Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 66: What?

Maraton 1/5

Alexandras synsvinkel:

Jeg skulle snart hjem til Danmark igen, selvom jeg havde allermest lyst til at blive her i Trofors. Jeg elskede at være her. Langt væk fra alt derhjemme. Men min lillesøster havde fødselsdag om nogle få dage, og jeg var nødt til at være der. Jeg havde været ret stille det meste af dagen, fordi jeg vidste, at i morgen skulle jeg forlade Martinus igen. Min elskede dejlige kæreste.

Jeg var i gang med at putte de sidste ting ned i min kuffert. Jeg skulle afsted ret tidligt i morgen. Kufferten lignede et stort rod. Jeg havde ikke styr på noget lige nu. Mit indre var et lige så stort rod af følelser som den her kuffert.

Et par hænder sneg sig pludseligt rundt om mine hofter, og jeg blev trykket baglæns ind mod en dejlig varm krop. Jeg rettede mig op og som belønning, blev et par kys placeret på min hals.

"Din kuffert ligner noget, der har haft besøg af en tornado," sagde han. Jeg kom til at grine, selvom hans tilstedeværelse havde fremkaldt vandet i mine øjne.

"Jeg er et værre rod," svarede jeg og drejede hovedet for at kigge på ham. Han smilede stille og kyssede mig blidt.

"Men hvor er mit tøj henne?" spurgte han så: "jeg synes kun, jeg kan se dit tøj i kufferten, skat."

"Hvad snakker du om?"

"Hvor mit tøj er henne," svarede han, og jeg kiggede bare underligt på ham. Hvad snakkede drengen om?

"Men... what?" endte jeg bare med at sige.

"At du har glemt at pakke mit tøj."

"Ej stop nu, Martinus! Du skal ikke mindfucke med mig!"

"Det gør jeg ikke, skat," svarede han: "jeg skal med dig til Danmark."

Jeg kunne ingenting sige. Jeg prøvede at åbne munden i håbet om, at der kom noget ud, men det gjorde der ikke. Han grinede og gav mine læber nogle kys. Jeg var helt chokeret.

"Hvad skal du?" spurgte jeg så.

"Jeg skal med dig. Hjem til Danmark. Være med til din søsters fødselsdag." Han skar det helt ud i pap for mig. Jeg er sikker på, at hvis ikke han havde haft sine hænder om mine hofter, så havde han lavet en masse store armbevægelser for at understrege tingene ekstra meget.

Jeg stirrede bare på ham, mens min hjerne prøvede at processere den information, jeg lige havde fået. Mine mundvige trak dog langsomt ud i et smil, der til sidst gik fra det ene øre til det andet, og jeg faldt ham om halsen. Jeg skulle ikke sige farvel til Martinus. Ikke i dag. Han skulle med mig. Hjem til Danmark!

Kufferterne blev pakket. Han kunne desværre ikke blive hjemme hos mig i dagevis, men bare det, at han tog med og blev weekenden over, betød alverden for mig. Martinus og jeg nussede om hinanden, mens vi gjorde dette. Pludseligt gik døren op det øjeblik, hvor Martinus havde lagt armene om mig og var i gang med at kysse mig i hele hovedet.

"Alex," sagde Marcus pludseligt, og jeg vendte mig rundt og smilede til ham: "må jeg snakke med dig?"

"Selvfølgelig, Mac."

Jeg gik hen til ham og videre ind på hans værelse. Han satte sig tungt i sin stol, og jeg satte mig bare på sengekanten. Han kiggede trist på mig. Jeg kunne mærke, der var noget galt.

"Hvad sker der?" spurgte jeg.

"Jeg føler mig ensom, Alex," sagde han trist: "Martinus har dig nu, og jeg føler mig lidt som et tredje hjul."

Jeg rejste mig op og gik hen til ham. Jeg lagde armene om ham og trak ham ind til mig. Han lagde armene om livet på mig og trykkede sig ind til mig. Jeg pillede elastikken ud af hans hår og strøg fingrene igennem det. Jeg kunne mærke, hans krop rystede let, hvilket indikerede, at han græd.

"Mac, kig på mig," sagde jeg, men det nyttede ikke. Han klamrede sig bare til mig. Til sidst fik jeg ham til at løfte blikket, og et par tårevædede øjne kiggede ind i mine.

"Du er ikke et tredje hjul. Hvis du har brug for at være sammen med en af os, så sig det. Vi to kan godt lave noget sammen alene. Du må gerne komme og besøge mig i Danmark – alene. Martinus bliver nok sur, men det er hans problem."

Han smilede svagt.

"Det vil jeg gerne på et tidspunkt. Men det er også bare... når jeg ser jer, kan jeg mærke, hvor meget jeg også gerne vil have en kæreste. Jeg vil også prøve alle de ting, der hører til sådan noget."

"Jeg ved det," svarede jeg og gav ham et kys på panden: "men du kan ikke fremtvinge det. Det vil komme, når det kommer."

Han nikkede bare.

"Du må hellere se at komme tilbage til ham. Ellers bliver han da bange for, at jeg har nakket dig fra ham," sagde han og sukkede. Jeg trak på smilebåndet.

"Det går nok. Han har ikke eneret på mig. Kun som kæreste," svarede jeg. Marcus rejste sig og lagde armene om mig igen.

"Selvom jeg føler mig så ensom, ville jeg ønske, du ikke skulle afsted. Når du er her, er alting bare bedre. Du er virkeligt den bedste veninde, jeg altid har manglet. Jeg elsker Martinus, men selv han er gladere, når du er her."

Jeg smilede til ham og gav ham et kys på kinden.

"Tak, Mac. Det betyder virkeligt meget," sagde jeg, inden jeg gik tilbage ind til Martinus. Vi skulle tidligt i seng, hvis vi skulle have en chance for at nå det fly i morgen tidligt.  

A/N:

SÅ ER MARATONET SKUDT IGANG! ENJOY!

Håber det kan pynte lidt på, at skolen (desværre) er startet! ;)