Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 54: Knust

Maraton 4/5

Martinus' synsvinkel:

Hun havde kysset en anden! Hun havde fucking snavet en anden! Hvorfor var jeg ikke nok for hende? Havde han virkeligt tvunget hende? Og hvorfor tvivlede jeg overhovedet på hende?

Jeg sparkede hårdt til fodbolden, og den ramte overlæggeren. Jeg tørrede endnu en tåre væk. Jeg følte mig helt knust inden i. Jeg elskede hende, og hun havde faktisk været mig utro. Med hvem egentligt? Det havde hun ikke engang sagt...

Du er ikke gammel nok! Du er ikke gammel nok!

Ordene blev ved med at gentage sig for mig inde i mit hoved.

Du har ikke de erfaringer, jeg har!

Jeg smækkede hænderne for ørene i et tåbeligt forsøg på at få det til at holde op. Jeg skreg af mine lugers fulde kraft. Jeg kunne ikke holde det ud. Bagefter knækkede jeg helt sammen og bare græd og græd, mens jeg sank om på græsplænen. Hvorfor havde hun gjort det? Efter alt det, vi havde opbygget sammen.

"Martinus!" var der en, der råbte, men jeg orkede ikke at svare. Jeg mærkede en arm om mine skuldre, og jeg blev trukket ind i et kram. Marcus' hår faldt ned i min pande, og jeg knugede mig ind til ham, hvor jeg fortsatte min hulken. Marcus aede mig på ryggen.

"Marcus, hun har været mig utro," græd jeg.

"Hvad?" spurgte han: "det kan jeg da umuligt tro."

"Men det har hun. Hun har lige sagt det til mig."

"Kom, lad os gå inden for, så kan vi snakke det hele igennem," sagde han og hankede op i mig. Han fik mig slæbt inden for, hvor vi blev mødt at et par bekymrede blikke fra mor og far. Marcus sagde bare, jeg havde pigeproblemer, hvilket kun fik mig til at tudbrøle endnu højere. Da vi var kommet op af trappen og ind på mit værelse, satte Marcus mig ned på sengen. Han hentede noget papir, så jeg kunne tørre mine øjne og pudse min næse.

"Okay, lad mig så høre, hvorfor du har grædt dine øjne ud de sidste par timer," sagde Marcus alvorligt, da han endeligt fik sat sig ved siden af mig.

"Hun ringede mig op for et par timer siden. Hun sagde, hun havde kysset en eller anden dreng. Hun fortalte aldrig hvem. Hun brækkede sig midt i det hele, fordi hun havde været i byen. Og alligevel sagde hun, at hun ikke var fuld. Marcus, intet af det gav en skid mening," sagde jeg: "men en ting var sikkert... hun havde kysset den dreng."

"Det lyder slet ikke som hende," svarede Marcus: "Martinus, prøv at overveje det. Hun har haft en ex-kæreste, der var hende utro. Hendes far var hendes mor utro. Hvorfor skulle hun overhovedet gøre det selv?"

"Jeg ved det ikke!" råbte jeg frustreret: "hun sagde til mig, at jeg ikke var gammel nok til forstå hende. At jeg ikke havde alle de erfaringer, som hun havde. Marcus, mit værste mareridt er lige blevet til virkelighed."

"Dit værste mareridt?"

"Ja, at jeg ikke er god nok til hende. At jeg er for barnlig. At hun ikke vil have mig. Du kan jo se, hun har jo allerede snavet en anden dreng."

"For det første Martinus, så er hun ligeglad med alder. Det er din frygt, der taler!" sagde han bestemt: "for det andet, så tror jeg ikke på, hun bare har været dig utro. Sagde hun ikke andet?"

"Hun sagde noget om, at han havde tvunget hende til det, og at hendes eneste udvej havde været at kysse ham?"

Der var noget ved den sætning, som lød forkert inde i mit hoved. Man er da ikke NØDT TIL at kysse nogen som helst? Havde jeg været for hurtig på aftrækkeren, fordi hun havde sagt det om min alder?

"Men det er jo sandt," sagde Marcus: "du forstår jo heller ikke alle hendes ting. Du har jo ikke de erfaringer, hun har."

Jeg tog mig til hovedet. Jeg vidste jo godt, det var rigtigt. Men alligevel gjorde det mig gal at høre. Jeg følte, jeg gjorde alt for at vise, at alderen ikke betød noget. Alligevel adskilte den os indimellem.

"Måske mente hun det ikke på den måde, du opfattede det?" forsatte han.

"Hvordan skulle jeg ellers opfatte det?"

"Prøve at forklare det hele for mig en gang til."

Det gjorde jeg så. Hver og en detalje...

"Jeg tror virkeligt, hun mente det, hun sagde," kom det fra Marcus, efter han havde siddet og tænkt det igennem en ekstra gang: "hun må være havnet i en eller anden situation. Måske ringede hun for at fortælle dig det..."

Jeg sagde ikke noget. Måske... det hele var bare et stort måske, fordi jeg havde knaldet røret på. Jeg blev pludseligt bange. Tænk nu, hvis der rent faktisk VAR sket hende noget! Og jeg havde bare lagt på, og hun aldrig fik fortalt mig det. Hun havde lignet jeg ved ikke hvad med make-up rendende ned af kinderne. Og jeg var så langt væk. Måske skulle jeg ringe til hende?

Nej, Martinus! Stop med at tænke sådan! Hun har kysset den anden dreng. Og hun må være den, der kontakter dig. Jeg har ikke gjort noget forkert. Det var hende, der var den uansvarlige! Hun havde været i byen i et fremmed land, og hun skulle aldeles ikke kommer her og kalde mig for barnlig, når hun var den, der havde handlet barnligt.

Alligevel gik det mig på, at jeg ikke følte mig god nok til hende. At jeg ikke var nok for hende.