Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 26: Alle de ting, du ikke ved

Alexandras synsvinkel:

Bare alene det, at Martinus gerne ville kalde mig sin kæreste, følte jeg, lagde et pres på mine skuldre. Jeg ville ham jo gerne, meget endda. Men jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville kunne åbne mig så meget op igen og lade nogen komme så tæt på mig, at jeg turde vise dem, hvad der gemte sig i mit dybeste sind.

Jeg skulle hjem i dag, og det gjorde mig trist. Jeg ville komme til at savne Martinus frygteligt meget. Det at vågne op ved siden af ham om morgenen var lige blevet en fast ting, mens jeg var her. Det ville blive meget tomt ikke at skulle sove sammen med ham det næste lange stykke tid.

Martinus havde opført sig mærkeligt hele morgenen. Han havde hængt med hovedet, siden vi stod op. Vi havde brugt en første time, efter vi vågnede på bare at ligge og nusse. I dag var det ikke mig, der havde puttet sig ind til ham, men omvendt. Han havde bare klamret sig til mig og nærmest tigget mig om at flytte rejsedatoen et par dage endnu. Men det kunne jeg ikke. Jeg havde terminsprøver fra om mandagen, og jeg skulle lige nå hjem og gøre mig klar til det mentalt. Jeg var i gang med at pakke mine kufferter, da Martinus kom ind i værelset og lagde armene om livet på mig bagfra. Han lagde sit hoved på min skulder og sukkede.

"Alex, jeg vil ikke have, du tager hjem," sagde han trist og trak mig med hen til sin seng, hvor han lagde os begge ned. Jeg gav han et lille kys og puttede mig ind til ham.

"Undskyld," mumlede jeg: "men jeg er nødt til det Martinus."

"Kan du ikke pakke mig ned i din kuffert?" spurgte han, og jeg grinede. Jeg kiggede på ham og kørte en hånd gennem hans hår. Hvor var han dog sød. Han ville bare gerne være tæt på mig hele tiden.

"Hvis jeg kunne, havde jeg også gjort det," svarede jeg: "men det er desværre ikke muligt. Du har også skole, lektier og koncerter at tænke på."

"Jeg ved det," sagde han stille: "men er du ikke sød, inden du rejser at fortælle mig om dig selv?"

"Du mener, om alle de ting, du ikke ved?" spurgte jeg, og han nikkede.

"Jeg tror ikke, der er så meget at fortælle," sagde jeg langsomt, selvom jeg godt vidste, at det var der jo: "mine forældre blev skilt, da jeg var lille, fordi min far var utro. Jeg ser ham sjældent, da min mor fik forældremyndigheden. Jeg har derfor ikke rigtigt haft en faderlig figur og derfor ingen gode råd om drenge. Så stødte jeg på Andreas, og han var sød i starten. Vi blev hurtigt kærester, og jeg tilbragte det meste af tiden hjemme hos ham. Han ændrede sig dog, og der startede volden. Han kørte mig ned, helt ned. Kaldte mig for tyk og grim, og det gjorde utroligt ondt. Så begyndte han at slå mig, og så røg mit selvværd først rigtigt i bund. Jeg har aldrig rigtigt fået genopbygget det helt."

Martinus sagde ingenting. Han lå bare og kiggede på mig. Så kyssede han mig.

"Har du nogensinde gjort ting ved dig selv for at fjerne smerten ved alle hans ydmygelser?" spurgte han nervøst, og jeg kunne mærke hans greb om mig blev strammere.

"Jeg prøvede at sulte mig selv, da han kaldte mig for tyk. Men min mor opdagede det, og jeg bildte hende ind, jeg bare prøvede at få en pænere figur. Jeg stoppede dog igen, da det ikke nyttede noget. Lige meget, hvad jeg gjorde, blev han ved med at kalde mig tyk og grim. Da han begyndte at slå mig, blev tingene værre, og jeg... Jeg..."

"Det er okay, Alex," sagde han og gav mig et langt kærligt kys: "du kan sige alt til mig."

"Martinus, jeg planlagde mit eget selvmord," sagde jeg, og jeg så choket i hans øjne: "helt ned til mindste detalje. Jeg følte på det tidspunkt, at det var min eneste vej ud."

"Men du gjorde det ikke?"

"Nej, dagen inden, jeg havde planlagt det til, kom hende Freja så og fortalte, at han havde været mig utro med hende. Hun gav mig en anden udvej af det forhold, så måske burde jeg være taknemmelig," sagde jeg: "så slog vi op... den dag prøvede han at voldtage mig, men jeg slap væk, og jeg har ikke set ham siden."

Martinus rystede fortvivlet på hovedet.

"Jeg har lyst til at slå ham ihjel," sagde han: "smadre ham for det, han har gjort mod dig."

Jeg gemte bare mit ansigt i hans nakke, så han ikke så mine tårer. Men han fik hurtigt vendt mit blik mod ham igen.

"Alex, du er smuk og dejlig. Du er ikke tyk, du er præcis, som du skal være," sagde han og kyssede mig der, hvor tårerne kort før havde faldet: "og du har hele verden at leve for. Lov mig, at du aldrig lader nogen behandle dig sådan igen."

"Det lover jeg Martinus," sagde jeg: "og den her uge sammen med dig, på trods af vores sammenstød tidligere på ugen, så gør du noget ved mig. Du får mig til at være endnu mere... mig."

Jeg kærtegnede hans kind og lod hånden glide hele vejen ned langs hans side og om på hans ryg, hvor jeg slog den om ham og trak mig selv endnu tættere på ham, selvom jeg umuligt kunne komme tættere på, end jeg allerede var.

"Og det er den komplette nøgne sandhed om mig. Ingen filtre," sagde jeg: "ingenting. Bare mig."

"Jeg er glad for, at du fortalte mig det, selvom jeg har det frygteligt på dine vegne over alt det her."

"Jeg ved det, men nu har jeg dig. Jeg føler mig som et helt nyt menneske i dit selskab, og det skræmmer mig lidt, for jeg har aldrig været så meget i live, som jeg føler mig med dig."

"Alex, inden du tager hjem, så har jeg noget, jeg gerne vil fortælle dig," sagde han pludselig.

"Okay, hvad er det?" spurgte jeg. Men i stedet for at sige mere, så lænede han sig ind mod mig og kyssede mig. Jeg kyssede bare med. Han udviklede det hurtigt til et snav, og jeg kunne mærke, hans hånd langsomt krøb ind under min bluse, hvor han begyndte at nusse mig imens. Pludseligt brød han kysset, men fortsatte med at nusse min bare hud.

"Alex," hviskede han mod mine læber: "jeg er meget forelsket i dig. Det føles, som om du næsten brænder mig op indvendigt."

Jeg kiggede ham dybt i øjnene. Han havde indrømmet det, jeg længe havde vist. Jeg var dog ikke selv klar til at lave samme indrømmelse. Jeg havde brug for mere tid.

"Det ved jeg, Martinus," svarede jeg og smøg min egen hånd ind under hans trøje og begyndte at nusse ham på ryggen: "det har jeg længe vist."

"Og du bliver ikke skræmt væk af det?" spurgte han: "du har ikke tænkt dig at droppe mig?"

"Nej, tværtimod," smilede jeg og kyssede ham. Vi blev liggende i hans seng, indtil det var tid til at køre. Da vi nåede ud til lufthavnen, var Martinus utroligt omklamrende. Men jeg havde ikke noget imod det. Jeg var selv ked af at skulle forlade ham. Jeg anede jo ikke, hvornår vi skulle ses igen. Tiden ude i lufthavnen gik hurtigt, og inden jeg fik set mig om, skulle jeg afsted. Jeg sagde farvel til Marcus og deres far, Kjell-Erik, og takkede for, at jeg havde måttet komme. Til sidst nåede jeg til Martinus, der næsten var på græderanden.

"Jeg kommer til at savne dig," sagde jeg: "meget, virkeligt meget."

Han sagde ikke noget, mens tog mig bare ind i sin favn og holdt mig så tæt, at jeg næsten blev kvalt.

"Jeg savner dig allerede," sagde han: "jeg burde måske ikke kysse dig herude, men jeg kunne ikke være mere ligeglad."

Han lagde sine læber på mine og gav mig et langt dybt kærligt kys. Et kys, jeg sent ville glemme. Et kys, jeg ville vente på at få flere af næsten gang, vi sås.

Vi slap hinanden, og så gik jeg mod min gate. Jeg havde allerede et par tårer ned af kinderne. Jeg vinkede til dem alle sammen, og så drejede jeg om et hjørne, og væk var de. 

A/N:

Hej med jer! 

Tusind tak for at læse, stemme og kommentere! 

Håber I kunne lide dette afsnit :) 

Jeg har glædet mig mega meget til at poste det! Blev ret følsom, da jeg skrev det, lol. Især Martinus' måde at tackle hele situationen på og AL den ærlighed ;) 

Håber I er klar til en lille challenge. 

Får I historien op på 3k reads, så er der maraton! <3 

Så hvis I vil have maraton, så er det bare at se at komme igang ;) 

Fortsat god dag/aften til jer alle!