Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 118: Ondt i sjælen

Alexandras synsvinkel:

Januar... jeg var lige fyldt nitten. Alt det med Andreas var kommet lidt på afstand, men indeni var jeg langt fra okay. Alle ydre omstændigheder var helt fine igen, men indeni var jeg på randen til at brase sammen. Jeg følte mig fuldstændigt i stykker, hvilket måske var underligt, når man tænkte på, at jeg havde de bedste mennesker omkring mig til at hjælpe mig. Jeg havde det bare så utroligt skidt mentalt. Jeg prøvede bare at komme igennem hverdagen i et helt samlet stykke.

Mange syntes sikkert også, det var underligt, at jeg ikke bare overgav mig til Martinus og blev kærester med ham igen, når vi nu elskede hinanden. Men der lå mere i det, end at jeg bare var bange for at miste kontrollen. Det handlede i bund og grund om, hvordan jeg havde det med mig selv.

Når jeg så mig i spejlet, så jeg ikke længere en pige, der kunne stå smilende ved siden af dejlige fantastiske Martinus. I stedet så jeg en pige, der var brugt. Jeg følte mig klam og beskidt. Tilsølet af Andreas. Jeg følte mig ikke længere værdig som genstand for Martinus' beundring. Han var den mest fantastiske dreng overhovedet, og jeg var bare ikke god nok til ham. Jeg var nogle gange bange for, at han bare var sammen med mig, fordi han havde ondt af mig, og ikke fordi han elskede mig mere. Det, vidste jeg godt, ikke var sandt, men det var en tanke, der strejfede mig i mine værste og mest ømtålelige øjeblikke. De øjeblikke, hvor jeg havde lyst til bare at ligge mig ned og aldrig vågne igen. Var jeg på selvmordsranden... måske en smule. Havde jeg fortalt nogen om det? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg håbede hver dag at vågne op, og alle de tunge modbydelige tanker bare var lettet fra mit hoved. Det var svært at gå og tumle med dem hele tiden. Jeg havde selvfølgelig min psykolog, jeg snakkede med om det. Men der ville gå længe, før jeg ville blive okay igen, og det havde hun også sagt. De her tanker og følelser var en del af min hverdag – og det ville de være i meget lang tid, mens jeg arbejdede på at fjerne dem, og det var bare så utroligt hårdt indeni.

Jeg var stadig angst. Tanken om at skulle bryde alle de grænser igen, som jeg allerede havde gjort en gang... det føltes helt uoverskueligt. Næsten umuligt. Jeg led stadig af angstanfald, og jeg fortalte ikke Martinus om halvdelen af dem. Jeg syntes, det var synd for ham, at han skulle hænge på mig. At hans hverdag skulle være opfyldt af mine problemer. Jeg rejste mig fra sengen. Jeg havde ligget og slumret med en bog. Jeg følte mig fuldstændigt sort i hjernen, og hele min krop gjorde ondt af alle mine dårlige tanker. Kursen blev sat, og den gik ud mod badeværelset. Jeg smækkede mig inde derude, låste døren og gennemrodede skabene, indtil jeg til sidst fandt det, jeg ledte efter. Et barberblad. Jeg trak mit ærme op og lagde hånden til rette på håndvasken. Jeg havde aldrig nogensinde i mit liv troet, jeg skulle gøre det her. Jeg var virkeligt lavt nede i hjernen og havde egentligt mest af alt bare lyst til at skære hovedpulsåren over lige nu og her, men det kunne jeg ikke byde min familie. Det her var alternativet, for noget måtte jeg gøre.

Jeg satte bladet mod håndleddet, men jeg gjorde ikke noget. Jeg kiggede bare på det. Min krop dirrede. Jeg anede ikke, hvad jeg rigtigt havde gang i. Jeg prøvede bare at få en forløsning for den smerte, jeg havde indeni. Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt. Idet øjeblik, jeg åbnede dem, satte jeg bladet i huden, og det gjorde så ondt, jeg var lige ved at skrige af smerte. Jeg fandt hurtigt nogle klude i skabet og proppede dem i munden, så jeg kunne bide i dem, og så skar jeg igen. Tre gange. Den sidste gang kom jeg til at skære for dybt, og blodet væltede ud.

"Shit!" udbrød jeg, da vasken bare blev helt rødt, da blodet blandede sig med vandet. Jeg viklede hånden ind i noget toiletpapir og prøvede at finde noget gazebind. Da jeg fandt noget, bandt jeg hånden ind og trak ærmet ned, så det dækkede bandagen. Jeg slettede alle sporene af, hvad jeg havde lavet, og derefter satte jeg kursen mod mit værelse. På vejen ud stødte jeg ind i Xander. Jeg prøvede bare at undvige ham og fortsætte, men han stoppede mig.

"Alex, hvad sker der?" spurgte Xander. Jeg bed bare tænderne sammen og kiggede i gulvet.

"Ikke noget," svarede jeg.

Jeg holdt hånden over den bandage, jeg havde om håndleddet. Jeg var bange for, at blodet ville gå igennem, fordi jeg havde skåret lidt for dybt. Xander kiggede undersøgende på mig, og hans blik stoppede ved mit håndled.

"Hvorfor holder du om dit håndled?" spurgte han: "det ser ud, som om du skjuler noget."

"Nej, slet ikke," svarede jeg uroligt og prøvede at klemme mig forbi ham, men han tog blidt fat i min skulder.

"Alex, vær sød at vise mig dit håndled," sagde han blidt, og jeg vendte mig rundt. Jeg tøvede, inden jeg trak op i ærmet og afslørede forbindingen. Blodet var næsten gået igennem, og Xander stirrede alvorligt på det, og derefter i øjnene.

"Har du... har du," han kunne slet ikke få ordene ud: "hvad har du gjort?"

"Det tror jeg godt, du ved," mumlede jeg.

"Du har skåret dig selv, har du ikke?"

Jeg nikkede, og han greb fat i mig omgående og trak mig med ind på mit værelse, hvor han låste døren efter os. Han kiggede på håndleddet igen, og så ombestemte ham sig. Han tog min hånd igen, låste døren op og trak mig med ud på badeværelset i stedet. Da han havde låst den dør, fandt han noget nyt bandage.

"Hvorfor, Alex?" spurgte han.

"Fordi... jeg har det skidt," svarede jeg: "Xander, for hver dag, der går, føler jeg, at jeg går mere og mere i stykker."

"Det her er altså virkeligt dybt," sagde han, da han havde fået bandagen af. Han skyllede mit håndled under vandet: "jeg beklager meget, men jeg er nødt til at rense det."

Så fandt han noget desinficerende, og det gjorde så ondt, da han kom det på, at jeg fik tårer i øjnene. Han forbandt mig igen, og jeg var nødt til at fortælle ham alt, hvad der foregik. Han lyttede i stilhed, mens jeg fortalte ham, hvordan jeg så mig selv. Hvorfor jeg ikke bare lige kunne være Martinus' kæreste igen, og jeg så glimtet af tårer i hans øjne.

"Du er nødt til at fortælle ham det her," sagde han alvorligt: "og hvis du ikke gør det, så gør jeg det. Jeg ved ikke, om du kan se det, men det er dødsens alvorligt, Alex. Snakker du overhovedet med din psykolog om det her?"

"Ja, hun ved det godt, og hun gør, hvad hun kan for at hjælpe mig."

"Og hvad så med Martinus?" spurgte han.

"Jeg kan ikke fortælle ham det her, Xander. Det vil knække ham fuldstændigt."

"Det vil knække ham endnu mere, hvis han en dag om et år opdager det, og han kunne have hjulpet dig. Du skal fortælle ham det."

"Det kan jeg ikke..."

"Så må jeg gøre det."

"Nej... "

"Jo, Alex. Han kan jo heller ikke hjælpe dig, hvis du ikke fortæller, hvad der foregår inde i hovedet på dig. Han elsker dig. Han er ikke bare sammen med dig af medlidenhed. Den måde, han kigger på dig på. Jeg tror aldrig, jeg har set nogen elske så meget, som han elsker dig. Han ville gøre hvad som helst for dig. Lad ham nu få det af vide. Lad ham få lov til at være din støtte. Din psykolog har jo ret, hans kærlighed til dig er en vigtig brik i det her puslespil for at få dig tilbage på ret køl."

"Men... hvad nu hvis jeg aldrig bliver okay igen?"

"Det gør du," sagde han: "men du er nødt til at tro på det."

Jeg nikkede så. Stakkels Martinus, at han skulle have det her af vide. Hvad ville han dog ikke sige...

"Fint," svarede jeg: "jeg fortæller ham det, når jeg ankommer til Trofors i morgen."