Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 71: Beskeden

Alexandras synsvinkel:

Jeg sad i venteværelset hos lægen. Jeg skulle have pillet stingene ud af min arm. Det var svært, at Martinus ikke var her til at holde mig i hånden gennem det. Han var taget hjem for en uges tid siden. Han skulle jo også snart til eksamen – og han skulle jo endda afslutte sin skole.

Min mor og jeg havde ikke snakket sammen siden skænderiet. Det eneste, der var blevet udvekslet mellem os, var ja og nej. Hun var bare sur, og jeg gad ikke være den, der klinkede skårene. Det var hende, der ikke ville give mig sandheden. Til gengæld havde jeg snakket med min far – godt nok kun over mobilen, men alligevel. Jeg skulle mødes med ham i næste uge.

Jeg havde overvejet, om jeg skulle have taget Xander med til lægen, men jeg ville heller ikke virke som en pivskid. Da mit navn blev kaldt, gik jeg ind med ret ryg.

"Jamen, goddag Alexandra," sagde min læge: "tag du bare plads i stolen."

Jeg gik bare hen og satte mig i den stol, der stod placeret ovre i hjørnet. Jeg smøgede mit ærme op, så forbindingen kom til syne. Min læge kom hen og klippede den af, så syningen og det store ar kom til syne. Det var et minde, jeg altid ville have om mit skænderi med min mor – den første gang, jeg havde stået op for noget, jeg troede på, som hun ikke havde været enig i.

"Nå, skal vi se at få de sting ud," sagde min læge, og jeg nikkede langsomt: "ellers ser det hele dog meget pænt ud. Der er i hvert fald ingen tegn på infektion."

"Det er jeg glad for," svarede jeg: "vil det blive et grimt ar?"

Egentlig kendte jeg godt svaret, men man havde jo altid lov til at håbe.

"Ja, desværre. Men hvis du er heldig, vil det med tiden blegne, og det vil blive til en streg."

Jeg sukkede. Det var ikke ligefrem pænt at se på. Min læge begyndte at pille stingene ud. Det nev en smule, og jeg lavede et par grimasser undervejs.

"Hvad lavede du, siden du skulle sys i første omgang," spurgte min læge. Hun prøvede at lyde, som om hun ikke snagede. Jeg vidste godt, hun gjorde det for at aflede min opmærksomhed fra det, hun lavede.

"Jeg skændtes med min mor, og så smadrede jeg et par tallerkener. Jeg så slet ikke, at jeg havde ramt armen lige ned i en, før min kæreste så blodet."

"Din kæreste? Andreas?" spurgte hun, men jeg rystede på hovedet.

"Nej, ham er jeg ikke sammen med mere. Han var en idiot," svarede jeg: "jeg mødte ham her for noget tid siden. Han er nordmand og den bedste kæreste, der findes i hele verden."

Min læge smilede.

"Hvad hedder han?" spurgte hun så: "han gør dig tydeligvis glad, for dine kinder er helt røde."

Jeg tog den modsatte hånd op til ansigtet. Jeg kunne virkeligt ikke skjule en skid.

"Han hedder Martinus," svarede jeg.

"Det er jo ligesom ham popstjernen, der synger med sin tvilling," svarede hun: "hvad er det nu, de kalder sig?"

"Mener du Marcus og Martinus?" spurgte jeg, og hun nikkede.

"Ja, dem. Min yngste datter er helt vild med dem. Jeg måtte købe hende en trøje med dem på, og hun går rundt i den hele tiden."

"Hvor gammel er hun?"

"10 år," sagde hun: "og så er jeg færdig med at pille stingene ud."

Jeg kiggede ned og betragtede det store røde ar på min arm. Puha, hvor så det dog ikke pænt ud. Men jeg måtte bare vænne mig til det. Så lang tid Martinus ikke havde noget mod det. Men det vidste jeg, han ikke havde. Han havde ikke gjort andet end at kysse det, hver gang jeg havde skiftet min forbinding.

Jeg smilede til min læge, og så gjorde jeg noget meget impulsivt, men det var vel okay?

"Øm Sanne, hvad hedder din datter?" spurgte jeg.

"Mille."

"Tror du godt, at Mille kunne tænke sig en personlig hilsen fra Marcus og Martinus?"

"Der er ikke noget, hun hellere vil have. Men jeg tror desværre aldrig, hun får muligheden."

"Hvad nu, hvis jeg fortæller dig, at min kæreste faktisk er den Martinus?" sagde jeg, og hendes øjne blev store: "men du må love ikke at sige det til nogen. Det er ikke offentligt kendt endnu."

"Men hvordan kan det være muligt, Alexandra?"

"Vi mødte hinanden til deres koncert tilbage i februar og ja, nu er jeg sammen med Martinus."

Så tog jeg min mobil frem og viste hende et par billeder.

"Jeg skal nok lade være med at sige noget," sagde hun: "du har mit ord. Det er forståeligt, at du ikke vil have det offentligt endnu. Jeg kan godt tænke mig til, hvor meget ramaskrig, der kan blive."

"Tak, det sætter jeg pris på, men kan du ikke give mig dit mobilnummer, og så sørger jeg for den hilsen til din datter?"

Jeg fik hendes nummer. Hun takkede mig mange gange, inden jeg gik ud af døren. Jeg smilede for mig selv. Jeg havde nok gjort en mor og et lille barn glad, og det i sig selv fik et smil frem på mine læber.

Pludseligt mærkede jeg min mobil brumme, og en besked tikkede ind. Det var nok Martinus, der havde skrevet. Han skulle jo snart trække de fag, han skulle til eksamen i.

Jeg klikkede hurtigt ind på beskeden uden at tjekke nummeret, men da jeg læste den, sank mit hjerte.

Nå nå, ser man det.

Den lille prinsesse har fået sig en ny kæreste?

Martinus Gunnarsen – hvordan kan du synke så lavt.

Du er ikke andet end en lille luder, Alexandra.

Pas du hellere på, der ikke sker ham noget!

Hele min krop stivnede. Jeg vidste udmærket, hvem der havde sent den. Andreas. Hvordan havde han fundet ud af, at Martinus og jeg var kærester? Det var stadig en hemmelighed for offentligheden. Jeg forstod det ikke. Men jeg ville i hvert fald ikke fortælle Martinus noget om det. Han skulle ikke have flere bekymringer, og jeg kunne sagtens deale med Andreas selv. 

A/N:

Uhadada! Andreas er tilbage... 

Hvad tror I, han har af skumle planer?

Tror I overhovedet, han mener det, han skriver? 

Eller gør han det bare for at genere hende?

Skriv, hvad I tror i kommentaren! Og glem ikke at stemme <3