Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 44: Er vi okay?

Martinus' synsvinkel:

Jeg havde sagt det. Indrømmet det langt om længe. Til hendes åbne ansigt. Jeg elskede hende. Det, hun gjorde ved mig, havde jeg aldrig nogensinde oplevet før. De følelser, hun vakte i mig, var så dyrebare, jeg ville ønske, jeg kunne gemme dem for evigt, så alle kunne se og mærke, hvor meget jeg havde elsket denne pige. Hun var min store kærlighed. Også min første. Jeg kunne aldrig miste hende. Det måtte ikke ske!

Mens jeg bare lå på hendes bryst, tænkte jeg over det, der lige havde passeret mellem os. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun havde nydt det, og det var det eneste, der betød noget for mig. Det havde været lidt pinligt at fortælle hende, jeg faktisk havde undersøgt det hele. Jeg følte lidt, det havde fremstillet mig umodent. Det viste netop, at jeg absolut ingen erfaring havde. Men hun havde derimod været glad for det. Måske skulle jeg ikke lade mig gå sådan på af min manglende erfaring. Hun ville jo tydeligvis have mig for mig.

Efter et stykke tid, stod vi ud af sengen. Vi tog tøj på i stilhed, mens vi betragtede hinanden. Jeg kiggede på hendes vuggende hofter, mens hun gik over gulvet. Jeg kom til at tænke på alt det, der var sket til den fest. Var vi okay igen? Selvom der lige havde passeret dette mellem os, så følte jeg ikke, jeg havde fået en hundredeprocent afklaring på, om hun stadig var sur på mig. Jeg skulle hjem allerede i morgen, så jeg var nødt til at vide det.

"Alex," sagde jeg med grødet stemme,og hun vendte sig øjeblikkeligt mod mig, da hun hørte, hvordan min stemme lød alt andet end normal. Hun rynkede brynene og gik stille hen mod mig.

"Hvad er der?" spurgte hun omsorgsfuldt: "min søde skat."

"Er vi okay igen?" spurgte jeg, og min stemme knækkede en anelse: "efter alt det med den fest?"

"Selvfølgelig er vi det," svarede hun.

"Men jeg føler mig så skyldig over, at jeg næsten brød det løfte," sagde jeg og sukkede: "jeg ved, hvor vigtigt det er for dig, og jeg prøver at være god for dig, men jeg føler ikke, jeg..."

Hun afbrød min talestrøm ved at presse sine læber mod mine. Mine arme søgte hurtigt rundt om hendes krop og knugede hende bare tæt ind til mig. Hendes læber forblev på mine. Hun kyssede mig bare helt roligt, men samtidigt umådeligt dybt. Da vores læber slap hinanden, kiggede vi bare ind i hinandens øjne. Hendes øjne glimtede som safirer fra sollyset, der skinnede ind gennem hendes vindue.

"Martinus, du kan ikke gå og have samvittighedsnag i den her grad over alle de fejl, du begår. Alle fejler," sagde hun.

Jeg kiggede ned. Hurtigt mærkede jeg en hånd, der nussede min nakke, og jeg kiggede på hende igen.

"ALLE," gentog hun: "jeg er bestemt heller ikke stolt over, jeg bare efterlod dig. Jeg agerede langt fra som den voksen,jeg burde have været. Det er min skyld, du overhovedet endte i den tilstand, du gjorde, og det vil jeg gerne undskylde for. Jeg havde ingen ret til at blive sur på dig over noget, jeg selv var skyld i. Jeg kunne bare ikke se det. Jeg havde selv fået for meget at drikke. Jeg prøvede at gøre, hvad jeg kunne for at få et klart hoved, inden jeg fandt dig, men det er en umulighed at få påvirkningen ud af kroppen ret hurtigt, når den først er indtruffet."

"Jeg er ikke sur på dig," svarede jeg: "der skete heldigvis ikke noget."

"Heldigvis," sagde hun og rystede på hovedet: "jeg tør næsten bare tænke på, hvad der kunne være sket."

"Har du nogensinde gjort noget dumt, når du har været fuld?" spurgte jeg.

Hun lukkede først sine øjne og tog en dyb indånding. Så åbnede hun dem igen.

"Ja," svarede hun: "det har alle. Det er en del af det at være fuld. Hvordan tror du, jeg mødte min ex."

Jeg gjorde store øjne af hende.

"Hvad?!" udbrød jeg. Havde de mødt hinanden i... en brandert?

Hun nikkede trist.

"Ham og jeg mødte hinanden til en fest for længe siden. Vi havde et one-night-stand, og der gik ikke længe, før vi begyndte at date og blev kærester. Det hele gik utroligt hurtigt."

"Så det er derfor, du ikke ønsker, at vi går lige så hurtigt frem?"

"Ja, jeg fortryder meget i dag, at jeg overhovedet havde det one-night-stand," sagde hun bedrøvet og tilføjede derefter lavt: "det var ikke sådan, jeg havde ønsket at miste min mødom."

"Hvor gammel var du?" spurgte jeg chokeret. Jeg kunne slet ikke forestille mig, Alex gører sådan noget. Hun virkede alt for fattet til at gøre sådan nogle ting.

"Jeg var femten," svarede hun langsomt: "ham og jeg var sammen i næsten tre år."

What! Så de havde altså været sammen længe, selvom ham havde behandlet hende som lort. Hun virkede på ingen måde til at have det godt med det heller.

"Dette er også grunden til, at jeg sjældent drikker ret meget. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg kan ikke lide at miste kontrollen over mig selv. Jeg havde ingen kontrol den nat, men det eneste, jeg husker, var bare, hvor ondt det gjorde."

Jeg kørte min hånd ned af hendes ryg og ind under hendes bluse. Jeg nussede hendes ryg. Jeg bøjede mig ned og gav hende et kys på panden.

"Nu har du mig," sagde jeg: "og jeg skal nok sørge for, at det ikke gør ondt på dig eller er ubehageligt."

"Det ved jeg, Martinus," sagde hun: "der er også noget andet, jeg gerne vil have, du skal vide."

Jeg nikkede kort, parat til at høre hvad hun ellers skulle betro mig.

"Jeg har aldrig følt sådan over for nogen, som jeg gør over for dig. Jeg ved med hundredeprocent sikkerhed, at jeg aldrig elskede Andreas. Du er noget helt specielt."

Det var en ren kærlighedserklæring. Jeg ville dog ønske, hun ville sige, at hun også elskede mig, men det var nok for tidligt at håbe på det. Hun var tydeligvis mere end bare glad for mig.

"Du har nok allerede gættet det," sagde hun: "men jeg er mere end bare glad for dig. Jeg er totalt håbløst og helt igennem forelsket i dig."

Jeg smilede. Jeg vidste det jo egentligt godt. Men det var stadig rart at høre det fra hendes læber. Jeg trak hende ind i et langt kys og kunne slet ikke slippe hende igen. Endeligt var hun begyndt at indrømme sine følelser for mig. Mere end at hun bare var glad for mig.

"Jeg havde i hvert fald håbet på det," sagde jeg: "men jeg gættede på, du måtte være det. Ellers ville du aldrig have ladet mig komme så tæt på."

Hun smilede.

"Du sagde, du gerne ville have, jeg gav mere af mig selv til dig," sagde hun så.

Jeg nikkede bare som svar.

"Godt," fortsatte hun: "så har jeg en ide. Kom med."

Så flettede hun sine fingre ind i mine, og vi gik nedenunder i stuen.