Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 114: Xanders skæbne Part I

Xanders synsvinkel:

Siden retssagen havde alt været kaos i mit liv. Mine forældre havde selvfølgelig befundet sig i retten, da jeg vidnede. Min far havde på ingen måde været tilfreds med, at jeg skulle vidne i en retssag. Faktisk var han gået komplet amok, da brevet var kommet ind af døren. Jeg havde virkeligt fået mit livs omgang tæsk for det.

Min mor gjorde aldrig noget i at forhindre, at min far gav mig tæv. Hun så bare på fra sidelinjen, og det havde hun gjort lige så længe, jeg kunne huske. I øjeblikket skulle jeg høre på det med retten hver dag, når jeg kom hjem fra skole. Jeg kunne ikke ligefrem påstå, jeg holdt af mine forældre. Jeg havde ondt af min mor, men jeg hadede direkte min far.

Da jeg kom hjem denne dag fra skole, startede det hele, som det plejede det øjeblik, jeg trådte ind i stuen.

"Hvor vover du at sige sådan om mig i retten!" råbte min far: "jeg har gjort alt for dig, og det her er takken."

"Jeg sagde det, fordi det er sandheden," svarede jeg spydigt.

"Du er jo totalt uduelig, din ulidelige unge!" råbte han: "hvad med, at du bare skrider."

"Det tror jeg faktisk, jeg vil gøre!" råbte jeg tilbage: "du er simpelthen den VÆRSTE far, man kan have."

"Skal du være næsvis?" skreg han og trampede hen mod mig. Jeg sank en klump og gik et par skridt tilbage, men jeg kunne ikke slippe fra ham, og få sekunder senere stod han helt oppe i hovedet på mig. Han tog fat i min hals i en enkelt hånd og tvang mig op af væggen. Han pressede mig mod væggen med sådan en kraft, at min ryg begyndte at gøre ondt. Jeg skar en grimasse, men han strammede bare grebet til.

"Det ville være meget bedre, hvis du aldrig var blevet født," hvæsede han lavmeldt, så min mor ikke skulle høre det: "jeg får en søn, ET BARN, og så er det et udueligt kræ som dig. Du duer ikke til noget som helst. Ingenting. Du er et nul, og du vil aldrig have en fremtid."

"Hvis du hader mig så meget, så lad mig gå," sagde jeg.

"Ikke før, jeg er færdig med dig."

Og så fløj den første knytnæve gennem luften og ramte mit øjne. Jeg prøvede at slå igen, men han greb min arm og gav mig et ordentligt slag i maven, så jeg havde bukket sammen, hvis ikke han stadig havde haft grebet om min hals. Han gav mig nogle flere slag i maven og i hovedet, inden han slap mig og lod mig glide ned på gulvet. Da han gik ud af rummet, tvang jeg mig op, selvom det gjorde frygteligt ondt. Jeg løb humpende op på mit værelse og pakkede en taske. Jeg ville tage over til Alex og fortælle hende, hvad der faktisk foregik i mit liv. Martinus var taget hjem forleden dag, så det gik nok, at jeg kom. Jeg havde lagt ret meget låg på tingene, fordi jeg ville være der for hende under hele denne retssag, men jeg havde det rigtig skidt nu. Jeg åbnede mit vindue og hoppede ud af det. Det var en fordel ved at bo i et etplanshus, at man bare kunne tage turen ud af vinduet i nødstilfælde.

Jeg tog benene på nakken og satte kursen mod Alex' hus. Jeg nåede derhen efter en halv times tid. Mens jeg ventede på, at døren blev åbnet, bed jeg mig i læben. Hvad ville hun dog sige, når hun så mit blå øje og forrevne tøj? Da døren gik op, var det ikke Alex forbavsede ansigt, jeg mødte – men derimod hendes mors.

"Xander!" udbrød hun med det samme: "hvordan er det dog, du ser ud?"

"Hej Sofie," sagde jeg stille: "er Alex hjemme?"

"Ja, det er hun. Kom dog indenfor i stedet for at stå derude."

Jeg trådte inden for. Jeg elskede at være hjemme hos Alex. Selvom hendes familie jo egentligt også var ret fucked up, så var det stadig en familie. Da jeg havde fået skoene af, gik jeg ud i køkkenet. Sofie var i gang med at lave en eller anden kage, og jeg kom til at smile.

"Hvad er der sket?" spurgte hun bekymret.

"Min far," svarede jeg, og i det øjeblik hørte jeg trin bagved og vendte mig om. Der stod Alex, og hun tabte underkæben det øjeblik, hun fik øje på mit ansigt. Hun løb bare hen og hev mig ind i et kram.

"Åh, Xander," hviskede hun: "du skal ikke tilbage til det uhyre. Du ender med at blive slået ihjel, hvis du ikke flytter."

"Jeg ved det. Det er nok bare blevet min hverdag. Jeg tænker ikke altid over konsekvenserne af tingene," sagde jeg: "jeg føler, jeg er ved at falde sammen inden i over det efterhånden."

"Jeg er her for dig," sagde hun.

"Tingene er rigtigt slemme for tiden. Efter jeg sagde i retten, at min far bankede mig, så har han været på nakken af mig lige siden. Jeg vidste ikke, han var i retten den dag og hørte det," sagde jeg: "han bankede mig helt fordærvet, da vidneindkaldelsen kom ind af døren, og jeg føler bare ikke, jeg kan mere."

"Skal vi gå op og snakke om det?" spurgte hun, og jeg nikkede.

"Vent," sagde Sofie: "jeg vil gerne vide, hvad der foregå. Hver sød at sætte jer ned."

Hun hentede kagen og satte nogle tallerkener frem på bordet. Der blev også sat kakao på bordet, og da det hele var blevet fordelt, og vi havde hyggesnakket lidt, tog Sofie hul på den svære del.

"Xander, jeg vil gerne vide, hvad din far har gjort ved dig," sagde hun: "måske vi kan hjælpe."

Jeg tog en dyb indånding. Det gjorde næsten ondt at skulle fortælle dette til dem, som jeg ønskede, havde været min familie. Til sidst tog jeg mig sammen, og så fortalte jeg hende, hvad der foregik. Ikke omkring mine følelser, men omkring hvad min far havde udsat mig for. Pludseligt følte jeg mig ikke som den hårde skal, jeg normalt viste til verden – men som en lille dreng, der havde haft en frygtelig barndom.

"Vi må finde en løsning på det," sagde Sofie: "jeg kan ikke have, at du bliver banket af din far. Du skulle bare have sagt det for længe siden, så havde vi prøvet at hjælpe dig ud."

"Hvis jeg flytter hjemmefra, så slår de hånden af mig," svarede jeg og kiggede i bordet.

"Måske er det i virkeligheden det bedste," sagde Sofie og hævede et øjenbryn.

Jeg tav. Var jeg villig til at ofre pladsen hos mine forældre for evigt? Jeg var deres eneste barn. Selvom jeg hadede min far og ikke havde meget til overs for min mor, så var det stadig mine forældre. Jeg var i tvivl... og jeg skulle overveje det nøje først. Jeg ville jo gerne bo hos Alex og egentligt være hendes "bror", men det fik jeg vel næppe lov til... det var et ønske, jeg måtte lade forblive i mine drømme.

A/N:

Jeg har rundet 50 følgere!! Omg!!! IHHHH!!! Tusind tak for det!!! Elsker jer!! <333

Her havde vi lige en ny synsvinkel - et blik ind i Xanders liv. Håber, I kunne lide det. Hvad tror I, der kommer til at ske med ham?

Skriv det i kommentaren! <3

Og glem ikke at stemme <3