Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 62: Hvad er vi?

Alexandras synsvinkel:

Da vi kom tilbage til hans værelse efter aftensmaden, var jeg ekstremt urolig i kroppen. Vi skiftede hele tiden mellem enten at have konflikter og virke, som om vi var skabt for hinanden. Jeg kunne ikke holde det her ud mere. Jeg havde brug for at få det hele afklaret, selvom det gjorde mig nervøs at skulle snakke om.

Jeg blev stående midt ude på gulvet. Martinus kiggede underligt på mig, fordi jeg ikke fulgte efter ham hen til sengen.

"Hvad er der galt?" spurgte han.

Jeg sukkede.

"Martinus, det her går jo ikke. Vi opfører os, som om vi har været sammen for altid, men vi er alligevel ikke rigtigt sammen, fordi vi skændes den anden halvdel af tiden," sagde jeg frustreret: "hvad er vi egentligt?"

"Du ved, hvad jeg ønsker, Alex," sagde han.

"Mig," svarede jeg kort.

"Ja, dig. Hele dig," sagde han: "jeg vil gerne have, at du også elsker mig."

"Martinus, der er en ting, jeg ikke forstår. Hvordan kunne du bare lige pludseligt elske mig? Sådan fungerer det jo ikke normalt."

"Du tror måske ikke på kærlighed ved første blik?"

"Nej... det gør jeg ikke."

"Det kan du godt begynde at gøre," sagde han og smilede: "da jeg så dig til det Meet and Greet, faldt jeg for dig det øjeblik, jeg trådte ind i rummet."

"Stop... det passer sgu da ikke," sagde jeg og rystede på hovedet af det.

"Jo, det gør. Du kan selv spørge Marcus. Der var ham, der skulle høre på mig, mens jeg klagede over, jeg aldrig nogensinde ville have en chance hos dig."

"Jeg har ondt af ham," sagde jeg i en sjov tone, og Martinus trak på smilebåndet.

"Men jeg mener det. Jeg faldt for dig, da vi mødtes, og jeg har villet have dig lige siden."

Han gik hen imod mig, og jeg bakkede et par skidt bagud. Han bredte sine arme ud mod mig.

"Nej, Martinus nej!" sagde jeg, men han ignorerede det og lod sine arme glide rundt om min krop. Han trak mig tæt ind til sig, og jeg gjorde ingen modstand. I stedet lagde jeg selv armene om ham og borede mit ansigt ind i hans nakke.

"En gang imellem tvivler jeg på, om kærligheden overhovedet eksisterer," sagde jeg sammenbidt.

Han strammede grebet om mig, og jeg kunne mærke, han efterlod et blidt kys på min kind.

"Hvorfor?" hviskede han: "du har set, hvordan vi har haft det sammen. Hvordan kan du tvivle nu?"

"Det er ikke dig, jeg tvivler på. Men du må forstå, hvor ødelagt jeg blev af de ting, jeg gennemgik. Engang imellem føler jeg mig stadig i stykker, og frygten for, at det frygtelige endnu ikke er overstået, sniger sig ind. Du kan se, hvor galt det også gik i Lissabon, og det rod, der kom ud af det."

"Men der sker ikke mere, skat. Det lover jeg," sagde han: "sødeste dejligste Alexandra, giv mig nu en chance for at give dig det, du har brug for. Lad mig nu bare være din kæreste og elske dig. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med usikkerheden om at miste dig mere. Jeg ved jo godt, du også er forelsket i mig."

"Jeg er skam mere end bare forelsket i dig Martinus. Jeg elsker faktisk også dig. Jeg har bare aldrig turde indrømme det. Jeg var bange for, det ville gå galt igen," sagde jeg: "men, jeg elsker dig. Virkeligt meget."

Han kiggede på mig. Jeg havde sagt det. Jeg havde endeligt indrømmet, at jeg elskede ham. Et smil bredte sig på hans læber, og der kom tårer frem i hans øjne.

"Du... elsker mig?" spurgte han for at være helt sikker på, at det nu også var det, jeg havde sagt.

"Ja, Martinus min skat. Det gør jeg," svarede jeg.

"Sig det igen," tiggede ham.

Jeg smilede til ham og tog hans ansigt i mine hænder.

"Martinus Gunnarsen, jeg elsker dig af hele mit hjerte," sagde jeg og trak ham ned i et kys.

"Jeg kommer dog nok til stadig at have nogle problemer. Du kan se, hvor svært, jeg har haft det med intimkontakten."

"Vi tager tingene, som de kommer, selvom jeg synes, du har klaret det fremragende. En ting af gangen. Vi skal nok komme igennem," svarede han kærligt.

Han lænede sig ned og lagde sine læber på mine igen. Han kyssede mig helt blidt, og jeg kunne ikke modstå ham. Jeg kyssede hurtigt med, og der gik ikke længe før, at han gjorde det endnu dybere og endnu kærligere. Da vi trak os, kiggede vi bare hinanden dybt i øjnene, og jeg nærmest klamrede mig til ham. Aldrig i mit liv havde jeg fået så perfekte kys. Det var, som om vi bare passede sammen.

Jeg kunne mærke, han lagde hovedet ned til mig igen og kyssede min hals lige så blidt, som han havde kysset mine læber.

"Alex, vil du ikke nok være min?" spurgte han blidt mellem kyssene: "bliv min kæreste."

Der var så meget følelse og ømhed i hans stemme, at jeg svarede uden at tænke.

"Jo, Martinus. Det vil jeg gerne."

Han smilede og nussede mig i håret, og så kyssede han mig igen.

"Jeg elsker dig så meget," sagde han mellem kyssene, og jeg smilede. Jeg var Martinus' kæreste, og jeg havde ikke tænkt mig at holde igen længere. Nu havde jeg ladet ham komme ind i mit liv, og der skulle han blive. Jeg tog en hånd op i hans hår og nussede hans nakke.

"Kom," hviskede jeg og trak ham med over til sengen, mens vi fortsat kyssede hinanden. 

A/N:

Så skete det! Endeligt!

Hun indrømmede, at hun elskede ham og blev hans kæreste!  Wuhuuuuu!!!

Og OMG! Denne historie er over 10k! 10k!!!! Det havde jeg aldrig i min vidste fantasi troet! Tusind tak for det! <3