føltes som en evighed, før jeg kunne høre stemmer, og døren gik op til værelset. Der stod hun. Min kæreste.

"Hvorfor gik du?" spurgte hun, da hun lukkede døren. Hun tog sine stiletter af og smed dem ved siden af sengen. Jeg svarede hende ikke, så hun begyndte at skifte til nattøj. Da hun endeligt sad i sengen og lagde sig under dynen, kiggede jeg stadig bare på hende.

"Er du sød at svare mig?" sagde hun, men jeg sagde stadig intet. Jeg var såret over, at hun bare havde kastet mig væk som et brugt håndklæde.

Hun rakte ud efter mig. Strøg mig over håret. Det føltes rart, trøstende, men igen – det gjorde mig endnu mere trist. Måske så hun mig bare som et lille barn.

"Martinus, jeg mener det. Du kan ikke bare lukke mig ude," sagde hun.

Da jeg fortsat ikke svarede, lagde hun sig ned ved siden af mig. Hun tog sin hånd op og begyndte at nusse min kind. Hun prøvede at lægge en arm om mig og holde om mig, men jeg skubbede hende væk. Jeg havde ikke brug for det her lige nu. Hvad havde jeg gjort for at fortjene alt det her?

Jeg så godt hendes ansigtsudtryk idet svage lys fra vinduet. Et nedslået udtryk gled over hendes ansigt, og hun trak sig fra mig. Hun lagde sig helt over i den anden side af sengen og vendte ryggen til mig. I mørket kunne jeg se hendes krop ryste. Hun græd. Jeg burde trøste hende – men jeg var som paralyseret og rørte mig ikke ud af flækken.