Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 27: Kig den anden vej...

Alexandras synsvinkel:

Hele vejen hjem i flyet kunne jeg ikke tænke på andet end Martinus. Han havde endeligt indrømmet, at han var forelsket i mig. Jeg havde inderst inde godt vidst det hele tiden, men jeg havde nægtet at indrømme det over for mig selv. Jeg havde nok haft lidt svært ved at overskue, at kærligheden bankede på døren så hurtigt efter alt det, der var sket. Jeg havde godt vist, at konsekvensen ved at tage op og besøge ham var, at der måske ville ske noget mellem os. Men jeg havde langt fra regnet med, at der skete så meget, som der gjorde. Alle de situationer, vi var endt ud i. Så tæt, vi lige pludseligt havde befundet os på hinanden. Så mange følelser, der var blevet vist og følt. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at ham og jeg skulle komme så tæt på hinanden på så kort tid. Jeg havde ikke regnet, jeg overhovedet var blevet forelsket i ham. Men det var jeg. Meget endda. Men det var der ikke nogen, der skulle vide. For nu, var det min egen lille hemmelighed. Jeg følte slet ikke, jeg kunne undvære ham mere, men jeg var nødt til det. Vi boede i hvert vores land. Levede hvert sit liv. Hvordan skulle vi nogensinde få det til at hænge sammen, hvis vi reelt blev kærester? Det var jo det, han ønskede. Og nok også det, jeg inderst inde selv ønskede.

Da jeg endeligt landede i Danmark, stod Mira og ventede på mig i modtagelsen. Jeg havde kun skrevet en smule med hende, mens jeg havde været i Trofors. Hvis jeg havde FaceTimet med hende, kunne det jo være, hun havde fundet ud af, hvor jeg egentligt havde befundet mig hele ugen.

"Alex!" råbte hun, mens hun været fløj gennem luften hen til mig og faldt mig om halsen.

"Hvor har jeg bare savnet dig!" sagde hun og klamrede sig nærmest til mig.

"I lige måde!" svarede jeg, og vi begyndte at gå mod udgangen. Vi havde aftalt at tage ud at spise på vores yndlingscafe og så en lille tur ud at shoppe bagefter. Vi fik hurtigt afsat min kuffert hjemme i Miras lejlighed, og så gik turen ellers videre ud til morskaben.

"Nå, hvordan gik det så i Norge med den ven, du skulle op og besøge?" spurgte Mira, da vi havde fået sat os ned på cafeen og fået maden serveret.

"Det gik rigtigt godt," svarede jeg: "det var rart endeligt at se ham. Vi har skrevet en del."

"Hvad hedder han egentligt?" spurgte hun: "det fortalte du mig aldrig."

Inden jeg svarede, tog jeg først en nachos, dyppede den i guacamole og cremefraiche og puttede den i munden. Jeg havde lige brug for et par sekunder til at overveje mit svar.

"Martin," svarede jeg bare. Det var ikke så langt fra "Martinus", så det gik nok. Så løj jeg vel også mindre ved at tage et navn, der næsten var det samme...? Eller det bildte jeg mig i hvert fald ind for at få bedre samvittighed.

"Du har helt røde kinder," sagde hun overrasket: "har I lavet noget? For du ser næsten sådan ud."

"Øm... vi kyssede måske bare lidt," svarede jeg, og Mira var helt oppe at køre og skulle have alle detaljerne.

"Så kan Andreas også bare gå ad helvede til," sagde hun: "ham der Martin lyder som en god fyr. Sådan min pige!"

Da vi var blevet færdige med maden, var det shoppetid. Vi gik fra tøjforretning til tøjforretning. Prøvede læssevis af tøj på, og til sidst havde jeg så mange poser i hænderne, at jeg næsten ikke kunne bære dem.

"Jeg så altså en vildt cute bluse i Vero Moda forleden dag, jeg bare er nødt til at eje," sagde Mira.

Jeg grinede, og så satte vi kursen mod Vero Moda. Da vi var halvvejs derhenne, kom der pludseligt et par gående mod os. Han var en del højere end hende, og han havde armen rundt om hendes skuldre. Jeg følte, jeg genkendte dem, men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvorfor. Da de kom tættere på, havde jeg lyst til at løbe den modsatte vej og gemme mig. Det var Andreas... og Freja. Jeg hev fat i Miras ærme.

"Hvad sker der?" spurgte hun.

"Det er Andreas," sagde jeg lavt: "og han er åbenbart sammen med Freja nu."

Mira kiggede i den retning, jeg lige havde kigget i for bare fem sekunder siden.

"Bare kig den anden vej," sagde hun: "lad som om de ikke eksistere. Du har jo Martin nu!"

Jeg prøvede at ignorere dem, men det var for sent. De havde begge fået øje på mig, og jeg fik først øjenkontakt med Freja, der lignede en, der lige havde set et genfærd. Derefter med Andreas, der bare smilede sleskt.

"Jamen, der har vi jo Alex," sagde han: "skal du ikke sige tillykke til mig med min nye kæreste."

"Ellers tak," svarede jeg: "der er ikke noget at lykønske. Men I passer godt sammen, meget bedre end vi gjorde."

"Ti stille," snerrede han: "ellers skal jeg..."

Men jeg afbrød ham.

"Spar mig for dine trusler. Jeg skal videre nu alligevel," sagde jeg og kiggede ham direkte i øjnene: "jeg håber, I har det godt sammen."

Og så forlod jeg dem og gik over mod Mira, der stod og ventede på mig fem meter længere fremme.

"Er du okay?" spurgte hun, og jeg nikkede. Jeg var stadig chokeret over at være løbet ind i dem. Vi gik det sidste stykke hen til forretningen, og Mira næsten løb hen til blusen, hun ønskede sig og rev den ned fra hylden.

"Alex," var der pludseligt en stemme, der sagde bag mig, og jeg lukkede mine øjne i. Det her skete bare ikke...