Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 70: Jeg udnytter hende ikke...

Maraton 5/5

Martinus' synsvinkel:

Stakkels Alex havde haft så ondt i armen efter turen på skadestuen, at jeg havde måtte rende rundt og tage mig af hende. Jeg skulle hjem i morgen og havde bestemt ikke lyst til at forlade hende. Hendes vækkeur havde lige ringet, og hun var nødt til at tage i skole. Jeg strammede grebet om hende og kyssede hende i nakken.

"Av!" stønnede hun, da hun vendte sig mod mig.

"Hvad sker der?" spurgte jeg og tog en lok hår væk fra hendes ansigt.

"Min arm. Jeg kom til at lægge mig på den," klynkede hun.

"Tror du overhovedet, du skal op og optræde i aften?"

"Jo, det kan du tro. De sting skal ikke forhindre mig i en skid. Jeg kan heller ikke lade Xander i stikken."

Jeg nikkede bare og lænede mit hoved ned for at kysse hende. Det var i aften, der var skolekoncert. Jeg vidste, hun havde været nervøs for, om hun overhovedet kunne spille. Især fordi hun skulle lave et nummer på violin. Hun havde endnu ikke fortalt mig, hvordan øvning hjemme hos Xander dagen før var gået. Hun havde i hvert fald været øm i sin arm, da hun kom hjem.

Jeg havde været en smule betænkelig ved at lade hende tage hen til ham. Jeg brød mig stadig ikke om, at jeg ikke rigtigt vidste, hvem han egentligt var. Indtil videre vidste jeg en smule om ham og havde set et billede af ham. Det var nu mest det faktum, at hun var alene med ham. Tænk, hvis han nu prøvede noget på hende?

Mens hun var i skole, pakkede jeg mine ting sammen. Jeg havde ikke så meget at lave andet end at vente. Dagen gik langsomt. Hvert minut føltes som en time. Jeg så hende meget kort, da hun hurtigt kom hjem for at hente sine ting. Jeg nåede knapt at kysse hende, før hun var ude af døren igen.

Endeligt faldt aftenen på. Jeg var hoppet i en hættetrøje. Jeg vidste godt, at hvis jeg skulle sætte foden på hendes gymnasium, måtte jeg sørge for, ingen genkendte mig – både for min egen skyld, men også for hendes.

Både hendes mor, lillesøster og far skulle være der. Jeg håbede, at hendes forældre opførte sig anstændigt. Det her var hendes aften.

Vi var heldige at få pladser helt oppe ved scenen. Jeg sad mellem hendes lillesøster og far. Jeg sad og hyggesnakkede med ham, indtil showet gik i gang. Folk var virkeligt gode, men det var også klart, når det var et musik-gymnasium. Pludseligt hørte jeg Alex blive nævnt, og hun kom frem på scenen iført en lang rød glitrende kjole. Wauw, hvor var hun dog sexet! Så begyndte hun at spille (sangen, der er i toppen af kapitlet). Viva la vida havde jeg aldrig troet, jeg skulle høre på en violin. Men det var smukt. Jeg var så stolt af hende.

"Hun har spillet violin, siden hun var helt lille," fortalte Felix mig, da hun var færdig. Jeg sad bare og smilede. Koncerten skred frem, og hendes navn blev kaldt igen – sammen med Xanders. Jeg mærkede et stik, da de kom ind sammen. Han var sammen med hende. På en scene. Hvorfor var det ikke mig? Jeg vidste jo godt, det ikke var en mulighed, men alligevel. Hun var min kæreste – og han havde snavet hende...

Da de gik i gang, fik de sat hele salen i bevægelse. De havde blandet hendes klassiske instrumenter med Electro House og Synthesizer, mens hun sang. Det lød fantastisk. Deres kemi var også god... uf... Hun sang som en engel. Det var faktisk første gang, jeg overhovedet hørte hende synge, og jeg var virkeligt dybt imponeret. Da de var færdige, gav de hinanden et ordentligt kram, og det stak lidt inden i.

Efter showet kom hun løbende ned til os. Hun havde Xander i hånden.

"Hvor var det bare flot, Alexandra," sagde hendes far og kyssede hende på kinden og gav hende et kram. Hun fik også introduceret Xander, og han blev straks modtaget med yderst venlighed. Jeg fandt ham en anelse tilbageholdende, men Alex havde jo også fortalt, han ikke ligefrem kom fra et kærligt hjem. Hans forældre var åbenbart ikke dukket op for at se ham. Måske var det alligevel synd for ham, at jeg bare dømte ham uden videre?

Alex kom hen til mig og tog min hånd. Jeg lænede mig ind og gav hende et kys på kinden. Vi måtte holde lav profil på kærligheden, indtil vi var ude af gymnasiets bygning. Vores forhold var ikke ligefrem officielt for offentligheden endnu. Det var svært. Jeg havde lyst til at kaste mig over hende, men jeg kunne ikke. Et par piger kom dog og trak Alex væk. De skulle nok tage et par billeder til deres insta.

Pludseligt puffede Xander til mig og smilede kækt.

"Hva... har I gjort det endnu?"

"Gjort hvad?" spurgte jeg undrende. Han lød, som om vi nærmest allerede var venner.

"Du ved... haft sex?" Han sagde det, som om det var det mest oplagte i hele verden.

"Nårh... nej, ikke sådan rigtigt. Hvorfor spørger du?"

"Ikke for noget..." svarede han, men jeg brød mig ikke om måden, han trak ordene ud på.

"Hvis det er fordi du..." men han afbrød mig hurtigt.

"Martinus, den eneste grund til, jeg spørger, var sådan set bare for at afprøve dig. Se, hvilken slags fyr, du er. Jeg vil ikke have, der skal ske hende noget. Hun er den bedste og eneste veninde, jeg nogensinde har haft."

"Så du kender altså også til Andreas-historien?"

"Ja, desværre. Hun fortalte mig den, fordi hun fandt ud af, at jeg blev banket derhjemme. Hun hjælper mig, hvor ingen andre kan. Jeg vil bare vide, at hun ikke bliver udnyttet."

"Jeg udnytter hende ikke, jeg..."

"Det ved jeg," svarede han og lagde en hånd på min skulder: "jeg lagde godt mærke til, hvordan du kigger efter hende. Jeg ved godt, du elsker hende. Derfor synes jeg bare, du skal vide, at når du ikke er i nærheden af hende, holder jeg øje med hende for dig. Jeg er ikke ude på at stjæle hende, bare passe på hende."

"Tak," svarede jeg. Jeg var blevet helt overrumplet af hans tale. Han var faktisk ikke så slem, når det kom til stykket.

"Jeg sætter virkeligt pris på det Xander. Især fordi hendes ex jo engang i mellem opsøger hende. Det er rart at vide, at hun er i sikre hænder."

"Ja, jeg har hørt det. I det mindste går han ikke her på gymnasiet," sagde han, og så smilede han igen: "er dig og Alex endeligt blevet kærester?"

"Hvad mener du med endeligt?"

"Jeg ved godt, hvor meget I har været oppe at skændes – også over mig. Det var mig, der sagde, hun skulle tage sig sammen, hvis ikke hun ville miste dig. Hun var helt ude at skide."

"Så... du er grunden til, at hun kom til Norge?"

"Nej, dog ikke. Det var hendes egen ide at få losset røven afsted. Men det var mig, der sagde, hun skulle kontakte dig og ikke vente på, at du gjorde det. Jeg vidste godt, du ikke ville have skrevet til hende. Hun havde fucket det op, så det var hendes opgave at få vævet det hele sammen igen."

Jeg smilede. Det havde jeg ikke forventet. Det havde altså været Xander, der var grunden til, at Alex havde skrevet den besked til mig. Han havde hjulpet os. Han var faktisk en af grundene til, at Alex og jeg havde fået det hele på plads.

Jeg vendte mig mod ham og trak ham bare ind i et kram. Overrasket krammede han mig igen.

"Tak for det Xander. Det betyder meget," sagde jeg: "du er grunden til, at jeg er kærester med den smukkeste og dejligste pige i hele verden."

"Så I er altså kærester. Tillykke med det, Martinus. I passer altså også perfekt sammen," svarede han: "jeg tænkte på, om du måske ville med ud og have en øl eller en sodavand og bare, du ved, chille lidt, inden I skal hjem?"

"Det vil jeg gerne," svarede jeg – og så gik Xander og jeg ud, fandt noget at drikke og slog os ned ved et bord. Vi begyndte bare at snakke. Når det kom til stykket, kunne jeg faktisk vældig godt lide ham. Jeg følte ikke længere, det gjorde noget, at Alex rendte rundt sammen med ham. Han havde hendes ryg og ville hjælpe hende, hvis hun kom i klemme, og jeg ikke var i nærheden. Det var rart med en allieret. 

A/N: 

Det var så slutningen på maratonet, og Martinus og Xander fik endeligt mødt hinanden.

Jeg håber, I nød maratonet! Og at det har været "et plaster på såret" over første skoledag for dem af jer, der er begyndt i dag <3

Glem ikke at stemme og kommenterer! :)