Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 50: Du kan ikke bare ignorere mig!

(HUSK! At læse forfatterbeskeden i bunden!)

Alexandras synsvinkel:

Jeg ignorerede stadig Mira. Jeg var så irriteret over, at hun overhovedet havde fået mig overtalt til at tage med hende på den date i første omgang; der for en uge siden. Jeg havde ikke gidet at snakke med hende i hele den uge, Martinus havde været der. Hver gang, hun havde ringet, havde jeg bare ignoreret det eller trykket "afvis". Hun skulle ikke tro, at det hele bare lige faldt på plads igen ved et enkelt trylleslag.

Hun havde også siddet og betragtet mig hver dag i skolen, men igen havde jeg bare ignoreret hende. Jeg havde nærmest flygtet ud af lokalerne, når vi skulle skifte dem mellem frikvartererne for, at hun ikke nåede at få fat i mig.

I dag var det samme. Jeg satte mig i den modsatte ende af lokalet af, hvad hun gjorde, da jeg kom om morgenen. Tiden i klassen blev brugt på at gennemgå planen for den kommende studietur. Jeg sad for det meste bare og faldt hen, mens jeg tænkte på Martinus. Ud af øjenkrogen lod jeg mærke til, at Mira prøvede at få min opmærksomhed tværs over klassen, og da det ringede ud efter sidste time, sprang hun op og løb nærmest over til mig.

"Alex, snak til mig," sagde hun bedende, men jeg skænkede hende ikke et blik. Jeg gik bare i gang med at samle mine ting sammen.

"Alex, for helvede, du kan ikke bare gå og ignorere mig resten af dit liv!" råbte hun; ligeglad med at folk stadig ikke havde forladt lokalet. Jeg kunne høre, hvordan gråden steg i hendes stemme. Hun var tæt på at græde, og der vendte jeg mig mod hende.

"Jeg kan, hvad jeg vil! Og hvis jeg vil ignorere dig resten af mine dage, så er det det, jeg gør!"

Nu brød hun ud i gråd, og pludseligt faldt hun mig om halsen. Hun hulkede bare løs ned i min trøje, og jeg kunne ikke længere holde min kolde facade oppe. I bund og grund var jeg alt andet end et hårdt menneske. Man kunne lidt sammenligne mig med en hård skal på ydersiden; svær at knække. Men på indersiden var jeg blød som smør, der havde stået i solen alt forlænge, så det var blevet helt blødt.

Jeg lagde armene om hende og trak hende længere ind til mig. Det gjorde ondt indeni at se hende så ked af det, selvom det hele var hendes egen skyld. Havde hun bare holdt mig uden for den date, var den her konflikt aldrig opstået...

"Jeg er bare pissed over, du slæbte mig med på den date," sagde jeg stille til hende, mens jeg ventede på, at alle havde forladt lokalet. Hun skulle ikke stå til fuldt skue for hele skolen. Jeg ville ikke have hende ydmyget af andre for hendes fejltrin mod mig.

"Alex, jeg er så ked af det!" græd hun: "det var ikke min mening, at det skulle gå ud over dig på den måde."

"Det ved jeg, men det var virkeligt ubehageligt. Heldigvis for mig, kom Martinu..." Jeg rømmede mig. Jeg var lige ved at sige Martinus, hvilket desværre stadig var forbudt at nævne over for hende: "Martin... hjem til mig som en overraskelse. Så det endte i sidste ende godt for mig alligevel. Han trøstede mig."

"Du har vist været heldigere, end jeg var."

Puha... hun havde ikke opdaget, jeg næsten havde afsløret hans rigtige navn. Det havde løbet mig koldt ned af ryggen et øjeblik.

"Hvad skete der, efter jeg gik?" spurgte jeg stille.

"Har Martin så været hjemme hos dig hele ugen?" spurgte hun henkastet, som om hun undgik det spørgsmål, jeg lige havde stillet.

"Jep, det kan du tro!" svarede jeg.

"Og hvad har I så lavet?" spurgte hun nysgerrigt.

Jeg vidste godt, hvad det var for en detalje, hun ledte efter. Hun ville vide, om jeg havde været seksuelt sammen med ham. Hvorfor skulle alt egentligt handle om sex, når man blev ældre? Følelserne var sgu da meget vigtigere end noget andet. Det faktum, at han elskede mig, og at jeg elskede ham, var meget vigtigere end noget andet! Men hvad skulle man sige... mange gymnasiefolk gik af en eller anden grund mest op i det fysiske. Gad vide hvorfor? Brød de sig ikke om at være forpligtede over for nogen?

Sex med tilfældige var bestemt ikke min ting. Som jeg havde fortalt Martinus, så fortrød jeg dybt det one-night-stand, jeg engang havde haft. Især, fordi det havde været vejen til et voldelig forhold. Jeg havde ikke kendt Andreas godt nok, før vi kom sammen. Det hele havde været sådan noget ups... sådan havde jeg det slet ikke med Martinus. Var det muligt, at man i en alder af atten år, kunne finde sin soulmate? For det var hvad, jeg følte, Martinus var for mig.

"Vi har ikke haft sex," svarede jeg bare.

"Hvad?!" udbrød hun: "du har kendt ham et rimeligt pænt stykke tid nu, og I har stadig ikke haft sex? Sig dog i det mindste, at han har kysset dig!"

Jeg brød ud i grin.

"Selvfølgelig har vi kysset. Jeg venter bare med at gå all in, før jeg føler mig parat. Jeg er stadig mærket af Andreas, og Martin er indforstået med at vente til, at jeg er tilpas med det."

"Wauw! Hvor finder man sådan en fyr? De er sjældne."

"I Norge," grinede jeg: "og i øvrigt, så er vi ikke sååååå mega uskyldige."

"Nåh nåh, så han har altså haft en hånd nede i dine bukser," sagde hun og blinkede til mig.

Jeg rødmede fuldstændigt og begyndte bare at fnise mega tøset. Da jeg ikke svarede, forsatte hun.

"Var det godt?"

"Meget, virkeligt meget," sagde jeg generet: "det var faktisk perfekt."

"Har han nogen venner, jeg kunne score, som er lige så gode?"

"Aner det ikke, men jeg kan da spørge ham, når jeg snakker ham næste gang."

Hvis ikke Mira havde hadet de to tvillinger så meget, så havde jeg da helt sikkert introduceret hende for Marcus. De delte med hundredeprocent sandsynlighed samme humor. De ville have været perfekte, men det kunne jeg godt skyde en lang pil efter, for det ville aldrig ske.

Jeg var nødt til at dreje samtalen nu, så der ikke kom for mange afsløringer på bordet. Hun skulle nødig gætte, at det var Marcus og Martinus, jeg snakkede om.

"Fortæl mig nu, hvad der skete, efter jeg forlod dig på caféen. Blev ham Frederick sur?"

"Sur... det er ikke engang ordet. Han blev rasende og skældte mig hæder og ære fra, fordi jeg ikke havde taget en veninde med, der var single. Det hele endte i et stort drama. Oliver blev så pissed på Frederick, og det hele endte med, at Frederick skred, og Oliver og jeg prøvede at hygge os resten af dagen."

"Lykkedes det for jer? Altså at hygge?"

"Ikke rigtigt. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at se ham igen. Han var ikke, hvad jeg forventede, når det kom til stykket."

"Det er jeg ked af at høre."

"Det er det, jeg siger. Ring til ham Martin og få ham til at hooke mig op med en af sine venner."

Vi endte med at flække helt af grin over det hele. Vi kunne slet ikke stoppe igen. Jeg måtte læne mig op af et bord, for ikke at falde om på gulvet. Jeg måtte holde mig på maven. Den gjorde ondt af alt grineriet. Et godt grin var dog nogle gange den bedste måde at træne sine mavemuskler på.

"Det er dejligt, at vi endeligt snakker igen. Det har været så trist uden dig," sagde Mira og gav mig et kram.

"Bedste veninder skændes også," sagde jeg: "og så går de hjem og ser Netflix og æder is bagefter, når de er forsonede."

"Og det er så det, vi gør nu," grinede hun, og så gik vi arm i arm ud af skolen og hjem til mig. 

A/N:

Heeeeej med jer!

Håber I alle har dejlig sommerferie!

For det første vil jeg gerne takke alle jer skønne fantastiske mennesker for at læse, stemme og kommenterer min historie! I er simpelthen fantastiske!

Og nu vil jeg så annoncere, at på lørdag vil der komme maraton. Så i løbet af lørdagen vil jeg poste et maraton på en 4-5 kapitler, fordi I er så skønne!

Plus, at jeg samtidigt fejrer, at jeg endeligt er kommet ind på den skole, jeg ønskede mig til efter sommerferien! Så det er en helt dobbeltfejring!

Så derfor! Stay turned!