Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 31: Tabu

Alexandras synsvinkel:

Mira og jeg havde det vildt hyggeligt sammen. Vi sad det meste af tiden og var helt færdige af grin. Enten over hinandens dårlige jokes, over et eller andet youtube-klip eller bare fordi. Vi fik også kørt en pizza eller to ned, og nu sad vi så og så en eller anden vildt romantisk film. Jeg sad selvfølgelig og tænkte på Martinus i mens. Hvor jeg dog savnede hans skulder at ligge op ad. Hans arm, der foldede sig om mig og trak mig endnu tættere ind til sig. Hans hænder at flette fingre med. Hans varme krop, der svøbte sig omkring min om natten, som beskyttede han mig mod alverdens farer.

Jeg hev mig selv ud af trancen. Ved at han dukkede op i mine tanker, kom jeg også til at tænke på, at jeg hellere måtte gå ned og få forklaret Lisette, hvorfor hun ikke kunne sige hans navn til nogen... andre end mig, og måske mor.

"Hvor skal du hen?" spurgte Mira, da jeg langsomt begyndte at rejse mig fra sengen.

"Jeg skal bare lige ned og sige noget til min mor. Noget, jeg lige har glemt. Jeg er tilbage om lidt."

"Okay," svarede hun bare og så videre. Puha, godt hun ikke havde fundet på, at hun skulle med derned. Jeg gik i raskt tempo ned af trappen og ind i stuen. Der sad mor og Lisette og så en film sammen. Ingen af dem havde åbenbart hørt mig komme, da jeg kunne se, hvordan det gibbede i dem begge, da de endeligt lagde mærke til mig.

"Må jeg godt lige snakke med jer begge et kort øjeblik?" spurgte jeg, og mor pausede filmen. Lisette så stadig ret trist ud. Men jeg behøvede ikke spekulere over det ret længe, før mor åbnede ballet.

"Lisette har været ret trist over, du ikke har fortalt om dit besøg i Norge endnu."

Jeg rettede hurtigt blikket over på min søde lillesøster, der bare sad og pillede lidt ved en af pyntepuderne i sofaen.

"Du ved jo, hvor stor fan jeg er af dem," startede hun: "og at du lige pludseligt har noget med en af dem. Det gør mig bare helt vildt over-hyped. Det er jo ikke alle, der kan sige, at deres storesøster har noget kørende med selveste Martinus Gunnarsen."

"Jeg ved det," svarede jeg: "og det er også det, jeg er kommet for at snakke med jer om."

Lisette rettede blikket mod mig nu. Hendes øjne var af en lettere rødlig tone, hvilket tydede på, hun faktisk havde været ret ked af det over dette tidligere. Jeg følte virkeligt, at jeg skyldte hende den her forklaring.

"Jeg havde en fantastisk uge i Norge, og jeg er faktisk blevet utroligt tætte med dem begge – på hver sin måde," startede jeg: "men det med Martinus og jeg er en hemmelighed. I kan ikke nævne hans navn over for andre end mig. I kan ikke tale om det her, jeg har med ham, til nogen! Hvis det bliver opdaget, så bliver jeg bogstaveligt talt smidt ud af min sociale omgangskreds oppe på gymnasiet. Jeg vil blive mobbet og meget mere. Forstår I, Marcus og Martinus er desværre et tabu, når man har min alder. "

"Men hvorfor?" spurgte Lisette: "jeg skal nok lade være med at sige det til nogen, men hvorfor vil det gå ud over dig på den måde? Hvad mener du med, de er tabu?"

"Det vil gå ud over mig, at jeg er sammen med en af dem. I gymnasiet er det slemt nok at være fan af dem i forvejen. Størstedelen af dem på gymnasiet kan ikke lige dem – mange direkte hader dem, dog uden at have nogen reel grund til det. Det er sådan bare, fordi de kan."

"Men skat, er det nu også så slemt, som du gør det til? Folk vil vel acceptere det med tiden?" sagde mor, og jeg sukkede.

"Der må jeg desværre skuffe dig mor, men folk er meget fordomsfulde omkring dem. Folk ser dem som små børn, selvom der ikke er mere end et til to års forskel mellem drengene og dem selv. Folk er åndssvage, men det kan vi ikke gøre noget ved."

Vi blev ved med at snakke lidt frem og tilbage om det hele. Heldigvis forstod de mig begge to godt, og det med Martinus blev på en måde vores hemmelighed. Jeg fortalte dem også, at når der var andre, var de nødt til at betegne ham som "Martin". Ellers snakkede vi også bare lidt om selve mit besøg i Trofors. Lisette prøvede hele tiden at få ud af mig, hvad der var sket i den uge mellem Martinus og jeg, men jeg sad bare med røde kinder og et forelsket smil på. Da jeg rejste mig for at gå, fulgte hun efter mig. Hun tog fat i mit håndled og trak mig med ud i gangen, hvor ingen kunne høre os.

"Jeg kan se på dig, at der skete noget mellem jer?" sagde hun. Hun fangirlede tydeligvis om mig og ham sammen. Bare hun nu ikke hoppede med på Marcus' shipnavn og kaldte os Alexinus.

"Det gjorde der også," svarede jeg i en hvisken: "han har sagt, han er forelsket i mig og gerne vil have mig som kæreste på et tidspunkt."

"Uuuuuh!" hvinede hun, men stadig så lavt, at ingen hørte det: "har I kysset endnu?"

Og så brød mit smil for alvor igennem, og jeg nikkede på hovedet.

"Ja, det har vi," sagde jeg drømmende.

"Indrøm det Alex, du er så vild med ham."

"Behøver jeg overhovedet svare på det spørgsmål? Du lyder allerede, som om du kender svaret."