Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 78: Flirten

Martinus' synsvinkel:

Det var nu fire dage siden, Marcus havde kysset Alex, og jeg snakkede stadig ikke til ham. At han havde gjort det mod mig, var i mine øjne helt utilgiveligt. Alex derimod så ikke ud til, at hun havde nogen problemer med at snakke til ham. Måske havde hans kys været bedre end mine?

Lige nu sad vi i flyet på vej til LA. Marcus og jeg skulle i studiet, og jeg havde fået lov til at tage Alex med. Hun havde lovet højt og helligt ikke at forstyrre vores arbejde. Jeg var dog glad for, at hun var her. Jeg tror ærligt ikke, jeg ville have kunnet koncentrere mig om arbejdet, hvis jeg vidste, hun var hjemme i Danmark – så langt væk fra mig. Hun havde virket enormt lettet, da jeg havde spurgte hende, om hun ville med. Hun var nok bare glad for at komme lidt væk fra skolen og dramaet mellem hendes forældre. Jeg vidste, hun stadig ikke var på helt god fod med sin mor endnu.

Jeg kiggede mod Marcus og Alex. Alex havde måttet sidde mellem mig og ham, ellers ville jeg nok have prøvet at kvæle ham, mens vi fløj over Atlanten. De sad og grinede af eller andet på Marcus' telefon – og jeg fik øjenkontakt med Marcus og sendte ham et dræberblik. Hans smil stivnede, og han kiggede hurtigt ned i skærmen igen.

Alex kiggede over mod mig og rynkede brynene – hun havde allerede opdaget det. Hun sendte mig et blik, jeg ikke helt kunne tyde. Det var en anelse dømmende – og jeg vidste hvorfor. De sidste fire dage havde hun prædiket for mig om, at jeg burde snakke med Marcus, men jeg havde nægtet.

Da vi ankom til LA, havde jeg stadig et ikke sagt et eneste ord undervejs. Det begyndte at irritere mig, at Marcus havde snakket med MIN kæreste på hele turen, og jeg havde ikke fået andet opmærksomhed end et par kys. Jeg flettede mine fingre ind i hendes, da vi gik mod udleveringen af bagagen.

"Martinus, snak nu til ham!" hviskede hun: "han er vildt ked af det."

"Så kunne han bare have ladet være med at røre min kæreste," svarede jeg: "skat, der er kun en, der skal kysse dig, og det er mig."

Hun rystede på hovedet af mig og trak mig ind i et kys.

"Det er sandt, men du skal tale med ham."

"Nej... det vil jeg ikke."

"Fint... men hvis du ikke gør det, så går jeg hen og kysser ham – lige her, midt i lufthavnen."

"Det gør du ikke!" sagde jeg hurtigt. Det kunne hun ikke mene. Kyssede han så meget bedre end mig?

"Watch me!" sagde hun og slap min hånd. Hun satte kursen mod Marcus, men jeg tog fat i hendes arm.

"Kysser han så meget bedre end mig?" sagde jeg såret. Mine øjne sved, som lige før tårerne skulle til at samle sig. Hun vendte sig om og kiggede bekymret på mig.

"Martinus, jeg elsker dig, okay? Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre for at få dig til at indse, at du er nødt til at tale med ham. Han begik en fejl, ja – men han er din bror! Gør så noget ved det!"

"Du svarede ikke på mit spørgsmål!" sagde jeg.

"Nej, Martinus. Det gjorde jeg ikke. Fordi det, der skete den aften, var en fejl. Jeg har ikke lyst til at sammenligne jer. I er brødre – og du er min kæreste, okay? Det betyder, at du er den, der skal kysse på mig. Er det sivet ind nu?"

Jeg nikkede. Jeg forstod godt, hvad hun mente. Og det var vel på sin vis også fair nok, at hun ikke ville svare på spørgsmålet... Derfor gjorde jeg, hvad hun havde bedt mig om – og snakkede med Marcus om det. Vi fik klinket skårene til sidst. Han fortalte mig, at han ikke var forelsket i hende – men at han havde haft det skidt over at føle sig udenfor. Det vidste jeg slet ikke. Han undskyldte for, at han havde kysset Alex, og det hele var heldigvis i orden igen. At ignorere hinanden så længe var svært.

Alexandras synsvinkel:

"Jeg har snakket med ham," sagde Martinus, da han kom tilbage ind på vores hotelværelse.

"Godt gået skat, det var på tide," svarede jeg: "hvad sagde han?"

"Han forklarede mig det hele... at han ikke var forelsket i dig, men at han havde stærke følelser for dig. Jeg føler, det er ret akavet, at jeg står og fortæller dig alt det her..."

"Det er fint, Martinus. Jeg ved det godt. Han har fortalt mig det."

Martinus kom hen og satte sig på sengen ved siden af mig. Han flettede sine fingre ind i mine, og jeg rykkede helt hen til ham.

"Var det derfor, du ville have, jeg skulle snakke med ham?"

"Ja... det var det. Jeg syntes, det var synd, at I skulle være uvenner, når jeg vidste, I ikke behøvede det."

"Det gik mig på, at jeg troede, han var vild med dig."

"Jeg ved det, skat. Men jeg er glad for, I fik snakket," sagde jeg. Vi sad bare og kiggede hinanden dybt i øjnene. Meget intenst. Indtil jeg lænede mig frem mod ham og kyssede ham, først hans læber, og så videre ned af halsen. Hans hænder stod ikke stille, og snart lå alt vores tøj spredt rundt i hotelværelset. Martinus havde lagt mig ned i sengen, og lå oven på mig. Han kyssede mig ned af halsen, ned over maven, og sådan fortsatte vi med at pirre hinanden. Jeg vidste godt, hvor dette førte hen, og jeg var så klar til det!

"Er du sikker på, du vil det her, Alex?" spurgte han nervøst: "er du okay med det?"

"Selvfølgelig, der er ikke noget, jeg hellere vil med dig," svarede jeg.

Han fandt et kondom frem, men da han skulle sætte det på, gik det galt. Han var så nervøs, han ikke kunne holde sine nedre dele "oppe". Han sank sammen ved siden af mig med hovedet begravet i sine hænder.

"Undskyld, skat," mumlede han: "jeg kan ikke... få det til at virke..."

"Shhh," sagde jeg og kyssede ham i håret: "det er okay. Kan du huske, hvad vi snakkede om? Lykkedes det ikke første gang, prøver man igen."

"Men det her er simpelthen for pinligt! Jeg vil SÅ gerne... og så kan jeg ikke af nervøsitet..."

Han rejste sig op. Jeg kunne se, han havde tårer i øjnene. Han flåede tøjet op fra gulvet, kastede det på sig og stormede ud af døren. Han efterlod mig...

Jeg tog selv tøj på igen. Han blev nok god igen senere, når vi fik snakket om det. Han skulle bare køle lidt ned. Jeg gik en tur ned i lobbyen, men da jeg kom derhen, gik mit hjerte næsten i stå. Jeg så ham. Han gik lige der. Min kæreste. Min Martinus. Med armen om en anden pige, som han smilede og tydeligvis flirtede med. Det havde jeg aldrig troet om ham! Det stak helt ind i hjertet på mig. Hvorfor havde han mig, hvis han alligevel løb rundt med andre piger, han hellere ville have. Hun var køn, virkeligt køn – meget pænere end mig... og sikkert også yngre. Måske ville han i virkeligheden slet ikke have så gammel en pige som mig...

Jeg tog benene på nakken og styrtede tilbage til hotelværelset. Jeg satte mig i vinduet med en bog i hænderne. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig – det eneste, jeg så for mig, var Martinus, der havde armen om en anden pige.