Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 100: En ubeskrivelig smerte

Alexandras synsvinkel:

Det var aften, og jeg lå i min seng og så. Mens jeg var midt i at se Riverdale for ti tusinde gang, bankede det på døren. Jeg gik ned og lukkede op, og der stod han... Andreas. Jeg fattede mig hurtigt og fandt min kolde mine frem.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg med så isnende kold en mine, jeg overhovedet kunne.

"Slap af prinsesse. Vi skal bare have lidt sjov," sagde han og skubbede mig baglæns ind i entreen og lukkede døren bag sig.

"Lad mig være, din klamme idiot." råbte jeg, og han slog hurtigt hånden hen over min mund.

"Så tier vi lige stille ik."

Jeg prøvede at slange mig ud under hans greb, men det nyttede ikke. Han slap mig og betragtede mig igen. Jeg kiggede på ham og gav ham et dræberblik, men det skulle jeg aldrig have gjort. Det næste øjeblik mærkede jeg en smerte, der bredte sig ud over min kind, og det gik op for mig, at han havde slået mig. Jeg tog mig til kinden.

"Det er den straf, man får, når man har været en uartig pige, Alex," sagde han: "opfør dig ordentligt."

"Og hvad så, hvis jeg ikke gider?"

"Så har det konsekvenser." Han slog mig igen. Denne gang med en knyttet næve, og jeg faldt til gulvet. Han tog fat om min arm og slæbte mig i et fast greb op på mit værelse, hvor han flåede tøjet af mig. Jeg kæmpede imod. Slog ham, bed ham, men intet nyttede. Han gav også mig et par slag, og inden jeg kunne nå at gøre mere, var han trængt op i mig. Det gjorde så ondt, at det ikke kunne beskrives. Jeg skreg, men han klaskede bare sin hånd over min mund og fortsatte.

Pludseligt var der et par hænder, der tog fat i Andreas' nakke og trak ham af mig. Andreas langede sin hånd ud, men ramte ikke den person, der havde afbrudt ham. Mine øjne var sløret, så det eneste, jeg så, var en blanding af tatoverede arme.

Da mit syn klarede op, fik jeg øje på Xander, der gav Andreas et slag lige mit i ansigtet med en knytnæve. Jeg farede op fra sengen. Jeg kunne ikke bare lade Xander stå med det her alene. I det øjeblik fik Andreas givet Xander et ordentligt slag, så han vaklede, og jeg sprang op af sengen. Jeg ignorerede alle de smerter, Andreas kort før havde påført mig og greb den nærmeste genstand, jeg kunne få fat i. Jeg svang den og gav Andreas et ordentligt slag i baghovedet, inden han nåede at give Xander endnu et fur i hovedet. Andreas faldt bevidstløst til jorden.

"Jeg vidste, der var noget galt!" sagde Xander ophidset: "hvorfor har du ikke sagt noget?"

"Det kunne jeg ikke. Han truede mig. Jeg var nødt til at bare at spille med."

"Alex, for helvede," sagde han og trak mig ind til sig – ligeglad med, at jeg var nøgen. Jeg begyndte at græde. Det gik op for mig, hvad der egentligt var sket.

"Du bløder!" udbrød Xander pludseligt, og jeg kiggede ned. Jeg stod i en blodplet, der dækkede rundt om mine fødder, og nu lagde jeg mærke til, det fortsat sivede ned af mit ben.

"Jeg ringer efter en ambulance," sagde han, men jeg rystede på hovedet.

"Nej, du ringer først til politiet. Ham der," sagde jeg og pegede ned på Andreas: "han skal bagbindes først. Han skal aldrig på fri fod igen. Han har ødelagt nok."

Xander sukkede, men gjorde, som jeg sagde alligevel. Vi fik fundet noget gaffatape og noget reb og fik Andreas bundet sammen, så han ikke kunne slippe væk, når han vågnede. Vi fik også ringet til politiet. Xander var helt hysterisk over, at jeg blev ved med at bløde, og han blev ved med at insistere på, at jeg absolut skulle med en ambulance. Jeg kunne ikke modsige ham, og der gik ikke længe, før der holdt en ambulance ude foran mit hus. Xander kørte med ud på hospitalet, og jeg kom omgående ind til undersøgelse.

"Er der sket noget alvorligt?" spurgte jeg: "hvorfor bliver det ved med at bløde?"

"Ham, der voldtog dig, har desværre fået revet hul på dig, og vi bliver nødt til at stoppe blødningen," sukkede lægen.

Jeg kunne mærke, at jeg fik en klump i halsen, da jeg prøvede at holde mine tårer tilbage. Men jeg kunne ikke, de løb bare ned ad mine kinder af sig selv.

"Jeg ved godt, du er ked af det," sagde lægen: " men det er heldigvis ikke alvorligt. Du vil fungere helt normalt igen, når det er groet sammen."

Jeg nikkede bare.

"Er der blevet ringet efter min mor?"

"Ja, hun er på vej."

Mere hørte jeg ikke, før mit hoved blev tåget, alt blev utydeligt og kort efter var jeg helt væk.

A/N:

I'm back! Finally! Og nu er der blevet fyret op for action! 

Uhadada... Andreas voldtog hende... 

Hvad mon der sker nu? ;) 

Skriv i kommentaren, hvad I tror, der kommer til at ske nu! <3

Glem ikke at stemme :))